"On the Road Again" - tekst på maltesisk bus

Gensyn med Malta

Fredag den 8. september 2006.

Dørhammer

Flyet til Malta letter rettidigt kl. 15. Sterlings kabinepersonale havde ellers varslet strejke begyndende netop i dag, men forligsmanden udsatte konflikten en uge. Med lidt held bryder strejken ud, så vi får forlænget ferien! Vi har købt en charterrejse hos Bravo Tours, der har fået den gode idé at flyve fra Aalborg, og der er udsolgt til denne afgang.

Ved 19.30-tiden er vi indlogeret på hotel New Tower Palace. Hotellet ligger på Tower Road i Sliema, og der er havudsigt fra altanen. Værelset er lidt slidt, men er en hel del bedre end det hummer, vi havde på Metropole i fjor.

Mens solen går ned og afløses af en orange måne, går vi tur i kvarteret. Tilbage på hotellets fortovscafé bestiller vi maltesisk Marsovin og omelet. En beleven dreng på 13-14 år serverer, mens tjeneren ser sport i fjernsynet.

Aftenen er lun og lækker, men vi er trætte og går tidligt til ro. Værelsets dovne aircondition sparer på strømmen og puster med lunken luft, uanset hvordan jeg stiller termostaten.

"Welcome aboard" - tekst ved siden af døren på alle maltesiske busser.

Slentre i Sliema

Udsigt fra hotellets altan

Hotellets morgenmad er ikke overdådig, men brødet er frisk. Restauranten er meget lille, og hvis alle gæster indfandt sig på én gang, måtte to tredjedele stå op.

Vi passerede et supermarked i aftes, og her køber vi vand og andre fornødenheder. Tilbage på hotellet smutter jeg op og putter varerne i den tomme minibar, mens Helle venter i receptionen.

På vej ned går den rystende elevator i stå på fjerde sal. Jeg trykker på forskellige knapper uden effekt og griber til sidst telefonen. Bedst som jeg venter på en hjælpsom stemme, giver elevatoren et lille nøk, og døren går op. Jeg tager trappen ned.

På Tower Road er der livlig trafik af biler, busser, fodgængere og motionister. Selvom det endnu er tidligt, er der varmt, og fra den tidlige morgen har der været badeaktivitet fra klipperne nedenfor promenaden.

Sliema

Sliema er Maltas største by med ca. 25.000 indbyggere. I praksis er Sliema og de andre byer omkring Valletta vokset sammen, men for malteserne er det vist vigtigt at skelne.

Hvor Valletta er landets hovedstad med regeringskontorer, ministerier og offentlig administration, er det i Sliema, man finder modebutikker, indkøbscentre, banker og forretningskontorer. Langs kystvejene er der masser af hoteller, barer og restauranter, og krydstogtskibe og havnerundfarter udgår fra Sliemas havn.

Lidt væk fra kystvejen finder man Sliemas beboelseskvarterer med stille gader og huse i traditionel byggestil. Her kommer kun få turister, og man oplever, at der få hundrede meter fra virakken og kystvejens højhuse hersker fredelig landsbystemning.

Jeg har selvfølgelig glemt bykortet hjemme i Danmark, så vi køber et nyt i en boghandel, og falder ind på The Mariner's Pub, hvor man kan nyde udsigten over Balutta Bay. Nu skal det gøre godt med en forfriskning, men en ung mand kommer ud fra baren og siger, at der er lukket.

Nå, men så kan vi da spadsere over på The Strand, Sliemas havnefront med de mange hoteller, barer og restauranter. Vi følger ruten ad Sir Adrian Dingli street, som vi gik så mange gange i fjor, og falder varme ind på Tony's Bar.

Det vrimler med mennesker på dette strøg. Lænet op af kanstenen står en hoftehøj sportsvogn med "Dubai" og arabisk krims-krams på nummerpladen - den kan sikkert stå på dækket af sheikens harems-yacht. Gamle propelfly drøner rundt på himlen i en halsbrækkende opvisning. Senere på ugen hører vi, at to af flyene kolliderede, og at en svensk pilot mistede livet.

Tony's Bar på The Strand i Sliema Sportsvogn udenfor Tony's Bar Omelet med frites på Tony's Bar
Klik for større billede

Udsigt fra hotellets altan
Turbåd i Sliemas havn

Efter en let frokost sætter vi kursen hjemover og går i siesta-koma på værelset. Ved tretiden er der køligere på altanen end i værelset, så vi sætter os i det fri og nyder udsigten.

På promenaden overfor hotellet ligger en fortovscafé, som ligner en stor isbod. Stolene udenfor og parasollerne lokker. Deres espresso er god, og det lufter herligt. På klipperne nedenfor er der folk, der bader, og længere ude krydser sejl- og speedbåde rundt.

Vi slentrer over til The Strand, sidder lidt på kajen og betragter skibene. Den tyrkisgrønne færge sejler til Valletta og reklamerer med store bogstaver på siden for Löwenbrau. Turen hjem går ad små gader op over bakken, der er Sliemas rygrad.

I de små gader står luften stille. Husene er i traditionel maltesisk byggestil: gulgrune stenblokke og kulørte trækarnapper, hvorfra beboerne kan holde øje med det, der ikke sker på gaden.

Som i Valletta er der helgenfigurer eller madonnaer på nogle gadehjørner. Dørene har kunstfærdige dørhamre af messing, og ved siden af er der små indmurede plaketter eller figurer med religiøst motiv.

Bilerne står tæt parkeret, og fortovene er smalle. Det er næsten ikke til at tro, at der kun 100 meter fra denne fredelige landsbystemning ligger et kvarter med tæt trafik og trendy modebutikker.

Huse i Sliema Huse i Sliema Huse i Sliema Huse i Sliema
Klik for større billede

Hjemme på værelset har airconditionen kørt, mens vi var væk. Den stopper ellers, når man forlader værelset, fordi den elektroniske 'kreditkortsnøgle' skal sidde i en speciel nøgleholder, der samtidig fungerer som hovedkontakt. Det gule sygesikringsbevis fungerer dog lige så godt, afslørede et lille eksperiment. Desværre er det ret ligegyldigt for temperaturen, om airconditionen kører eller ej - den cirkulerer jo bare lunken luft.

Middag på The Peak Oriental Cuisine

Aftenplanen er en aperitif og derefter middag på den gode fiskerestaurant, Fumia, vi besøgte i fjor. Solen skynder sig ned, mens vi nyder et glas på en fortovscafé. Fumia ligger på taget af et parkeringshus, og personalet er ved at gøre klar, så der også kan sidde gæster udenfor. Men vi mødes med et høfligt "desværre" - alt er reserveret i aften. De har plads i morgen, i overmorgen og når vi vil - bare ikke i aften.

Vi bliver hurtigt enige om at prøve den orientalske restaurant, The Peak Oriental Cuisine, som ligger lige om hjørnet på 8. sal i indkøbscentret 'Plaza'. Heldigvis har de et bord til to. Sidste år valgte vi en færdigstrikket menu og var ikke helt tilfredse, så denne gang håndplukker vi selv fra menukortet og siger til tjeneren, at vi vil dele det hele.

Det bliver til små forårsruller, dumplings, Shanghai-nudler med rejer og grøntsager samt oksekød i sort bønne-sauce. Den venlige tjener taler os fra også at bestille Malay-kylling i karry - det kan vi bestille senere, hvis vi tror, vi kan spise det.

Det smager rigtig godt. Nudlerne har et strejf af karry, og oksekødet har bid og en delikat sødme. Det skyldes bl.a., at tjeneren har misforstået bestillingen og givet os oksekød i satay sauce i stedet for sort bønne-sauce. Pyt!

Intermezzo i rygerummet

Restauranten har et særskilt rygerum. Der går jeg ud og tænder piben. Et ældre par konverserer på overklasse-engelsk:

"Det er hende, der er geniet bag det hele - uden hende til at holde personalet i ørerne kunne det aldrig gå. Hun er fantastisk."

Det må være den kinesiske kvinde, de taler om - hende der svæver over restaurantens vande. Jeg beundrer tavs udsigten over Vallettas lys og lader, som om jeg er døv. Herren løsriver sig fra sine spekulationer om restaurantens ejerforhold og konstaterer:

"Nå, De ryger pibe!"

Jeg bekræfter rigtigheden af denne iagttagelse med et høfligt nik. Han fortsætter:

"Det er sjældent, man ser nogen ryge pibe nu om dage. Piberygning udstråler ellers troværdighed. Tidligere røg mange politikere pibe. Selv en tvivlsom person som Harold Wilson så næsten pålidelig ud, når han tonede frem på skærmen. Med piben altså. Det siger noget om mediernes magt... Men nu er rygning jo ikke længere come-ill-foe, og ingen politiker ved sine fulde fem vil vise sig offentligt med ild i tobakken. Ikke sandt?"

Jeg tøver overrasket - var det et retorisk spørgsmål? Ikke sandt hvad? Da jeg ikke svarer straks, kommer damen mig i forkøbet; hun læner sig en smule frem, lægger en let hånd på herrens arm og siger:

"Jamen det kan jo være, han slet ikke forstår dig!" - Og dernæst meget tydeligt til mig:
"Hvilken nationalitet er De?"

Jeg svarer, at jeg er dansk, og at jeg skam godt forstod, og at det kan der være noget om. Den forblommede piberyger.

Jeg inhalerer lidt mere troværdighed og går så tilbage til restauranten og Helle. Vi runder af med is og spadserer så hjem, hvor vi sidder en stund på altanen. Jeg ligger længe og læser, før jeg kan sove.

4 glas af 5 mulige 4 glas af 5 mulige 4 glas af 5 mulige 4 glas af 5 mulige 4 glas af 5 mulige
The Peak Oriental Cuisine

Level 8, The Plaza Complex, Triq Bisazza (ca. 50 m fra The Strand).
Tlf. 21314861
Lukket mandage.

Glimrende orientalsk (kinesisk) restaurant. God mad og god betjening. Fantastisk udsigt.
Prisleje: mellem efter maltesiske forhold - god valuta for pengene.