Rejsebeskrivelse med fotos fra et krydstogt på Donau. Mandag den 19. juni.

Budapest

Rundturen i Budapest starter kl. 9. Lokalguiden Anna taler glimrende dansk, og bussen kører pligtopfyldende forbi alle officielle seværdigheder som palæer, opera, museer, universiteter, parlament og hvad ved jeg.

Vue mod Buda og frihedsmonumentet i Budapest Udsigt over Budapest Heltenes Plads i Budapest
Klik for større billede

Det er i bund og grund dræbende kedsommeligt at se snart til højre, snart til venstre. Bedst som man får øje på det, guiden snakker om, er vi kørt forbi.

Dog bemærker jeg, at der er mange smukke tage, hvor stenene er lagt i mønstre med forskellige farver - det må være en ungarsk specialitet.

Der skal nok være nogle, der interesserer sig brændende for palæ-arkitektur i glimt, men Helle og jeg ville hellere se og høre noget om, hvordan livet leves i dag, og hvordan de lokale får tilværelsen til at hænge sammen.

Hvad er f.eks. mere uinteressant end Heltenes Plads i Budapest? Det er en stor åben plads med nogle monumentale skulpturer, og kun søjlen i midten kaster en smal strimmel skygge.

Her står vi står af bussen, og der er ikke andet at se end monumenterne, hobevis af andre turister, turistbusser og plat-sigøjnere. Minutterne "på egen hånd" tilbringer vi i skyggen nær det udpegede opsamlingssted utålmodigt ventende på bussen og dens aircondition.

Så bliver det straks mere interessant, da vi krydser floden og kører op til fiskernes bastion i det gamle Buda. Turister sværmer omkring katedralen og udsigtspunktet.

Jeg går hen til Søren og siger, at vi dropper kirken og hellere vil udforske gaderne i kvarteret bagved for så at støde til selskabet på det aftalte tidspunkt. "Det tænkte jeg nok", siger Søren med et smil, og giver os et par gode tips om hvilken vej, vi kan gå.

Kirke på Buda-siden Fra det gamle Budapest I det gamle Budapest Postbil i det gamle Budapest
Klik for større billede

Lygtepæl i det gamle Budapest

I kvarteret bagved er der smukke gamle huse af et mere beskedent snit, og man kan smugkigge ind i hyggelige baggårde. Det er småt med grandeur og pomp, men her er idyllisk og næsten turistfrit.

Det er en skam, vi ikke har noget mere tid. Selv i skyggen er der dog meget varmt, og vi kan desværre ikke nå at besøge et lokalt vandhul.

Turen går til et udsigtspunkt med et flot vue over byen. Mens jeg leger med mit nye kamera, agerer Helle bæredygtig turist og køber en illustreret kogebog om ungarsk mad. Guiden havde anbefalet en dansksproget billedbog om Budapest, men mad er nu mere spændende end palæ-billeder.

Frokost og udflugt til markedshallen

Hjemme på skibet gisper vi af varme. På soldækket er der 33 grader i skyggen, og luftfugtigheden er høj. Vores halve Vranac fra i går står på frokostbordet, men da hovedretten er fisk, lader vi den stå og bestiller en Chardonnay. Fisken i dag er god og uden ben.

De, der ønsker det, kan efter frokosten følge med Søren ned til markedshallen. Helle har det svært i varmen og renoncerer. Vi går i solen, og da vi når frem efter få hundrede meter, er jeg gennemblødt.

Markedshallen i Budapest

I markedshallen er der masser af stande med fødevarer: grøntsager, kød, fjerkræ og delikatesser. Kvaliteten ser god ud, og jeg ville ønske, vi havde noget lignende i Aalborg.

Der er også krydderiboder med dekorative ranker af hvidløg og tørret paprika. På førstesalen er der souvenirs og turistragelse i massevis. "Var det ikke noget med en pelshue, Hr.?"

I kælderetagen længst væk fra hovedindgangen holder fiskehandlerne til. I et lille akvarium står levende karper tæt og i lag, og nogle af de øverste, som endnu har kræfter, nyder et øjebliks frihed ved at springe op i luften.

Lidt længere henne er der en liflig duft af eddikesyltede grøntsager: sauerkraut, agurker, pebre, fyldte og ikke fyldte, i løs vægt og i store henkogningskrukker. Indgangen til supermarkedet er under markedshallens hovedindgang.

Det virker velassorteret, men jeg ser ikke så meget, for jeg stiler målbevidst mod afdelingen for vin og spiritus. Her finder jeg en flaske Tokay af bedste kvalitet til knap 2400 forint, hvilket i danske penge er knap 75 kr.

Tokay er den berømte ungarske dessertvin. Der er ingen synlige bæreposer ved kassen, og jeg har ikke fået nettet med. Kassedamen har måske poser i en hemmelig skuffe, men jeg føler mig ikke i hopla til at spørge ved at lave pantomimeteater og tager i stedet flaskekartonen under armen vel vidende, at jeg må se dum ud, belæsset som jeg er med skuldertaske, kamera og dessertvin.

Fodgængerinformation på ungarsk

Med sveden stille piblende vælger jeg den skyggefulde sidegade, som løber parallelt med Donau. Kvarteret er trist med snavsede og slidte huse.

Jeg spejder håbefuldt efter en restaurant med ungarsk spisekort, hvor vi kan fejre min fødselsdag, men det er naivt - det nærmeste, jeg kommer, er en snusket beverding i en kælderhals. Heldigvis er der ikke langt til skibet og en forfriskende douche.

Iført tørre klæder sætter jeg mig i skyggen på dækket. Helle foretrækker kahyttens relative kølighed, så jeg har inviteret en kølig fadøl til at gøre mig selskab. De andre passagerer kommer dryppende hjem i forskellige stadier af opløsning.

Ved kajen, hvor vi ligger, er der en strimmel park, og fanatiske soldyrkere har ligget her siden i morges. De glinser og overhælder sig ind imellem med vand fra en flaske. Der må være mindst 45 grader i solen, og jeg fatter ikke, at de kan holde det ud.

Aftensmaden er ungarsk, og det er sympatisk, at kokken lader menuen følge skibets rute. Forretten er revet knoldselleri i mild dressing efterfulgt af gullaschsuppe og en paprikabøf med grøntsager. Til dessert er der is.


Anden dag i Budapest

Tirsdag den 20. juni

Szentendre

Dagens formiddagsudflugt går til Szentendre, en landsby 25 km nord for Budapest.

På vejen passerer vi en forstad med boligblokke i beton. Lokalguiden Anna fortæller om levevilkårene i Budapest og Ungarn, og det er langt mere interessant end gårsdagens monument-kavalkade.

En gennemsnitlig månedsløn er 5000 kr. brutto og 3500 netto efter skat. En tredjedel af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse, og de materielle leveforhold har ikke forbedret sig mærkbart siden kommunismens fald for 16 år siden.

Mange vælger derfor at emigrere eller få arbejde i udlandet, hvis de kan. Anna selv er pensionist og supplerer pensionen ved at arbejde som freelance turistguide.

Betonblokkene, vi passerer, er af en elendig kvalitet. De er dårligt isolerede og vanvittigt dyre at opvarme, og så kan man høre alt, hvad der foregår hos naboen. Ofte bor der flere generationer i én lejlighed.

Efter kommunismens fald blev de fleste lejligheder solgt billigt som ejerlejligheder, og det vakte begejstring dengang, men på grund af byggeriets dårlige kvalitet er de fælles vedligeholdelsesomkostninger så store, at de fleste huse bare forfalder.

Vi ankommer til Szentendre. Landsbyen blev anlagt i 1700-tallet af serbiske tilflyttere, og stedet er malerisk og charmerende. Eller rettere: det har det været en gang. I dag har det udviklet sig til én stor souvenirbutik, som snart myldrer med turister af alle nationaliteter.

Vi finder væk fra souvenirstrøget, og her er noget af den oprindelige charme i behold. Vi hilser bl.a. på venlige Igor, som er en flot fyr med orangefarvet pels, kridhvide sokker og ravgyldne øjne.

Szentendre

Souvenirstrøget i Szentendre Paprikaranker Torvet i Szentendre

Folkedragter i Szentendre Katten Igor Kroget træ i Szentendre
Klik for større billede

 

Ved 10:30-tiden er det blevet så varmt, at vi uden tvivl har set nok. Vi finder et skyggefuldt sted på souvenirstrøget, hvor man af en eller anden grund sælger Fosters, den australske øl.

Her genopretter vi væskebalancen og spadserer hen til bussen lidt i 12. Parkeringspladsen er nu fyldt helt op med turistbusser.

En tur til markedshallen og gågaden

Efter frokosten på skibet holder vi siesta til halv fire og spadserer så hen til markedshallen. Jeg mangler tændstikker, men det fører supermarkedet tilsyneladende ikke, så vi begrænser os til vand og nogle snacks.

En tobaksforretning i gågaden har tændstikker, men det er nogle latterligt små bar-æsker, som ikke dækker en piberygers behov. Jeg spørger, om han ikke har nogle større æsker? Han er lutter service og kalder sin "assistent" ind fra fortovet.

Assistenten er et veldrejet blikfang i en minimalistisk rød bluse, og hun fører mig ned ad trappen til kælderen under den lille butik. Her fremviser hun nogle andre tændstikæsker, som er påtrykt motiver fra Budapest, og som er lige så små som dem ovenpå. Jeg griber i afmagt en engangslighter, betaler og siger farvel.

Vi går ikke så langt, før vi vender om - det er for varmt. En fortovsrestaurant har sat et stort fjernsyn op udenfor, og her sidder en stor flok unge tyskere med ansigtsmaling og følger en kamp fra VM i bold.D et ene hold er fra Tyskland, og ungersvendene hujer.

Turen tilbage går gennem markedshallen. Vi vælger en ny rute og ser bl.a. en sælger, som tilbyder mørke noprede trøfler på størrelse med golfbolde. Kiloprisen er sat ned fra 365 til 350 €, men et kilo kan han nu ikke præstere.

Vi følger den triste, men skyggefulde rute tilbage mod skibet. Bilparken er international, og generelt er bilerne i bedre stand end husene, men vi ser også et par Trabanter, som stædigt holder ud.

På dækket

I skyggen på dækket lufter det en smule, og hvis man sidder helt stille, går det an. Den halve besætning kommer slæbende med forsyninger fra markedshallen, og den anden halvdel går dem i møde og hjælper med at få kasserne ombord.

En praktisk indstillet dansker, som selv sidder mageligt henslængt i skyggen, undrer sig med rette over, at de ikke bruger en sækkevogn.

Aftenens menu er skinke med melon, suppe, kylling i karry med appelsinsauce samt friske jordbær til dessert. Søren omdeler morgendagens program, og som en af nyhederne hjemmefra står der, at Brixtofte er blevet idømt 2 års ubetinget fængsel.

Det vækker almindelig jubel, og sagens omstændigheder taget i betragtning burde det vel være på VAND og brød.

Nogle har tilmeldt sig en operetteforestilling som ekstratur, og de tager af sted med håbet om, at præsident Bush's forestående besøg ikke vil genere trafikken alt for meget.

Vi andre slår os ned på dækket, hvor temperaturen ved nitiden er faldet til 28 grader. Helle og jeg spiller to partier skak på dækkets store bræt. Det vækker en del opmærksomhed, og det var selvfølgelig også hensigten.

Skakken udvirker senere, at jeg falder i snak med en amerikaner, som sidder og læser i baren. Da de indledende skakspørgsmål er blevet besvaret, spørger han, om der er nogle sagførere i den danske koloni.

Det ved jeg sørme ikke, men det tror jeg umiddelbart ikke. Vil han da sagsøge nogen? Næh, nej - han er bare selv pensioneret sagfører, og så kunne det jo være sjovt hvis...

Nu bor de på en ranch i Texas. Der har han en sø, hvor han fisker, og han har faktisk også medbragt en fiskestang på denne tur. Snakken bevæger sig videre og hen omkring bøger, og her deler vi interesser - han er f.eks. begejstret for Harry Potter.

Den øl, jeg kom for at hente, løber tom, så jeg køber en ny, undskylder mig og går op på dækket, hvor temperaturen er mere behagelig. Den pensionerede sagfører fordyber sig igen i sin bog.

Budapest by night

Koncertgæsterne vender tilbage 23:15, et kvarter for sent. Fra 22:55 har skipper stået og trippet ved landgangen. Straks alle er ombord, smides fortøjningerne.

Vi sejler først mod nord og derefter tilbage i sydlig retning, så vi kan beundre den smukt oplyste by. Budapest by night er fantastisk flot.

Budapest by night Budapest by night Budapest by night Budapest by night Budapest by night Budapest by night Budapest by night Budapest by night
Klik for større billede