Rundt i Rigas gamle by

Riga er en stor by med knap 700.000 indbyggere, men den egentlige attraktion er det gamle bycentrum med dets smukke huse og brostensbelagte gader, som ikke altid skærer i rette vinkler.

Den største oplevelse er egentlig bare at gå rundt og glo. I dag bygger vi mest i glas, stål og beton, og der er en tendens til, at skønhed er noget, man skal bevare og ikke skabe.

Riga er en gammel handelsby, og handelsfolkene må have tjent godt, for de har bygget smukke huse, hvoraf mange er i jugendstil med karakteristiske facadeudsmykninger.

Facadeudsmykning Malet facade Ruiner i Riga
Klik for større billede

En ting, guidebøgerne ikke ofrer mange ord på, er brostenene. Det meste af den gamle by er brostensbelagt. Der er flade og veltilpassede brosten, og så er der de toppede, som har ligget her siden fortiden.

Brosten i Riga

Det kan gøre spadsereturene lidt anstrengende, og det er afgjort ikke terræn for stilethæle. Der er også et risikomoment i at gå med næsen i sky for at beundre de kønne huse i stedet for at holde øje med, hvor man sætter fødderne.

Til gengæld er den gamle by ikke ret stor, og definitionen på den gamle by er her det, som lå inden for bymuren.

Riga blev bombet under krigen, og mange af de gamle huse er først blevet renoveret, efter Letland genvandt sin selvstændighed i 1991. Bystyret er fuldt bevidst om turismens betydning.

Facadefigur Jugendstil Facade i Riga
Klik for større billede

Især om sommeren er der mange turister, og det skyldes ikke mindst, at det er blevet relativt billigt at flyve hertil.

Tager man sig tid til at spadsere rundt med åbne sanser og blik for detaljen, venter der en oplevelse, hvor man kan føle sig hensat til en svunden tid.