Rejsebeskrivelse fra et krydstogt på Donau. Den 25. juni 2006.

Vidin i Bulgarien

Jernplader som kan rejses, hvis Vidin trues af oversvømmelse.

Palæ med blåt tag i strandparken

Bænke i Vidins strandpark

Graffiti på kommunistisk monument

Kommunistisk monument med rød maling

Den gamle borg i Vidin

Ruinerne af synagogen

Det gamle tyrkiske bibliotek. Bagved ligger moskeen.

Donau glitrer sølvblank under den lave morgensol, da skibet vågner. Vi ligger ved den bulgarske by Vidin.

Dagens tur starter kl. 9 anført af en lokalguide i sommerkjole. Vi spadserer i dag. Solide jernplader ligger langs bolværket, så langt øjet rækker.

De kan rejses med kran som et ekstra dige mod Donau, hvis det bliver nødvendigt. Dette forår var vandet kun 3 cm fra det normale diges overkant.

Mellem byen og floden ligger en strimmel uplejet strandpark med høje træer, græs og faldefærdige bænke. Et bombastisk monument fra kommunisttiden er overmalet med rød farve og graffiti, og der gror frodigt ukrudt mellem fliserne.

Der er blandede følelser omkring Bulgariens mulige indtræden i EU, fortæller guiden. Den unge generation er begejstret og kan næsten ikke vente, mens den ældre er mere forbeholden:

"Nu er vi lige sluppet af med ét tyranni og har fået vores selvstændighed - skal vi så frivilligt underkaste os nye herrer?"

Men der er nok ingen vej uden om - parlamentet træffer beslutningen, og folkeafstemning kommer ikke på tale.

Byens velbevarede borg er bygget på ruinerne af et romersk fort. Nogle steder kan man i fundamentet se de originale romerske kvadre, og de er mere retlinede og veltilhuggede end stenene i de tilbygninger, tyrkerne og østrigerne siden har lavet.

Ruinen af den jødiske synagoge står med nøgne mure og tilgroet have. Jeg er ude bagved for at studere vasketøj på altanerne og fanger ikke, om synagogen blev ødelagt under 2. verdenskrig eller hvad. Jeg har ikke tålmodighed til at lytte til alt, hvad guiden fortæller, og så misser man uvægerligt noget.

Lidt senere er der en gammel moske med et lille anneks (bibliotek) fra tyrker-tiden. Det lille bibliotek rummede 6000 bind, som i dag er på et museum i Sofia. Og som sidste ben i denne troens trekant er der den russisk-katolske kirke.

Udenfor kirken sidder nogle halvnøgne sigøjnerbørn og tigger. En af drengene har lært at sige "Pleeze give me monni", og det gentager han igen og igen. Han har et frygteligt ar på den ene skulder, men ser fræk og velnæret ud.

Inde i kirken lugter der jordslået, og Helle og jeg går hurtigt ud og sætter os på trappen. Her kan vi vente på de andre. Ungerne prøver igen at slå os for penge, men opgiver snart.

Ved siden af trappen står en stander med fotokopierede dødsannoncer. Mange har haft et kortere liv end os. Der er også en tilgroet legeplads uden børn, og en charmetrold med sutteflaske kommer forbi og smiler, før han stavrer tilbage til mor.

Nogle af amerikanerne, der var her før os, vender tilbage. Én har åbenbart knækket noget glas i kirken, og de beder angerfuldt deres guide undersøge, om de kan komme til at betale erstatning. Guiden surmuler, men går lydigt ind og hvad enden på historien bliver, finder jeg aldrig ud af.

En af de amerikanske damer sætter sig på trappen og falder i snak med Helle. Hun er sød (amerikaneren altså) og frygteligt naiv. Hun er vist også religiøs, og jeg sætter hørelsen i frigear, da hun starter på en historie om datteren, der er missionær i Indonesien, hvor der er åh så idyllisk og fredeligt.

Vi venter længe på de andre. Så længe, at jeg gætter på, de nok kommer ud som konvertitter. Hjemme ser danskere normalt kun kirker indefra, når de er til begravelse eller konfirmation, så jeg begriber ikke, hvorfor de er så forhippede på at besøge kirker og tælle vokslys, når de er i udlandet.

Fra kirken når vi byens nye torv gennem en af de gamle byporte. Her siger vi farvel til lokalguiden, og så er der tid på egen hånd. Men det er søndag, butikkerne er lukket og jeg er skrækkeligt tissetrængende, så vi vender tilbage til skibet, der ligger fristende nær.

Russisk-katolsk kapel Stander med dødsannoncer Bulgarsk charmetrold Gynger på legeplads Gammel byport i Vidin
Klik for større billede

Morgenholdet fortæller, at de droppede den guidede tur og i stedet gik en tur på egen hånd. Den førte dem ud til et stort grøntmarked, og på vejen så de slum med faldefærdige rønner og rystende fattigdom.

Senere snakker vi med Bodil og Keld, som var med os på den guidede tur. Bodil er et godt menneske med et følsomt gemyt, og hun kniber en tåre ved tanken om de fattige børn. "Jeg kan altså ikke klare sådan noget - han var så tynd!", snøfter hun ulykkeligt.

Jeg syntes ikke, drengene var tynde, men hun har måske set en anden, og vi prøver at lede samtalen hen på andre emner, så Bodil kan glemme sin tristesse.

Efter frokost (farsbrød) sejler vi videre. I morgen skal vi hjem, så jeg går ned i kahytten og grovpakker. Helle støder til. Kahytsvinduet vender mod syd, så her er faktisk varmere end på dækket; men vi trænger til at hvile ørerne lidt og flader ud i køjerne til kl. 17. Klokken fem er tea time, og så finder vi en skyggeplads på dækket.

Der er ikke megen trafik på denne del af floden, og på bredderne ser vi heller ikke meget liv - det meste af vejen er der bare træer og træer. Nogle steder står de med rødderne i vand, og andre steder er de væltet. Ellers er der ikke de store tegn på forårets oversvømmelser, men det kan sagtens være fordi træerne blokerer udsigten til det flade land bagved. Fredeligt.

Aftenmenuen er ostesalat, cremet suppe, kylling i skarp sauce og pandekager. Vi tilbringer nogle timer på dækket og nyder solnedgangen. Dagsbefalingen for mandag siger vækning kl. 6, så vi går tidligt i seng.

Solnedgang over Donau Solnedgang over floden Donau Rumænsk røgfane
Klik for større billede

Bukarest og hjemrejse

Mandag den 26. juni

Vi er anløbet havnebyen Giugiu, hvorfra der er en times kørsel til Bukarest. Jeg får pakket det sidste, og efter morgensmøgen og en kop kaffe er det tid at betale barregningen. En amerikaner spørger en landsmand, om han har betalt, og får det stolte svar, at han slet ikke har nogen barregning.

Tænk: her har manden opholdt sig i 10 dage uden at købe så meget som en flaske vand - og det er han stolt af. Jeg erkender, at jeg står ved en kulturkløft.

Efter morgenmaden sætter jeg mig på dækket og gør status over de forgangne dage. Det har på sin vis været utrolig fredfyldt at drive ned ad floden, men der har også været mange indtryk, og jeg er tæt på det punkt, hvor jeg ikke kan kapere mere.

Det var godt, at vi sejlede med strømmen. Det tænkte vi slet ikke på, da vi bestilte rejsen, men nu kan jeg se, at det var et held. Havde vi sejlet den modsatte vej, skulle maskinen have arbejdet meget hårdere, og det havde på denne skude givet langt mere larm og vibrationer - det må vi tænke på, hvis der skulle blive en anden gang. Næste gang skal vi også huske at medbringe en kikkert.

Turen har været godt arrangeret, og Best Travels rejseleder, Søren Wormslev, har været fantastisk. Helle og jeg må dog nok erkende, at vi med vores allergi overfor monumenter og visse typer seværdigheder hellere må rejse på egen hånd end tage på guidede ture. Så er der større chancer for, at vi ser de baggyder og det vasketøj, vi nu foretrækker.

Da alle kufferter er bragt ombord i bussen, kører vi mod Bukarest. Mellem Giugiu og hovedstaden er der landbrugsland. Folk knokler i markerne og bruger hestevogne og hestetrukne plove.

Lokalguiden fortæller, at efter kommunismens fald er meget nationaliseret jord givet tilbage til de oprindelige ejere eller deres efterkommere. Men mange af disse bor nu i byerne, og derfor ligger en del jord udyrket hen. Samtidig falder fødselsraten, og de unge flygter fra landbruget, så det snart kun er ældre mennesker, der arbejder på landet.

Landmændene er fattige og kan ikke finde ud af at slå sig sammen om at købe maskiner, så driften er gammeldags og ineffektiv og vil om føje år komme i alvorlig krise, medmindre der sker noget drastisk.

Lokalguiden taler engelsk, og Søren oversætter/refererer som altid glimrende. Han fortæller, at guiden aldrig nævner Ceaucescu eller hans kone ved navn, men blot siger "Han" og "Hende". Derefter refererer Søren konsekvent med vendingen: "Han, hvis navn vi ikke nævner", og således dæmoniseres Ceaucescu som Voldemort i Harry Potters magiske univers.

Sigøjnerhus på indfaldsvejen til Bukarest

Parkeret bilvrag i Bukarest

Facade med reklamer i Bukarest

Folkets hus i Bukarest

Forstæderne til Bukarest byder på trøstesløst betonbyggeri og elendige veje. Nærmere centrum er mange facader dækket med bannerreklamer.

Bor der mon mennesker bag de tildækkede vinduer? Det er nok den grimmeste by, jeg endnu har set. Det kæmpemæssige folkets hus, som det gamle regime lige nåede at rejse, er monstrøst.

Vi læsses af nær en McDonald's og får hjælp til at veksle nogle håndører. Guiderne har advaret os kraftigt mod at veksle på gaden, fordi vi så med garanti bliver snydt. I stedet fører guiden os til en gebyrfri biks, hvor jeg tillidsfuldt veksler 10 euro.

For sent erkender jeg, at jeg har betalt fire gange mere for de rumænske penge end den officielle danske kurs og i sandhed er blevet grundigt snydt.

Selv med gebyret på 30 kr. ville det have været langt billigere at hæve på Visa-kortet i en automat. For første gang er der vist noget, vores rejseleder ikke har 100 % styr på!

Vi får en cappuccino på en café, hvor der er mindst fire personer om én persons arbejde, og går så hen og pisser på McDonald's - ja undskyld sproget, men jeg kan ikke dy mig. I supermarkedet i kælderen køber vi et par bananer og et æble. Selv hvis jeg dividerer priserne med fire for at nå ned på den virkelige værdi, må det være dyrt for rumænerne med deres lønniveau.

Prisen er en kilopris, så frugten skal vejes. Det kan man ikke betro kunderne, eller også er det billigere end snyderiet at have en dame ved vægten. Hun tager posen med bananer og forsegler den i et specielt apparat, så vi ikke kan putte mere i. Dernæst vejer hun posen med indhold, trykker på bananknappen og sætter prismærket på.

Da proceduren gentager sig for æblet, som jeg ikke selv havde puttet i en pose, bemærker jeg, at hendes hænder er sorte af snavs, og næppe har set sæbe i dagevis. Før jeg senere sætter tænderne i æblet, polerer jeg det længe og manisk mod skjorten. Pludselig føler jeg en aversion mod alt det fremmede og længes efter at komme hjem.

Vi kører til lufthavnen, og kl. 14:35 starter vores hjemrejse. Den går via Frankfurt til København med forsinkelse, men da flyet til Aalborg heldigvis også er forsinket, når vi hjem samme aften. Kufferterne kommer først dagen efter, men det er en anden historie.