Ferie i Prag, Tjekkiets smukke hovedstad

Malá Strana set fra Karlsbroen

Skulle jeg beskrive Prag med ét ord, ville jeg nok vælge "flot", men det er jo ret unuanceret. Jeg kunne også vælge imponerende, gammel eller overrendt. Ingen af ordene dækker alene, men de tilføjer alle en facet af virkeligheden.

Her følger en mere udførlig beretning om vores oplevelser på en ferie i Prag, marts 2008.

På det interaktive kort over Prag kan du følge vores færden, og på faktasiden er der rejsetips og information af mere praktisk natur.


Ankomst til Prag

Søndag den 22. marts 2008

Flyrejsen var udramatisk. Mens vi venter på bagagen i Prags lufthavn, suser to lufthavnsansatte forbi på rulleskøjter. Personalegode eller effektivisering?

I ankomsthallen venter en pige med et skilt. "Mr. Bentzen" står der. Det er mig. Hun er chauffør fra Prague Airport Shuttle, som jeg har bestilt til at hente og bringe os.

Hun er rar og taler glimrende engelsk. Turen til centrum tager ca. en halv time, og hun fortæller lidt om Prag på vejen. Jeg spørger ikke, men gætter på at hun studerer, og at dette er et fritidsjob.

Hotel Perla

En piccolo griber vores kufferter på fortovet foran Hotel Perla. Det ligger meget centralt i Perlová 1, og placeringen er den væsentligste grund til valget af netop dette hotel. Værelset er ret lille, men ok. Vi bookede på nettet, og alt går uden problemer.

Staré Mesto, den gamle by

Storch-huset på Staromestské námesti

Efter rejsen trænger vi til at strække benene. Gaderne i den gamle by, Staré Mesto, er krogede og brolagte. Mange af husene er nærmest palæer, og kigger man opad, ser man overdådigt udsmykkede facader med klare farver. Det er de smukke huse, som først griber den besøgende og får ham til at sige "Woaw!".

Det er Prags og vores held, at byen slap stort set uskadt gennem 2. Verdenskrig, så vi stadig kan se de prægtige bygninger, som emmer af historie.

Efter kommunismens fald i 1989 var den gamle by i graverende forfald efter årtiers vanrøgt. Husene var sorte af sod og snavs, mure skallede af, tage var utætte.

Det er svært at forestille sig i dag, hvor næsten alle bygninger fremstår velpudsede og nymalede. Det har været et kæmpearbejde, og entreprenører og bygningshåndværkere må have haft kronede dage.

Staromestské námesti, det gamle bytorv

Det astronomiske ur

Med lidt hjælp af kortet finder vi frem til det gamle bytorv, Staromestské námesti - pladsen med det astronomiske ur og Týn-kirken, hvor Tycho Brahe hviler i en kiste ved siden af alteret. Danske guidebøger (trykte eller på nettet) forsømmer sjældent at skrive, at "Dannebrog plejer at vaje ved hans sarkofag". Så kan vi pleje den nationale forfængelighed i det fremmede.

På pladsen er der masser af boder, som sælger alt fra hotdogs til tingeltangel, og der er sort af turister. Det sidste overrasker os noget. Uden at vide bedre gik vi bare ud fra, at det ville være småt med turister her i marts. Det er det måske også, men så gad jeg nok se, hvordan det er i højsæsonen!

Det begynder at regne, og paraplyerne ligger selvfølgelig på hotelværelset. Regnen er nærmest tøsne og falder som store klæbrige dråber. Mit hår er dyngvådt på ingen tid. Vi søger tilflugt i to glas Urquell på en café med skamløse turistpriser (2 x 85 CZK = 51 DKK). Det er vores første tjekkiske øl her i landet, og hvor smager den da godt af frugt og humle!

For min skyld måtte man gerne lægge en pipeline - pivoline - fra Tjekkiet til Danmark!

Tjekkisk mad på ølstuen u Medvidku

Et skummende glas Urquell pilsner

"Drunk, but wiser" (plat ordspil på Budweiser).

Det regner ikke mere, men hjemme på hotellet bevæbner vi os alligevel med paraplyer, før vi går rundt om hjørnet til ølstuen/bryggeriet/restauranten Minipivovar u Medvidku. Det er et minibryggeri, men det meste øl som langes over disken er Budweiser (Budvar) - den originale altså.

u Medvidku

Vi har udset os stedet hjemmefra. En tjekkisk ølstue skal man opleve, og denne ligger kun 5 minutters vaklen tilbage til hotellet. Rettidig omhu.

Vi træder ind i et stort og dybt lokale med hvælvinger og mørke træborde. Til venstre er der en lang bardisk. Væggene er nikotingule, og der er en skarp lugt af cigaretrøg. Stedet stammer tilbage fra 1466.

Jeg spør' en tjener i hvidt, om de har et bord til to. Uden et ord slår han armen ud i en fejende bevægelse som for at sige: "Søg og du skal finde". Bordene i nærområdet er optaget. Nogle gæster spiser, andre nøjes med øl, nogle læser.

Fra restaurant u Medvidku

Vi passerer baren, og i det bagerste lokale, allerdybest inde, er der et ledigt bord. Her er der kun spisende gæster.

Vi får straks to krus skummende øl. Tjeneren slår to streger på en lap papir, som bliver liggende på bordet.

Spisekortet er omfattende, og priserne er ikke bare rimelige: de er utroligt lave efter danske begreber. Ud for alle hovedretter er der vægtangivelse i gram. Til forret bestiller Helle "bjørnepoter", mens jeg lader mig friste af hønsekødsuppe med nudler. "Bjørnepoterne" er skinke rullet om blåskimmelost, paneret og friturestegt.

Tjekkisk mad med knödel

Helles hovedret er skiver af en slags roulade, hvor kalvebryst er rullet omkring et velsmagende fyld af (vistnok) æggemasse med rød/grøn peberfrugt. Hertil frisk spinat og nogle solide skiver knödel ("dumplings") af kartoffelmos rørt op med mel og smør. Helle havde foretrukket mosen, før den blev rørt op.

Jeg får tjekkisk goulash. Det er 5-6 stykker mørt oksekød og rå løgringe i en kraftig sauce (ikke ungarsk paprika-goulash). Hertil et par skiver afskorpet hvedebrød til at soppe sovs op med samt et par "bacon dumplings", som er kugler af tørt brød med tør baconsmag. De 150 gram, som stod på spisekortet, må være for det hele eksklusive tallerken. Jeg gik naivt ud fra, at man kun angav kødvægten.

Vi kom tidligt kl. 17:45, og nu er der ved at være fyldt op med gæster. Alle i det store selskab ved langbordet i midten får hver serveret en monstrøs svineskank. Den kan knap være på tallerkenen. En knægt er tydeligvis overvældet og i tvivl om, hvor angrebet skal sættes ind.

Jeg får kaffe, mens Helle drikker det sidste af sin øl. Vi beder om regningen. Tjeneren har svært ved at tyde kollegaens kragetæer på papirslappen, men med lidt hjælp går det, og vi skal slippe 516 CZK svarende til 155 danske kroner. Skam få den, som klager over prisen.

Det er nok klogt at besøge toilettet, før man går. Ved nabo-urinalet støtter en stærkt overrislet tjekke panden mod muren, mens han afrisler. Pludselig slipper han en vind som et trompetstød, der kunne få mindre solide mure til at vakle. Joshua stønner befriet og tumler ud til en refill, mens jeg vasker hænder.

Mod Karlsbroen

Tårnet ved Karlsbroen

Da vi kommer ud ved syvtiden, er der mørkt. Lygtepælene er som i gaslygternes tid, og gadebelysningen er dæmpet og stemningsfuld.

Vi slentrer rundt i kvarteret. Souvenir- og smykkebutikker har åbent, skønt det er aften og påskesøndag. Vi fanges i turisternes malstrøm, og den fører os ind på Karlova, den gamle kongevej. Snart står vi ved Karlsbroen.

Det er koldt nu, så vi går ikke over, men jeg tager et par aftenbilleder af tårnet på denne side af floden og den illuminerede borg på flodens anden side.

På turen tilbage til hotellet farer vi vild. Vi går i ring og havner nede ved floden igen, men under en gadelampe tyder vi kortet og finder hjem.

Hotellets velkomstdrink nydes i baren, før vi går til ro.