Italienske kvinderTorsdag den 12. maj 2016 Nogle midaldrende, italienske kvinder kan være nådesløse restaurantgæster. Tjeneren får detaljerede instrukser, om hvordan kokken skal tilberede sine specialiteter, hvad han må putte i, og hvad han ikke må. Alligevel er de utilfredse med resultatet, og når de går på restaurant i stedet for at lave maden selv, må det være for at få bekræftet, at kun de selv kan lave ordentlig mad. Jeg står bag to italienske kvinder af slagsen ved delikatessedisken i supermarkedet. Jeg skal bare have et brød, men det kan kvinderne ikke nøjes med, så jeg må pænt vente. De skal have pålæg og ost og skal smage både det ene og andet, og nej, osten skal skæres en millimeter tykkere, og nej, den pølse er for salt, og er de små poser med legesager til bambini gratis? Den mandlige ekspedient med pletfrit forklæde i italienske farver adlyder enhver ordre. Det går sikkert hurtigst og sælger mest.
Jeg smuttede hjemmefra lidt i 11, da der kom ophold i regnen, og mens jeg venter, stiger risikoen for, at det regner igen, når jeg kommer ud af supermarkedet. Vejrudsigten siger torden og masser af regn, og det har ikke tordnet endnu. Kvinderne bliver endelig færdige, så jeg kan få mit brød. Det holder stadig tørt, da jeg kommer ud, men der er lummert, og kalkstensfliserne er glatte af regnen. Mod meteorologernes forventning holder det tørt resten af dagen. Tunge skyer gør dagen mørk ved tretiden og giver voldsomme kastevinde, men ingen regn, og hen under aften klarer himlen op. Det nåede at regne så meget før middag, at vejarbejderne fik fri, så indtil ved tretiden kan vi nøjes med popmusikken fra baren overfor.
Vi går en lang aftentur, ser på vinduer, udsigter over havet og bygningsdetaljer, og der er nok at se på. Vasketøj hænger til tørre og har et stykke plastik over som beskyttelse mod regn. Ved et af udsigtspunkterne antastes vi af en tigger, en sort mand med tophue. Han er plagsom og ignorerer al tale og alle tegn. Vi begynder at gå, og så opgiver han, hvorpå vi vender tilbage. Man kan give til tiggere og føle sig god, men jeg har for længst opgivet at frelse verden. I den gamle by må vi vente nogle minutter med at gå videre for ikke at forstyrre en filmoptagelse. Husene er pyntet op til jul, hvor de filmer; det kunne man have timet bedre. Aperitivo på Piazza S. Bernadetto. En gademusikant med guitar og mundharpe underholder længe og rimelig godt. Vi runder hjemmet, før vi går ned på La Locanda Porta Picc, den glimrende ristorante lige om hjørnet.
Vi deler igen en forret med havets frugter og får dernæst grillet lam med ovnstegte kartoffeltern og grillede grøntsager (aubergine og zucchini). Lammet er marineret og forrygende velsmagende og mørt. Jeg havde lyst til at bestille en rød Elegia, som vi smagte i søndags, men vi skal prøve noget nyt og får en Falcone. Ifølge tjeneren er vinen en klassiker, og den er da også glimrende, men efter vores smag ikke på højde med Elegia. Citronsorbet og så hjem til aftenstund på terrassen. Nu er der fred, og vi har limoncello i køleskabet. Hvad mere kan man ønske sig?
|
