Lørdag den 21. maj 2011

Til Giardini Naxos, Sicilien

Figenkaktusblomst med myre
Klik for større foto

Det er flyttedag. Vi skal fra Siracusa til Giardini Naxos.

Kl. 7:40 står vi ved stoppestedet på Lungomare Ortigia og afventer lige at se, om der er plads i bussen, eller om vi skal ringe efter en taxi.

Bussen er næsten tom, så vi kan godt tillade os at fylde lidt med kufferterne. Turen til stationen på fastlandet tager ca. 10 minutter. Jeg køber billetter, og så er der kun at vente på perronen, til toget afgår 8:45.

Ups, skal billetterne stemples? Ja, det skal de, står der bag på. Hvis man ikke har pladsbillet, skal billetten valideres, så jeg finder en gul stempelautomat.

Regionaltoget kører helt til Messina, og turen til Giardini Taormina, som stationen hedder, tager to timer.

Efter en halv times kørsel dukker Siciliens ubestridte hersker op ude til højre. Vulkanen Etna står stor og mægtig og ryger vredladent fra toppen. Da vi nærmer os Catania ryger hun på vores venstre side, og i Giardini ryger hun bag os.

På vejen har vi passeret talløse appelsin- og olivenlunde. Sicilien er grøn og frodig på denne årstid.

Giardini

Naxos og Etna
Klik for større foto

Vejret er dejligt, da vi hopper af på den kønne banegård, og vi traver ind mod byen. Der er vel en kilometer til lejligheden, men vi er ikke kommet ret langt, før vi bliver råbt an af en mand på en scooter. Det er Gabri, vores vært, og bagpå sidder konen.

Vi hilser på hinanden, og Gabri siger, at hvis vi bliver stående, vil han hente os i bilen - der er 700 meter. Vi kunne mageligt have gået de 700 meter, men når han nu tilbyder sin service, siger man jo ikke nej tak.

Det er nu meget godt at blive kørt, for fortovet i Corso Umberto er smalt og ville sine steder være lidt besværligt at forcere med kufferten.

Lejligheden

Lejligheden er fin med badeværelse, soveværelse, køkken og stue, og fra stuen åbner skydedøre til en dejlig stor vestvendt terrasse. Her er der fire havestole, men underligt nok intet bord.

Lige nedenfor løber jernbanen, men der kommer ikke så mange tog på denne strækning, at det gør noget. På den anden side af banen ligger en køn have med en bevokset skråning ovenover.

Spadseretur til Naxos

Sicilianske citroner
Klik for større foto

Der er flere små forretninger i nabolaget, og vi køber ind til en dag eller to. Derefter spadserer vi ad den smukke strandpromenade ud mod Naxos, hvor vi har boet på tidligere charterrejser.

I bugten ligger et stort krydstogtskib, og små overdækkede både piler frem og tilbage med passagerer. De fleste skal sikkert til Taormina og spadsere en times tid med et klistermærke på brystet.

Taverna Naxos da Angelo ligger, hvor den plejer. Her har vi spist mange gange, og vi slår os ned udenfor. Mama genkender os og byder varmt velkommen. Hun er ikke ung mere og ser træt og skrøbelig ud.

Vi får et par cola og hilser også på Angelo. Mama serverer skiveskåret skrællet appelsin, og senere tager vi afsked med et: "Vi ses i aften."

Og det gjorde vi. På de følgende sider kan du læse om de stille dage i Giardini Naxos, om en siciliansk klipning, om restauranter vi besøgte, om beskyttelsespenge, om ferielejligheden og om turen hjem med overnatning i Rom.

Nederst på denne side er der også links til et par blogindlæg fra turen.

Herunder en oversigt over de følgende sider. Du kan også navigere fra menuen i top og bund (dog ikke til blogindlæggene).


På bloggen