Karlsbroen

Karlsbroen Det siges at bringe lykke at røre denne figur på Karlsbroen
Klik for større foto

Gaderne er stille og næsten mennesketomme, da vi ved nitiden spadserer mod Karlsbroen.

Sikken kontrast til i aftes, hvor det vrimlede med mennesker og tungemål. Vi køber nogle billetter til sporvogn/metro i en kiosk, ifald vi skulle være for dovne til at spadsere hjem.

Vejret er klart. Der er nogle få skyer og en sprød kulde. De første handlende har slået sig ned på Karlsbroen, hvor de sælger farveladebilleder og karikaturtegninger.

Broens helgenfigurer er næsten sorte af snavs undtaget et par steder på St. John Nepomuks sokkel. Overtroen siger, at det bringer lykke at røre her, så et par pletter er gyldne og blankpolerede.

Opførelsen af Karlsbroen startede i 1357 under Karl den 4., men det kan man læse om så mange steder, så det skal jeg ikke trætte med. I mange år var det den eneste faste forbindelse over floden Vlatava (Moldau), og i dag er det en af Prags største seværdigheder.

Prags borg

Vi går over broen og i roligt tempo op mod borgen. Borgen er en anden af Prags store seværdigheder og ligger som et vartegn højt over byen. Den må man jo simpelthen se på nærmere hold. Gider man ikke gå, kan man tage en sporvogn (22).

Der er indtil flere borggårde, kirker og gallerier. Vi går dog bare rundt og ser tingene udefra. Skt. Vitus Katedralen åbner først kl. 12, men kirker har alligevel aldrig draget os. Vi ser miniput-husene i Den gyldne Gade (Golden Lane) samt fangetårnet. Udsigten fra brystværnet er imponerende.

Skt. Vitus katedralen Detalje i et gitter ved Skt. Vitus katedralen Fra Golden Lane, Prags borg
Klik for større foto

Der kommer flere og flere turister. De fleste er i flok med 'førerhund'. Vi går ned ad trappen mod floden. Skulle man tage en sporvogn? Nej, vejret er for godt, så vi spadserer over broen Manesuv Most og til Staromestské Námesti, det gamle bytorv. En espresso på et paneria gør godt, og Helle får sig en kage til. Regningen lyder kun på 27 danske kroner, selvom vi er i Prags absolutte centrum.

På opløbsstrækningen før hotellet ligger turistboderne i Havelská. Da store snefnug begynder at dale, får de forretningsdrivende travlt med at tildække de varer, som ikke er i ly.

Det er rart at komme hjem og få benene op en stund. Fordelen ved at bo så centralt er, at man KAN lige smutte hjem, og man SKAL ikke planlægge alt som en udflugt.

Václav pladsen og Nové Mesto

Hotellet ligger 3 minutters gang fra Václav pladsen. Den kaldes en plads, men er snarere en 750 meter lang boulevard. Det er her tjekkerne samles, når der sker noget stort - som f.eks. demonstrationerne under fløjlsrevolutionen i 1989.

Sovende mand på Václav pladsen

Vi får en tjekkisk hotdog ved en af de mange pølsevogne. Pølsebrødet er stort og blødt. Fra en gesims holder duer skarpt øje med, om vi krummer. Fattigdommen stikker også sit ansigt frem; en mand sidder og sover på en bænk, og en forhutlet fyr roder rundt i affaldskurven ved pølsevognen og palmerer et stykke brød.

Pladsen flankeres af høje huse med hoteller, kasinoer, smykkeforretninger og modebutikker. Vi drejer til højre et par gader før nationalmuseet for enden af pladsen.

Straks ændrer kvarteret karakter. Det bliver mere slidt, og det tynder ud i forretningerne, som får et nyttigere vareudbud - med 'Erotic Video Center' som en eksotisk undtagelse.

Stander i Prag med poser til hunde høm-hømmer

Kvarteret længere nede mod floden og hovedgaden Národni er hyggeligt med velholdte huse, små butikker og caféer. Vi falder ind på den studentikose bogcafé Café Rybka i Opatovická 7.

Her er hyggeligt. Unge studerende hænger over øl eller caffé latte, nogle snakker tjekkisk, andre bredt amerikansk. Servitricen er sød og smilende. En stor espresso koster 28 CZK, og en halv liter Staropramen fadøl kan erhverves for 25 CZK (7,5 DKK). Blandt de mange seriøse bøger på hylderne står der også en roman af Peter Høeg. Han er mest kendt for Frøken Smillas kolde fornemmelser, men den tjekkiske titel siger os intet.

Vi spadserer gennem de små gader ned til floden. En gammel dame går tur med sin hund. Hun er krumbøjet, bruger stok og har venstre hånd på ryggen. Det går langsomt.

Gravhunden i overfrakke går et stykke og venter så på mor. Så op og gå 10-15 meter mere og vente igen. Vovsen kender tydeligvis vejen og tempoet.

Tilbage i den gamle by, Staré Mesto

Turen går fra floden ad Národni. Her ligger bl.a. varehuset Tesco i flere etager. Vi stikker hovedet indenfor og køber en flaske vand. I Rytirska 11 nær hotellet ligger en lille café med galleri, Cafe Galerie u Vavrysu.

Prisen for en halv liter fadøl er steget med 44 % til 36 CZK, men ca. 10,80 danske kroner er alligevel godkendt. Øllet er det gode humlestærke Urquell. Fyren der serverer er høflig og opmærksom, og så taler han flere sprog. Der er gæster af flere nationaliteter; et vistnok spansk ægtepar med en lille dreng, et amerikansk par som også drikker fadøl, og 6 lidt højrøstede ungersvende som taler flamsk og spiller kort.

Vi går omkring hjørnet ved Havelská for at reservere bord på den italienske Ristorante Pizzeria Sherry. Vi har fået nok af tjekkiske knödels/dumplings. Tjeneren er ikke for stiv til engelsk, så jeg slår over i italiensk. Det gør ikke sagen meget bedre, for hans italienske er næsten lige så ringe som mit, men da det går op for ham, at vi kun er to - "solo due" - siger han bare, at det ikke er noget problem, og slår ud med armene.

Ristorante Sherry

Efter en sen siesta går vi på den italienske restaurant Sherry.

Den røde Montepulciano åbnes med andagt; vin er luksus og meget dyrere end øl. Den stemplede prop lægges på bordet som garanti for, at de ikke har hældt ny vin på gamle flasker. Efter antipasti (bruschette med tomat og mozzarella) får vi grillspyd med kylling, oksekød og svinemørbrad. Hertil tomatsalat og håndskårne pommes frites.

Vi levner en del af kødet. Ikke kun fordi vi er mætte, men også fordi det er skamstegt og så tørt, at det skal skylles ned. Da tjeneren spørger, om kødet fejler noget, får han den tørre sandhed. Men det er først nu, at farcen starter for alvor.

Grappa-farcen

Vi bestiller espresso og spør', om de har Vecchia Romagna. På Václav pladsen så vi et helt butiksvindue fyldt med Vecchia Romagna, men den kendte italienske brandy har åbenbart ikke fundet vej til Ristorante Sherry. Nå, men kan vi så få to grappa?

Tjeneren vender tilbage med espresso og to sjusglas. Kaffen er forrygende god. Jeg lugter til grappaen og siger: "Den dufter sødt!". Helle nipper og siger: "…og smager som vermouth." Og det ER sød vermouth.

Vi fanger en tjener og beklager os: "Dette er ikke grappa - det er vermouth." Han svarer, at det skam ER grappa, en helt speciel slags da de ikke har "clean" grappa, og han kan vise os flasken. "Ja tak", siger vi, men flasken dukker aldrig op.

Nu bliver vi stædige. Ét er, at de ikke har grappa - det er en ærlig sag - men de skal ikke holde os for nar. Tjener nr. 2 indfanges: "This isn't grappa - non è grappa!" Jo, jo, siger han, hvorpå jeg opgivende beder ham vise os flasken.

Et øjeblik efter dukker han undskyldende op med to friske glas og en flaske tysk eller tjekkisk brændevin. Den anden flaske er "no good", siger han og spørger, om vi kunne tænke os at smage denne i stedet?

Erstatningsbrændevinen er fløjlsblød og smager glimrende. Jeg går ud for at ryge og be'r om regningen, da jeg passerer skranken. Udenfor går nogle asiatiske kvinder forbi. De er emballerede i pelsværk og stirrer vantro på mig, der står i en tynd trøje. De ved nok ikke, at rygere i Europa hærdes til al slags vejr.

Da jeg kommer ind, har Helle betalt. Grillspyddene var strøget af regningen. Fint nok - de fortjente ikke det gode selskab. Det går op for os, at rødvinen til 450 CZK heller ikke var på regningen, og det må være en forglemmelse.

Jeg går op til skranken og fortæller tjeneren, at der var fejl på regningen. Han ser lidende ud, indtil det går op for ham, at de har snydt dem selv og ikke mig. Jeg betaler det manglende beløb, og i taknemmelighed byder han på en drink - jeg kan selv vælge.

Fyren kommer ned med to velvoksne brandy, og vi bliver milde i sindet. Han spør', hvor vi kommer fra, og fortæller, at han selv er slovener fra egnen nær Triest. Det forklarer det haltende italienske. Vi nipper til brandyen og går så hjem, en oplevelse rigere.