Home > Rejser > Krakow 2005 > Krakow og saltminen

Indtryk fra Krakow

Guidet tur i snevejr

Søndag morgen er der guidet rundvisning for de tidligt ankomne. Vi er 5 egyptere, en franskmand fra Australien, en englænder, et tysk ægtepar, en rumæner og så mig. Det er en fodtur, og det er bidende koldt med sne og blæst.

Egypterne fryser bravt, og det gør de andre for den sags skyld også, for de er ikke klædt på til vejret. Guiden, den rumænske dame og jeg er de eneste i fornuftig påklædning.

Turen er ganske interessant. Guiden ved en masse og fortæller med stolthed om sin by og dens historie. Vi ser bl.a. det gamle kongeslot og flere kirker. Noget af arkitekturen bærer tydeligt præg af, at arkitekterne blev importeret fra Firenze.

Klik for større billede

I kirkerne er der messe, og jeg føler mig som en voyeur, men man må jo hænge på, når guiden slæber os ind og rutineret gør knæfald. Foran kunstmuseet er der kold kø, men vi kommer da ind og beundrer pligtopfyldende byens Rembrandt og Leonardo da Vinci.

Klik for større billede

Det klarer op, og ved middagstid er turen slut. Jeg finder mig en café, hvor jeg kan få en let frokost, og slapper af på værelset. Tøjet fra renseriet hænger pletfrit i klædeskabet. Om aftenen er der officiel velkomst, og med dette udbud af snacks og pindemadder, har jeg ikke behov for yderligere aftensmad.

Wieliczka saltminen

Mandag morgen starter konferencen, og mandag aften er der gallamiddag. Vi kører i busser til en gammel saltmine, Wieliczka, hvor man har brudt saltsten siden 1100-tallet.

Der brydes ikke salt mere, og i dag er minen en turistattraktion og på UNESCO's lange liste. Med elevator kommer vi tætpakket en 100 meter ned og guides rundt i gange og sale, hvor de fromme minearbejdere har udhugget kirker, altre, relieffer og figurer.

Guiden taler fremragende engelsk og er professionelt underholdende. Saltstenen lå i lommer, så derfor er minen en række sale (lommerne) forbundet af minegange afstivet af saltimprægneret træ.

Saltet var i århundreder en vigtig indtægtskilde for de polske konger og livsgrundlaget for mange arbejdere. En særdeles interessant rundvisning, selvom vi af gode grunde kun ser en brøkdel af labyrinten.

Klik for større billede

150 meter under overfladen træder vi ind i en stor festsal, som er hugget ud i fjeldet og smukt illumineret. Bordene er dækket op, og vi indtager vores pladser akkompagneret af et hornorkester, som giver den for fuld udblæsning.

Guiden har fortalt, at mobiltelefoner virker hernede, og minsandten om ikke mange prøver, om det er rigtigt. Heldigvis besejres de af hornmusikken, og derefter overgår underholdningen til en trup af folkedansere. Det er fejende flot, og de kan deres kram.

Efter den ferskrøgede laks følger et solidt traditionelt polsk måltid med en fyldig og syrlig suppe, svinekød med kartofler og grøntsager og til slut kage. Den spanske rødvin smager som marmelade, og en franskmand ved mit bord skifter omgående til øl med hjemve i blikket.

Tirsdagen går med konference, og om aftenen er der middag på en kro ude i skoven. Igen solid og traditionel polsk mad og dygtig underholdning af folkedansere. Til maden serveres bulgarsk rødvin og iskold polsk vodka.

Onsdag er der fabriksbesøg. Vi kører to timer hver vej, og man får et indtryk af det polske landskab på disse kanter. Mange huse er i forfald, men der bygges også meget nyt. Høns pikker i vejkanten med gumpen i vejret, og markene er dækket af sne. Konferencen er slut.

På egen hånd

Efter den solide frokostbuffet med traditionelle polske retter har jeg fået nok af tung sulemad og finder mig et trattoria ("Soprano") i den gamle bydel nær torvet, hvor man kan spise italiensk; en pizza eller lidt let pasta er lige, hvad jeg trænger til.

Her er priserne særdeles rimelige efter dansk målestok, og stedet er hyggeligt, om end det er lidt trist at spise ene. Tjeneren har hanekamsfrisure, men taler glimrende engelsk og yder en særdeles professionel betjening.

Torsdag formiddag er der lidt mere tid på egen hånd, før turen går hjemad. Vejret er forårsagtigt, og fortovscaféerne har gæster. Jeg møder også tiggere - selvom Polen er kommet i EU, er der stadig fattigdom.

En ældre kone i dynejakke vifter mig i hovedet med et blikkrus, og da jeg slår ud med armene, fordi jeg ikke taler polsk og ikke ejer en eneste mønt, siger hun bebrejdende: "Viele Kinder, viele Kinder!".

Med blikdåsen på nethinden trawler jeg ravbutikkerne tynde og finder efter lang tids søgen et armbånd, som jeg tror vil falde i fruens smag.

Jeg tager til lufthavnen i god tid og heldigvis, for her hersker total kaos. Først en god halv time i sneglende kø til check in, og dernæst samme ventetid for paskontrol og security.

Lufthavnsfunktionærer går med mellemrum langs køen og spørger, om man skal til det ene eller andet sted, hvortil der snart er afgang. De der svarer bekræftende plukkes ud af køen og får ekspresbehandling.

Mit fly er 45 minutter forsinket pga. trafikken i Frankfurt, men jeg har god tid, en bog at læse i og når hjem uden dikkedarer.