En rejsebeskrivelse fra Grækenland

Ferie på Leros i det græske øhav

Ved krabbekirken nær Xerokambos
Klik for større foto

Leros er en lille græsk ø nord for Kos - på størrelse med Fanø og med ca. 8.500 venlige sjæle.

Turister er der ikke mange af, og med sine strande og hyggelige småbyer er Leros sagen, hvis man søger afslappet fred og ægte græsk stemning.

Vi var der en uge i september 2008, og på disse sider kan du læse om Leros og om vores oplevelser. Klikker du på et af de små billeder, vises det i større format i et nyt vindue.

Det uspolerede Leros

Leros er uspoleret. Jeg ved, det lyder som en frase fra kulørte rejsekataloger, men det passer faktisk.

Der er meget få turister sammenlignet med så mange andre græske øer, og der er ingen turistreservater eller gader, hvor man løber spidsrod mellem barer, souvenirbutikker og gøgl. Nej, man bor blandt grækerne og oplever en græsk hverdag, som ikke roterer om turismens akse.

Mange rejsende søger det uspolerede, men man kan ikke have stedet for sig selv, og i takt med at flere og flere finder det, ændrer stedet karakter og mister sin jomfruelighed. Det er uundgåeligt.

Det sker måske også for Leros, men det er ikke sket endnu.

Stole og bord på en gade i Platanos

Det skyldes nok også, at Leros ikke er så økonomisk afhængig af turismen. En del lever stadig af landbrug og fiskeri, og det store psykiatriske hospital giver arbejdspladser og rimelig velstand.

Hospitalet har gennem årene modtaget patienter fra hele Grækenland, og for år tilbage var forholdene gruopvækkende. Det er der rettet op på nu, men blandt grækere medvirkede klinikken til at give Leros et dårligt image. Øen blev fortiet og overset.

Så selvom Leros har meget at byde på, er turismen endnu kun spirende. Med sin beskedne størrelse er øen til at overskue og nem at komme rundt på. Der er masser af gode badesteder, og der er hyggelige småbyer og landsbyer.

I rejsedagbogen fra vores ferie på Leros kan du læse om vores oplevelser i september 2008: øen rundt, en klipning hos den homoseksuelle salonbøsse, idylliske Panteli m.m.

For mere faktuel information kan du gå til faktasiden.

På siden Restauranter og spisesteder i Panteli har jeg opsummeret vores indtryk af spisestederne i Panteli.

Herunder er der links til de følgende sider, men du kan også navigere fra menuen i top og bund.