Rejsedagbog fra Rom, juni 2001.

Ferie i Rom

Konstantins triumfbue

I år har vi valgt Rom som sommerferiemål. Hverken Helle eller jeg har været i Italien før, og så er det vel naturligt at starte i Den Evige Stad.

Markedet undersøges grundigt. En god mulighed er at tage med SAS og få et par dages overnatning med i prisen, men vi beslutter os for jernbanen og overlader det praktiske til et mindre rejsebureau, som hævder at være specialist i Italiensrejser.

Det er det måske også, men specialist i hurtig ekspedition er bureauet ikke, og billetterne kommer først et par dage, før vi skal afsted. Jeg var ved at være lidt nervøs. Næste gang booker vi nok selv via Internet.

Togrejsen

På dagen, onsdag den 13. juni, bliver missen afleveret i Jonnas kattepension, og så går det sydpå. I Fredericia skiftes til et tysk tog som bringer os til Hamburg. Herfra videre til München i et moderne og komfortabelt højhastighedstog.

Det går stærkt - 180-200 km i timen siger brochuren - og turen klares på kun 6 timer. Jeg læser det meste af tiden, bliver færdig med "Det Flamske Maleri" og går i gang med Jan Guillous "Coq Rouge"; jeg kan ikke som Helle få tiden til at gå med at betragte landskab og medpassagerer.

Jeg besøger med mellemrum den fine bar- og restaurationsvogn, hvor der må ryges, men Helle har smurt en stak lækre sandwiches, så vi klarer os med den medbragte proviant.

Vi ankommer til München hen under aften. En smule forsinket, men alligevel i fin tid til at nå nattoget til Italien. Samme nattog er en ramponeret graffitibemalet bumler, hvor vi har plads i liggevogn.

Der er 6 køjer i en kupé, og en "tysk" italiener, som åbenbart er vant til turen, hjælper alle med at få køjerne slået ud. Toget må have stået i solen det meste af dagen, for det er drønhedt og lummert.

Man skal også bevæge sig med omtanke, for rengøringsstandarden er ikke firestjernet. Det tog, vi åbenbart venter på, ankommer omsider, og de forsinkede passagerer løber febrilske rundt på perronen for at finde de rigtige vogne.

Med næsten en times forsinkelse sætter vi omsider i gang. Vinduet åbnes helt, så vi også kan få bevægelse i den lumre kupéluft.

I nattoget

Der er kvælende varmt, men det hjælper noget, da vi hen over midnat kommer op i bjergene. Lidt får man da sovet, men ikke meget. Komforten er i bund, men trods alt kan man da ligge ned.

Den tyske italiener har gjort et stort nummer ud af, at døren skal boltes, og har fortalt skrækhistoerier om tyve og røvere, der har gasset de sovende til bevidstløshed og derefter bestjålet dem for alt af værdi.

Konduktøren pointerer også kraftigt på sin godnatrunde, at vi skal låse døren, så risikoen er nok reel, omend den med knockout-gas også i overført betydning lyder som en røverhistorie.

Vi står tidligt op og får set lidt af det italienske landskab. En kam gennem håret gør det ud for morgentoilette, for faciliteterne i toget inviterer ikke til større anstrengelser, og lokummerne er ubeskriveligt ulækre.

En italiener går gennem toget med en lille vogn og sælger kaffe. "Cafééé! Café-café-cafééé!" råber han med skinger stemme. Vi får pas og billetter tilbage af konduktøren.

Jeg var sgu' ikke meget for at aflevere nogen af delene i aftes, men der var ingen vej uden om. Det er velsagtens for at han kan få os over grænsen, uden at vi skal vækkes.

Ankomst til Rom

Domus Nova Bethlem - hotellets hjemmeside

Torsdag den 14. juni kl. 8.20 ankommer vi til Roms hovedbanegård, Termini. Herfra er der ikke langt til hotellet, Domus Nova Bethlem, som har adresse på Via Cavour 85A.

Det er ikke længere, end vi kan gå, men værelset er ikke klar før kl. 12, får vi at vide. Det havde vi nu heller ikke regnet med, men man havde dog et beskedent håb. Vi deponerer bagagen i receptionen og spadserer en tur i kvarteret.

Udenfor Colosseum

Trafikken er et chok. Romerne kører vildt agressivt og gør flittigt brug af hornet. Vi havde da godt læst, at trafikken er i hidsig særklasse, men for provinsbønder som os overrasker det alligevel, når man står midt i infernoet.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor så mange vælger Vespaen som transportmiddel. Det er ikke nemt at komme frem i bil - endsige parkere. Parkeringskulturen er da også helt i særklasse.

Allerhelst dobbeltparkeres på fortovet, men et fodgængerfelt går også an. Tiden til middag skal bare fordrives. Vi får os en kop kaffe og en croissant på en nærliggende fortovscafé og dapper siden rundt.

Pludselig får vi øje på Colosseum. Det ligger overraskende tæt på, så vi spadserer hen forbi og betages af historiens vingesus og de mange turister.

Klokken 12 sharp er vi tilbage på hotellet. Det kan ikke gå hurtigt nok at komme under bruseren, men vi får den nedslående besked, at værelset ikke er klar før kl. 13. Øv! Nå, men så kan vi da få os noget frokost - lidt brødflove er vi - og vi finder et lille pizzeria i nærheden.

Jeg bestiller en "Quattro Stagioni" på velklingende italiensk, synes jeg da selv, men må revidere vurderingen af min udtale, da jeg får en pizza med fire forskellige slags ost! Nå, den smager nu udmærket, og sult er den bedste kok.

Hotelgang Fra hotellet

Klokken 13 er vores værelse klart som lovet, og hvor er det da lækkert! Stort, rent og luftigt. Og så er der aircondition, og det er pragtfuldt svalt her i middagsheden.

Tilmed ligger det ud til gården, og det dobbelte glas lukker effektivt al larm ude. Hvor er det skønt at få vasket rejsesnavset af og holde siesta. Boxmadrassen er god. Hotellet er en nyrenoveret fløj af et kloster, der er pænt og rent og gulvene er marmor i mønster af rødbrune og gullige felter.

Renvaskede, omklædte og så nogenlunde udhvilede går vi ved 17-tiden tilbage til Termini for at købe et buskort. Det er smart med et ugekort til ca. 100 kr.; så kan man køre i bus og metro, så meget man vil.

Busholdepladsen udenfor Termini er stor, men til sidst finder vi ved 18-tiden den rigtige bus henne i nærheden af Pz Nazionale. Først et par dage senere finder vi ud af, at kortet skal stemples i en automat i bussen, første gang det bruges. Uden at vide det, kører vi faktisk "sort" i nogle dage, men undgår heldigvis at blive kontrolleret.

Trastevere

På Trastevere, før man entrer de små gader

Den rigtige bus er den der kører til Trastevere, kvarteret på den anden side af Tiberen, som vi har læst om i Per Pallesens bog om restauranter og spisesteder, "Spis i det gamle Rom - Trastevere". Den bog kan vi varmt anbefale!

Buschaufførerne i Rom aftvinger respekt: at manøvrere et sådant fartøj i det romerske trafikhelvede er en præstation, og der er ikke noget at sige til, at man ikke kan købe billet i bussen - det er der simpelthen ikke tid til at tage sig af.

Der skal "landes" og "lettes" i en fart, hvis man skal frem, og trafikken kræver chaufførens udelte opmærksomhed. Vi hopper af bussen og ser på Trastevere. Der er ganske rigtigt hyggeligt.

Som en fredfyldt landsby midt i storbyen. Vi slår os ned på en fortovsbar. Terrassen er indbydende parasoloverdækket og med blomster og grønne planter. Indenfor er der vinhandel, men hvem vil sidde inde i sådan et vejr?

Vi bestiller to glas hvidvin og noget vand. Den belevne unge tjener spø'r, hvilken vin vi kunne tænke os, og jeg beder ham vælge for os. Han skænker os en "Greco di Tufo", og den er liflig. Det er herligt at sidde her og nippe og betragte folk gå forbi. Freden sænker sig. Dette er ferie!

Vi udser os en restaurant, Carlo et-eller-andet, på Lungaretta, en af de gennemgående gader. Vi sætter os selvfølgelig udenfor under parasollerne. Vi er temmelig tidligt på den efter romerske forhold og er vist aftenens første gæster, men appetitten fejler ikke noget, og efter den lange rejse er man vel undskyldt.

Vi bestiller en turistmenu til 25.000 lire, noget vand og en halv liter af husets røde. Priserne i lire er høje tal, men er nemme at regne om til danske kroner: man skal bare gange med fire og så fjerne tre nuller.

25.000 lire svarer altså cirka til 100 danske kroner. Vi bliver en smule overrasket, da tjeneren stiller en hel liter mineralvand på bordet, men det er ikke spor for meget, viser det sig.

Vi får først en appetitvækker-bruchetta, ristet brød med tomat, som vi ukultiverede nordboer spiser med kniv og gaffel. Derefter er der flere valgmuligheder. Helle får macaroni og jeg en grønsagssuppe, som får englene til at synge.

Hovedretten er Saltimbocca del Romana - ruller af kalvekød og skinke i en sovs med salvie og ost. Til dessert bestiller Helle creme caramel og får næsten tårer i øjnene af fryd. Jeg får en dejlig frisk frugtsalat, "Macedonia".

Vi runder det hele af med en kop cappucino til Helle og espresso til mig. Grappa har jeg aldrig smagt, så sådan en skal vi osse ha'. Grappa er den italienske brændevin, som brændes på det der er tilovers, når man har presset druerne til vin.

Det er nu ikke noget særligt - i hvert fald ikke den vi får her. Mod slutningen af måltidet tager jeg jakken på. Der er ikke koldt i den forstand, men jeg er lidt af en frossenpind.

Prisen kan man heller ikke klage over. For hele herligheden bliver vi bonnet for ca. 250 kr. Med maven fuld melder rejsetrætheden sig for alvor, og vi finder uden besvær over Tiberen til Argentina-pladsen, hvorfra vi tager en bus hjem.

Det skal gøre godt at komme i kassen. Efter sigende skulle Trasteveres natteliv være ret så heftigt, men det oplever vi på intet tidspunkt. For det første lukker hotellet døren kl. 01, og for det andet har vi simpelthen ikke energien til natteroderi.