Home > Rejsebeskrivelser > Krydstogt på Donau > Bratislava

Søndag den 18. juni 2006. Rejsebeskrivelse fra et krydstogt på Donau.

Bratislava

Som i går er jeg tidligt oppe og får en smøg og en kop early-bird kaffe på dækket. Skibet anløb Bratislava i nattens løb, og i loungen er man ved at ordne formaliteterne med pas- og toldmyndighederne.

Kl. 9:15 går vi fra borde og passerer en ubemandet grænsekontrol. Et rødt tivolitog kører os gennem byen, mens en svensktalende lokalguide lader munden løbe, om hvad man kan se til højre og venstre.

Hun fortaber sig undertiden i ligegyldigheder, men er i det mindste til at forstå og har humor, hvilket bl.a. kommer til udtryk, da hun fortæller om det sidste valg og politikernes vægelsind.

Bratislavas borg ligger højt over byen og floden, og udsigten er formidabel, selvom en dis slører horisonten.

På den anden side af floden står 60'ernes betonbyggeri som tætpakkede legoklodser, og endnu længere væk anes skorstene i silhuet.

Guiden har fundet punktet med den bedste udsigt, men det er samtidig så tæt på solen, som man kan komme i denne by, og da hun i ren fortælleglæde kører ud ad en tangent, lister Helle og jeg ned ad trappen og ind i skyggen, før sværen bliver sprød.

Borgen er hverken særlig flot eller spændende, men det er jo nu engang den, de har, og så skal den selvfølgelig vises frem. Langt mere spændende bliver det, da toget kører ned igen og sætter os af i den gamle by.

Den gamle by

Her er ingen biler - kun fodgængere og cyklister. Der er krogede gader med gamle huse og smukke facader. Små hyggelige pladser med fortovscaféer og parasoller gemmer sig om hvert hjørne.

Her er ikke pompøst som i Wien, men der er langt mere atmosfære, synes vi, som vækker minder om Krakows gamle bydel.

Klik for større billede

På byens centrale torv fortaber guiden sig igen i et foredrag, og vi lister lige så stille længere og længere væk - gadehjørnet lokker.

En franciskanermunk er ved at opstille et udendørs alter, og en kirkelig procession tager form. Restauranterne har indbydende menukort og rimelige priser, og vægtangivelser på bøffer og lignende fortæller, hvad man får for pengene.

Hist og her er der afskallede facader, men helhedsindtrykket er en velholdt og charmerende by, hvor selv souvenirboderne falder pænt ind i gadebilledet.

Selv på en søndag er der folkeliv, så hvordan må her ikke være på hverdage, når forretningerne har åbent? Her kunne vi godt vende tilbage til!

Før hjemturen slår vi os ned på en fortovsrestaurant på det centrale torv og bestiller to slovakiske øl, som vi kan betale med Euro. Fra skyggen kan vi i ro og mag betragte de andre gæster og livet, som passerer forbi.

Ved siden af os nyder et par cykelshorts en flaske sekt, som frisvømmer i en spand isvand, og ved siden af dem hyler en baby i protest, indtil den løftes op og bestikkes med is.

På vores anden side arbejder en amerikaner på at få en stor cigar til at brænde lige, men holder en pulse-pause da tjeneren ankommer med maden.

Klik for større billede

Fem minutter før aftalt tid står Søren stoisk midt på pladsen og venter på sine lam, som dukker op ud af intet og samler sig omkring ham. Før vi går ned mod skibet, må vi vente lidt på én, som var blevet fanget af franciskanernes procession.

Helle sludrer lidt med Søren om de to første byer, Wien og Bratislava, og giver udtryk for, at hvor Wien er imposant, er Bratislava charmerende. Søren forsvarer Wien og siger, at man som førstegangsturist nok altid starter med de imponerende bygningsværker.

Hertil replicerer Helle, at det nok snarere er guiderne, der styrer den trafik. "Point taken!", siger Søren fluks og stiger endnu et par grader i vores agtelse.

Mod Budapest

Skibet sejler videre mod Budapest kl. 13. Frokosten er salatbuffet, kalkunbryst med tun-sauce, pasta og broccoli samt lun strudel med forskelligt fyld. Efter en smøg på dækket går vi til siesta i kahytten - man kan trænge til lidt ensomhed og fred, når man til stadighed er sammen med andre mennesker.

Lidt over tre må vi dog op på dækket for at følge, hvordan skibet passerer en slovakisk dæmning via en sluse, hvor vi sænkes adskillige meter.

Vinsmagning

Kl. 16:30 er der smagning af skibets vine. Nicu, den unge assistant manager, ved ikke så meget om vinene, men klarer alligevel gennemgangen rimeligt. Vi smager tre hvide og tre røde fra regionen.

Af de hvide falder den serbiske Chardonnay bedst i vores smag, men den rumænske Dry Muscat er heller ikke ringe. Den makedoniske Vranac er en klar rød matchvinder. Efter smagningen betaler jeg for vores to ekstraudflugter, hvoraf den ene var til koncerten i Wien. På dagsbefalingen havde Søren skrevet:

"17.30: Betaling for ekstra udflugter i baren."

og gjorde selv som den første opmærksom på den uheldige ordstilling!

Middag og koncert på skibet

Vi bestiller en rød Vranac til middagen. Forretten er små skiver skinke med revet selleri i mild dressing, salatbar og kalkunsuppe med nudler. Hovedretten er svinekød foldet omkring skinke med svampefyld. Hertil ovnstegte kartoffelbåde. Desserten har jeg glemt.

Vi er nu nået til 'Donaus knæ', og Donau snor sig mere end tidligere. Fra at have været fladt er terrænet nu kuperet med smukt grønt fald ned mod floden. Mens solen går ned og farver vandet rosa, spiller skibsorkesteret, Elvis (!) og Daniel, klassisk i loungen med en lang række slagere fra disse kanter. Det er en perfekt aften til romantisk musik.

Et overraskende stort antal amerikanere har indfundet sig. De foretrækker ellers at liste ned i kahytterne med et glas isterninger fra baren. Kort efter første akkord tæller Helle hele seks amerikanere i dyb søvn. De, som holder sig vågne uden isterninger, bidrager ikke til barens omsætning.

Så er der anderledes gang i det danske selskab. Deltagerne har fundet sammen, og fra vores plads ved baren får Helle og jeg smagt lidt af udvalget, før vi tørner ind ved halv tolv tiden. Fra kahytsvinduet kan vi følge indsejlingen til Budapest.