Tilos - fakta og rejsetips

Tilos er en lille græsk ø nordvest for Rhodos og syd for Kos. Her alle muligheder for at nyde en fredelig ferie, og de mere energiske kan trave i naturen.

Indeks:

Korte fakta
Rejsetid - årstider
Til Tilos - hvordan?
Færgeforbindelser
Offentlig transport
Kør selv
Hvor skal man bo?
Badestrande
Vandreture
Seværdigheder
Priser - prisniveau
Penge og veksling
Restauranter
Drikkepenge
Shopping
Drikkevand
Sprog
Litteratur & links

Tilos er på flere måder unik. Ikke kun fordi den har adskillige naturlige kilder, men også fordi samfundet arbejder målbevidst for at bevare traditionerne og samtidig være bæredygtigt. Ildsjælen er øens mangeårige borgmester og læge.

For flere år siden forbød man jagt, og øen er nu tilflugtssted for mange truede fuglearter. I utilfredshed med færgeforbindelserne købte samfundet sin egen katamaran, Tilos Sea Star, som nu sikrer regelmæssig forbindelse til Rhodos og skaffer turistindtægter.

Der er loft over antallet af sengepladser til turister, og som noget ret enestående formår man at holde på øens unge, så de ikke udvandrer.

For folk, der har været på andre græske øer, er det nok en sigende detalje, at kattene er få og velnærede!

På denne side har jeg samlet nogle fakta og praktiske rejsetips, som kan være nyttige, når man besøger eller planlægger en rejse til Tilos.

I min rejsebeskrivelse fra Tilos 2011 kan du læse om vores personlige indtryk og oplevelser.


Vis Tilos på et større kort

Korte fakta

Indbyggere: ca. 530 fastboende (år 2001)
Størrelse: 64 kvadratkilometer
Møntfod: Euro
Landekode: 00 30

Rejsetid - årstider - vejret

Der er normalt varmt i Grækenland om sommeren, og temperaturerne topper i juli og august.

Så medmindre man bare vil ligge på stranden, er forår og efterår den bedste rejsetid. Vi holder meget af at komme i september. September er ikke helt så stegende, vandet er dejlig varmt, og der er færre turister.

- Til top -

Hvordan kommer man til Tilos?

Man sejler! Der er ingen lufthavn på Tilos. De nærmeste lufthavne ligger på Rhodos og Kos. Det ser jeg som en fordel: Hvis store jetfly ikke kan lande, bliver øen aldrig så overrendt af turister.

Færgeforbindelser

Alle færger anløber Livadia, Tilos' havneby, hvor også de fleste af de få turister bor.

Man kan tage på charterrejse til Tilos med Apollo eller Spies. De flyver til Rhodos, og så er det med færge derfra.

Der er næsten daglig færgeforbindelse til Rhodos by, enten med katamaranerne Tilos Sea Star og Dodekanisos Express eller med den store færge, Diagoras fra Blue Ferries.

Der er også forbindelse til Kos med Blue Ferries eller Dodekanisos Express, men ikke så ofte. Et par gange om ugen anløber en af de store færger fra Piræus.

Græske færgeplaner kan skifte i tide og utide, og ofte er end ikke færgeselskabernes egne hjemmesider opdaterede! Den mest pålidelige information får man ved at bruge de lokale rejseagenters hjemmesider - de lokale har styr på, hvornår færgerne sejler eller ikke sejler.

Så hvis du planlægger en ferie i god tid, skal du indlægge fleksibilitet i tidsplanen. Da jeg i god tid købte flybilletter til Rhodos, afgik færgen næste morgen, så jeg bestilte en enkelt overnatning i Rhodos by. Da rejsen stod for døren, afgik færgen om aftenen i stedet for morgen, så vi kunne have sparet overnatningen, men sådan er det bare.

Pålidelige færgeplaner (fra dag til dag!) finder man hos Stefanakis Travel Service (kontor på havnen i Livadia) og Tilos Travel. Sidtnævnte har også på siden How to get to Tilos en beskrivelse af, hvor katamaranerne ligger i Rhodos havn (fx afgår Tilos Sea Star fra Mandraki Harbour).

- Til top -

Offentlig transport på Tilos

Der er en bus på Tilos, som forbinder samfundet. Den afgår fra Livadia torv. Korte distancer er billigere end længere. Der er dog ikke mere end 6 - 7 km mellem Livadia og den anden landsby, Megalo Chorio.

Vi prøvede ikke at køre i taxi, men den (de?) findes.

Kør selv

Vil man rundt på øen, kan man også leje bil, scooter eller cykel, men tjek grundigt hvordan og hvorledes med forsikring, hvis noget skulle gå galt.

Hvor skal man bo?

Savvena Studios i Livadia
Klik for større foto

De fleste af de forholdsvis få turister bor i havnebyen Livadia, men man kan også bo i fx Megalo Chorio eller Eristo, som har øens bedste badestrand, nogle få huse og et par lejlighedshoteller.

Der er hoteller og adskillige private studios, hvor man kan leje en lejlighed. Prisen for en lejlighed ligger typisk på 40 - 60 euro i døgnet, men det varierer efter standard og sæson (hvor august er dyrest). Nogle steder skal man påregne ekstra 5 - 10 euro for brug af aircondition.

Vi boede i Livadia i Studios Savvena hos et ældre ægtepar. Det (og kontaktinformation) kan du læse mere om i min rejsebeskrivelse.

Badestrande

Stranden og promenaden i Livadia bugt
Klik for større foto

Der er vist 19 badestrande på Tilos, og efter sigende er den bedste ved Eristo (sandstrand). Vandet er klart, rent og salt.

Vi kom ikke længere end stranden i bugten ved Livadia. Det er en strand med halvstore rullesten, så badesko anbefales, hvis man ikke er tykhudet. Vandet bliver meget hurtigt dybt, så det er rigtig fint at svømme i.

Nogle af de andre strande kan nås med bussen, og begiver man sig ud med egen transport (bil, scooter), kan man sikkert få en strand helt for sig selv.

Vandring og vandreture

Tilos er meget velegnet til traveture, hvis man kan klare varmen.

Før Anden Verdenskrig boede der langt flere mennesker på øen, og grundet de mange naturlige kilder var beboelsen ikke koncentreret, men spredt. Der var derfor mange stier, som forbandt samfundet, og skønt mange er i dårlig stand i dag, giver de muligheder for at komme omkring.

Besøg evt. hjemmesiden Tilos Trails for inspiration. Den er lavet af et skotsk ægtepar, som har slået sig ned på øen efter at have travet den tynd i adskillige år.

Seværdigheder

Kirken i Livadia
Klik for større foto

Tilos er ikke seværdighedernes Mekka, men der er da nogle særlige ting.

Få kilometer fra Livadia ligger den forladte landsby Mikro Chorio. I Megalo Chorio er der et lille museum med fossile rester af dværgelefanter.

Der er flere borganlæg, bl.a. ligger der en gammel Johanitterborg over Megalo Chorio med en fantastisk udsigt. Her boede øens befolkning, da sørøvere gjorde tilværelsen usikker.

Der er adskillige kirker, og ca. 6 km nordvest for Megalo Chorio ligger klosteret Agios Panteleimon.

Priser - prisniveau

Priserne for overnatning har jeg været inde på, og det er billigt at spise ude. To personer kan sagtens spise ude (med husets vin) for 25-40 euro.

Køber man ind i et af de små minimarkeder, er det ikke billigt i forhold til danske priser (bortset fra ouzo og den slags). Kolonial og den slags fordyres selvfølgelig af den besværlige transport til de små øsamfund. Bageren i Livadia skulle dog kun have 90 cent for et brød, og det er bestemt billigere end i Danmark!

- Til top -

Penge og veksling

Der er en pengeautomat (og vistnok også et vekslekontor) ikke ret langt fra torvet i Livadia. Gå op ad den sidegade som ligger mellem to barer (på torvets sydside modsat posthuset).

Restauranter og spisesteder

Gedekid i tomatsauce
Klik for større foto

Der er indtil flere restauranter (taverner) i Livadia, og de serverer næsten udelukkende for turister. Vi nåede aldrig længere end til taverna Armenon, som ligger på strandpromenaden 20 - 30 meter fra Savvena Studios.

Det anbefalede vores vært, og da vi var særdeles tilfredse, savnede vi motivation til at eksperimentere med andre steder. Maden er rustik, græsk og velsmagende, og betjeningen er venlig og effektiv. Stedet er med rette velbesøgt, og et par gange var vi glade for, at vi have reserveret bord.

Det er billigt at spise ude på Tilos. For to personer skal man forvente en regning på 25 - 45 euro, alt efter hvad man har spist og drukket. Der er masser af geder på Tilos, og gedekid optræder selvfølgelig på menukortene - snyd ikke dig selv for at smage det!

- Til top -

Drikkepenge

Det er naturligt at lægge lidt. Ofte er det naturligt at runde op, men ellers går man ikke galt i byen, hvis man lægger omkring 10 %.

Shopping

Shopping på Tilos er lidt af en joke, men der er da nogle små forretninger, hvor man kan købe tøj og/eller souvenirs. Eller hvad med et glas lokalt produceret honning?

Drikkevand

Jeg tror ikke vandhanevandet udgør nogen sundhedsrisiko, men flaskevand er at foretrække - om ikke andet så for smagens skyld.

Sprog og kommunikation

På de græske øer har vi aldrig haft svært ved at klare os på engelsk. Næsten alle, man kommer i kontakt med, taler engelsk, og mange er ikke så lidt bedre til det end gennemsnitsdanskeren. Det hænger bl.a. sammen med, at mange har arbejdet eller været i Australien.

Litteratur & links

Øens egen og officielle hjemmeside (engelsk/græsk) er et godt sted at starte. Går du ind under "Videos" i menuen i venstre spalte, kan du se fem små videoer, som fortæller om Tilos før og nu. De bærer præg af at skulle "sælge" øen, men er faktisk ganske informative.

Hos Wikipedia er der mere tør faktainformation. Hos de lokale rejseagenter Tilos Travel og Stefanakis Travel Service kan man også finde god info.

Selvfølgelig skal jeg slå på tromme for min egen rejsebeskrivelse: Ferie på den græske ø Tilos.

Af andre danske rejsebeskrivelser har jeg fundet Tilos 2009 af Jan Cassøe, og "Babygeder på strandvejen" af Jørgen Lind. Google advarer mod usikre Java Scripts på den sidstnævnte side, men dem kan man jo deaktivere, hvis man er nervøs, og det forhindrer ikke en i at læse den velskrevne historie.

God rejse!


Til Top * Home * Rejsebeskrivelser * Andre faktasider * Gæstebog

Opdateret 9. oktober 2011