Rejsetips og facts om Madeira

Madeira er en ø 650 km vest for Marokko. Øen er af vulkansk oprindelse, hvilket præger landskabet, men den vulkanske aktivitet er forlængst ophørt - så bare rolig! Madeira er kun 57 km lang og 22 km på det bredeste sted, så stor er den ikke.

Befolkning, sprog og erhverv

Index:

Vejret
Lufthavne
Transport
Hvor skal man bo?
Restauranter
Drikkepenge
Drikkevand
Seværdigheder
Banker & penge
Levada-vandringer

Der bor ca. 270.000 på Madeira, flest i og omkring hovedbyen Funchal. Sproget er portugisisk, men som turist klarer man sig fint på engelsk.

I 1999 gæstede ca. 700.000 turister øen, og hovederhvervet er da også turisme - det er i hvert fald her, de bedste lønninger tjenes. De vigtigste andre erhverv er fiskeri og landbrug (herunder vin).

Man skulle umiddelbart tro, at fiskeri ville være et lukrativt erhverv, sådan som øen er placeret i Atlanterhavet, men pga. øens vulkanske oprindelse falder vanddybderne så hurtigt, at der ikke er tale om nogen egentlig fastlandssokkel, og artsrigdommen er derfor ikke stor.

Kan man lide fisk, bør man ikke snyde sig selv for at smage øens specialitet, Espada, som er en dybhavsfisk der kun fanges her og i havet ud for Japan. Frisk tun og sværdfisk er også delikatesser.

Vinen fra Madeira er et kapitel for sig, og vil man vide mere, kan man følge nogle af links'ene. Lokal fremstillet bordvin ser man ikke meget til - i supermarkeder og på restauranter er bordvinen fra Portugal.

Vejret på Madeira

På grund af sit behagelige subtropiske klima har Madeira i snart mange år været et yndet turistmål. Der er mildt om vinteren, og om sommeren bliver der aldrig stegende hedt (sjældent over 30°C) som ved Middelhavet, fordi der til stadighed blæser svalende vinde fra Atlanterhavet, hvor en udløber af Golfstrømmen sørger for stabile temperaturer hele året.

Den fremherskende vindretning er fra nord, og det betyder, at der falder en del regn på øens nordside, hvor vindene møder Madeiras bjerge, mens sydsiden nyder godt af solen og en sval havbrise, der suges ind, når den solvarme luft stiger til vejrs.

Lufthavne

Der er en lufthavn på hovedøen og en på Porto Santo. Fra lufthavnen på Madeira er der ca. 20 minutters kørsel ad motorvejen til Funchal.

Transport

Der er bybusser i Funchal, og i de grønne kiosker på Avenida do Mar nede ved havnen kan man købe et ugekort - et Passe Turistico for ca. 15 Euro (i 2003). Husk pas når du skal købe kortet!

Vil man rundt og se øens fantastiske natur, kan man leje en bil; men vær opmærksom på, at der er en del bjerkørsel, hvis man skal rundt.

Der er ingen jernbaner på Madeira.

Hvor skal man bo?

De fleste hoteller og lejlighedshoteller ligger koncentreret vest for Funchal, men det er ikke noget problem at tage bussen ind til byen, og nogle hoteller tilbyder shuttle service. Der er også masser af hoteller i selve byen.

Restauranter

I Funchal spiser man bedst i den gamle bydel, Zona Velha, som ligger lidt øst for centrum. Der er også en del restauranter nede ved marinaen, men de er dyrere, og det aggressive "kunde-fiskeri", når man går forbi, er frastødende.

Drikkepenge

Drikkepenge forventes af alle som yder en service. På restauranter ca. 10 %, stuepigen ca. 5 Euro, taxien runder man op osv.

Drikkevand

Vandhanevandet er tilsat chlor. Det er ok at børste tænder i, men smager ikke godt. Flaskevand anbefales.

Seværdigheder

Madeiras største seværdighed er øens fantastiske og frodige natur. I Funchal er der nogle museer, botanisk have og markedshallen med grøntsags- og fiskemarked. Man kan også besøge vinhuse og smage Madeira-vin og høre om, hvordan den laves. En tur til landsbyen Monte, som ligger over Funchal, bør man ikke snyde sig selv for. Man kan tage tovbanen derop og nyde udsigten på vejen, men det er langt billigere at tage bussen.

Banker & penge

I Funchal er der rigeligt med banker og pengeautomater, hvor man kan hæve på internationale plastickort som f.eks. VISA.

Levada-vandringer & trekking

Kan man li' at trave, er vandreture langs Madeiras levadaer en enestående måde at opleve naturen på. Levadaerne er vandingskanaler, som fører vand fra de uvejsomme bjerge ned til kysten.


Til top    Andre faktasider