Rejsebeskrivelse fra en ferie på Cypern, 2004

Gensyn med Cypern

Strandpromenaden og Larnaca Bay
Klik for større foto

Vi lander på Cypern lørdag aften den 17. april. Lufthavnen er i Larnaca, og her skal vi være en uge. I Larnaca altså - ikke i lufthavnen.

Vi var modne til Cypern igen efter succesen i 2002, så der blev bestilt rejse med Startour. Desværre flyves der ikke længere fra Aalborg, så vi valgte afgangen fra København.

Vi hæver penge i ankomsthallens venlige automat. 1 cypriotisk pund står i lige knap 13 kroner. Efter indlogering i lejligheden på hotel Sun Hall går det til The Meeting Pub, hvor vi får en pint af den lokale Keo og betragter det formidable liv, der udspiller sig på strandpromenaden lørdag aften.

Alle byens indbyggere mellem 14 og 25 år kommer forbi mindst tre gange, før vi tørner ind godt rejsetrætte. Lejligheden på Sun Hall er næsten lige så ramponeret som den, vi havde på Kition sidste gang, men udsigten fra 6. sal til strandpromenaden og Middelhavet er ikke så lidt bedre.

Spadseretur i Larnaca

Søndag morgen er vejret smukt og spadserevenligt. Larnaca er ikke nogen stor by - her bor vel knap 70.000 sjæle plus turister. Vi kender "terrænet" fra sidst og går en pæn lang tur langs strandpromenaden, forbi middelalderfortet og videre langs kystvejen i den gamle tyrkiske bydel.

Her ligger også "Militzis", den fremragende restaurant vi fandt, sidst vi var her. Et sted på nettet havde jeg læst, at den - oh skræk - skulle være lukket, men det passer heldigvis ikke; da vi går forbi, kan vi se, at der allerede er aktivitet i køkkenet.

Militzis Fra Larnacas gamle bydel Fra Larnacas gamle bydel nær Lazaruskirken
Klik for større foto

Minaréten ved fortet er stadig iklædt stillads som for to år siden. De er nok ikke kommet videre. Vi krydser tilbage til centrum gennem den tyrkiske bydel med dens faldefærdige huse. I en hyggelig baggård nær hotellet ligger en lille restaurant, "Julios", med udendørs servering under palmer og blomstrende pergola.

Et par lokale mænd spiller backgammon og får kaffe til. En kop cypriotisk kaffe er billig her: 40 cent, hvilket er en tredjedel af, hvad det koster på promenadens fluepapir. Og så er her ikke så lidt hyggeligere og fredeligere.

Hos Julios Lokale spiller Backgammon hos Julios Let frokost på Hobo Café
Klik for større foto

Julios er en kraftig mand med tyrenakke og god fysik. Han går let foroverbøjet og ligner én, der har pådraget sig en rygskade og derfor har måttet finde lettere arbejde; men det er rent gætteri. Venlig er han.

Startours orienteringsmøde fra 11-12 er mest reklame for deres udflugter, men der falder da også et par nyttige oplysninger af, selvom vi ikke kan forstå, hvorfor de reklamerer for Panos Steak House, der også driver en fiskerestaurant, Dionyssos, vi bestemt ikke husker for det gode. Den med at man ikke må skylle toiletpapiret ud, men pænt skal putte det i spanden ved siden af, husker vi godt fra sidst.

El-stikkene hernede er specielle trebens og passer ikke til vores grej. Hotellet er udgået for adaptere, så vi køber en i en kiosk formedelst et pund, og lejrer os på Hobo Café. Her får vi en let frokost med udsigt over Middelhavet.

Søndag er familiedagen, hvor børnene luftes. Hobo Café har en spillehal, "Hobo Games", med maskiner af alskens slags, og ungerne drøner frem og tilbage mellem forældre og maskiner. Alle synes at drikke Caffe Latte. En ældre velklædt herre er faldet i søvn siddende og hviler hovedet på håndfladen uden at miste balancen.

Vi går hjem til siesta. Jeg afprøver adapteren, men den virker ikke. Det irriterer mig, så jeg går straks ned i kiosken og brokker mig. Jeg har taget Helles hårtørrer med, og den nye adapter afprøves på stedet, før jeg er tilfreds.

Siestaen forstyrres af en walkie-talkie-bevæbnet ung mand, som på gebrokkent engelsk siger et eller andet om altandøren. Han rykker lidt i gardinet, som ikke kan lukke helt til, fordi der er for mange gardinringe, og så går han igen uden at gøre noget ved det. Hvad det egentlig gik ud på er uklart - lidt mystisk.

Nå, men nu er vi jo blevet vækket, og ved firetiden går vi hen for at finde den internet café, som Startours guide nævnte. Den er markeret på turistkortet over Larnaca. Kortet er helt hen i vejret, men vi finder caféen alligevel og checker mail.

Derefter en kop sød cypriotisk kaffe på Cafe Vé på promenaden. Ved nabobordet læser en enlig mand i halvtredserne Lonely Planets guide om Cypern, og der promeneres flittigt. Senere går vi hjem, slapper lidt mere af og klæder om til aftensmaden. Det er blæst op i dagens løb, og der er dis for solen, så vi tager trøje og jakke på.

Aperitif og den blå halve time

På The Meeting Pub sætter vi os med havudsigt og en velvoksen ouzo, mens fjernsyn og storskærm viser en lokal fodboldkamp. "Serie 7!", siger Helle, der har forstand på denne idræt.

Stadion ser nydeligt ud, og der er mange tilskuere, der går mindst lige så højt op i kampen som de lokale fans på The Meeting Pub. Udeholdet er bagud, og tilhængerne på stadion har den fordel, at de kan smide ting ind på banen. De har held til at ramme en official, så han må have lægebehandling; men hvorfor skulle det også være forbeholdt spillerne?

Det, vi hjemme kalder "Den blå time", melder sin ankomst ved solnedgang, men her er det snarere "Den blå halve time", fordi solen synker så hurtigt. Mod øst skrues der trinløst ned for himlens lys, farven skifter gradvis fra lyse blå til mørke blå nuancer, og snart er himmel og hav ét.

Meze på Militzis

Kvart over otte går vi ud mod Militzis. Projektørerne i fortovet, som skal illuminere det lille middelalderfort, er ikke tændt, og på den anden side af fortet forstummer promenadens larm. Her er fred.

Vinden er gået til ro med solen, og Middelhavet skvulper dovent og venligt. Vi passerer restaurant "Monte Carlo", hvor der sidder nogle ganske få turistgæster.

Hos Militzis derimod er der fyldt godt op - i rygerafdelingen. Hvis vi vil ryge, siger tjeneren, er der kun plads udendørs eller lige indenfor den åbne dør. Jeg vil jo gerne nyde en pibe tobak, så vi sætter os først lige indenfor, men det trækker for meget, så vi flytter hurtigt ind i den store ikke-rygerafdelingen, som næsten er mennesketom.

Det med ikke-rygerafdeling er vist nyt, men med tiden bliver det jo nok et EU-krav. I Italien og Irland har man allerede vedtaget ved lov, at folk ikke må ryge indendørs på restauranter og barer - her er der end ikke et "gaskammer", hvor narkomanerne kan gå hen. Vil man ryge, er det udendørs, og i Rom er det en mangedobbelt risiko pga. trafikosen.

Vi får Meze, den cypriotiske nationalret, som er en næsten endeløs strøm af forskellige retter i små portioner. Hertil husets røde, som er ganske udmærket og klæder maden godt. De cypriotiske vine, som er lavet på lokale druer, er solbrændte og krydrede uden den store krop eller tyngde.

Ved 22-tiden ankommer et større cypriotisk selskab, som bænkes i ikke-rygerafdelingen, selvom de fleste er bevæbnede med lightere og det, sådanne skal bruges til. Næsten alle turister er nu gået, så tjeneren stiller også et askebæger på vores bord og siger med et glimt i øjet, at nu må der gerne ryges.

Vi afslutter cyp-kaffen og avec'en. £ 16,45 lyder regningen på. Kaffen og brandyen er "on the house", siger tjeneren, fordi de havde lavet en helt ubetydelig fodfejl tidligere ved at komme med regningen, da jeg blot ville have kontakt for at bestille kaffe.

Det kan være, de ikke gad lave en ny regning. Heldigvis er man da selv herre over drikkepengene, og jeg lægger et passende ekstrabeløb.

Militzis er præcis så godt, som vi husker det. Spisekortet er det samme, og kun nogle få ting er steget en smule. Hjem i seng.