|
Castel Sant'AngeloVi har aftalt at stå tidligt op, før varmen sætter ind for alvor. Helle kværker vækkeuret kl. 6.35, og da hun kommer ud fra badet, har jeg da fået briller på. Jeg har ikke sovet så godt - vågnede i nat med kvalme og har det ikke helt godt. Kun maven er livlig. Er det mon gårsdagens muslinger? Man skal nok passe på i denne varme. Morgenbordet har ingen yoghurt i dag, så jeg nøjes med kaffe. Helle spiser med god appetit de seje boller og den vamle ost. Oh, et kongerige og en hest for et glas appelsinjuice!
Dagens program lyder på Castel Sant'Angelo (også kaldet Engelsborg på dansk), og vi tager metroen til Lepanto. Måske havde en bus været smartere, for spadseturen er halvlang gennem en ørken af banker og kontorbygninger, men vi kommer til en oase, en frugtbutik, og jeg køber et æble og en fersken. Det har maven bedt så mindeligt om, og frugten indtages på Piazza Cavours grønne midterø.
Selvom klokken kun er lidt over 9, er der drønvarmt i solen. Vi køber billetter og besér kastellet, der oprindeligt blev bygget som mausoleum for kejser Hadrian. Siden blev det fæstning og tilflugtssted for paver i ulvetider. Hadrians gravkammer (tror man) blev til pavestatens skatkammer, og den gamle skatkiste er enorm. Den er så stor, at den umuligt kan være kommet ind, og ergo må rummet være bygget op omkring den, eller også må den være samlet på stedet. Der er mange sale og rum. Basun- og andre engle dominerer freskomalerierne. Øverst oppe under statuen af ærkeenglen Michael er der et tag med en mageløs udsigt. Varmen er dog også mageløs, her hvor solen har frit spil.
På tilbagevejen til metroen finder vi katteshoppen på Via Federico Cesi, som sælger alt muligt tingeltangel til katteelskere. Vi køber ind, og rundt om hjørnet får vi os en cola i en bar med aircondition. Pyyyh! Vi har snakket om at tage til Frascati i morgen, og på Termini afprøver vi billetautomaten. Den taler flere sprog og er ganske nem at betjene. Vi indtager en panino på værelset og ser lidt CNN. En israelsk kamphelikopter har - sikkert i selvforsvar - sendt missiler mod en personbil i Gaza. Hamaslederen i bilen undslap, mens en del forbipasserende var knap så heldige.
Jeg går ned på Internetcaféen i Via Urbana og skriver til vennerne. I Via Urbana er der mange småbutikker, og lige overfor Internetcaféen arbejder en møbelsnedker i sit værksted. Døren står åben til gaden, hvor møbel-mamma og møbel-grand-mamma sidder, så de kan se både til højre og venstre uden at gå glip af noget. Da jeg går hjem ved 14.30-tiden, er den snævre gade som en sauna. Aften i TrastevereSenere tager vi direkte til vinbaren på Trastevere. Vi har skiftet Greco di Tufo ud med Frascati, som er mere syrligfrisk i varmen. Vi sidder helt stille, bortset fra da jeg bestiller en runde mere. Den solide kvinde i sort går hjem, og ved ottetiden spadserer vi en tur på sydsiden af Viale Trastevere. Selvom der generelt er roligere end i weekenden, er der fredeligere på denne side. Restaurant Vincenzo alla Lungaretta ser hyggelig ud, men et dansk ægtepar skændes højlydt ved et af bordene, så vi går hastigt forbi på nationens vegne.
I en kroget gyde, Vicolo del buco, finder vi en hyggelig restaurant, "La Villetta di Gino la Rocca". Vicolo del buco er så lille, at den ikke findes på mit kort. Du finder den ved at gå mod syd ad Via della Lungaretta. Første vej på højre hånd åbner til en lille plads, som vistnok hedder Piazza del Drago. Her går du nogle få meter op, og til venstre - lige forbi den turistkulørte restaurant, "Pantino" eller noget i den dur - ligger Vicolo del buco. Her er priserne særdeles moderate, og der er adskillige lokale gæster - altid et godt tegn. Helle får spaghetti carbonara og jeg spaghetti pomodoro (tomatsauce). Rigeligt og godt. Hovedretten er abbachio al forno, ovnstegt lam med kartofler. Kødet er ben og ribben og står ikke mål med det spædlam, vi fik sidste gang på La Cisterna, men det er mørt og smager godt og er på sin vis nok mere autentisk end Cisternas luksusudgave. Vi kan dog slet ikke spise op og har end ikke plads til dessert. For hele herligheden bliver vi bonnet for 32 euro. Betjeningen er høflig og betænksom, og papa tøffer selv rundt og tilser, at alt er, som det skal være. Er han ikke helt tilfreds, bjæffer han en ordre, og datteren (?) eller ungtjeneren tager straks affære. Sporvognen kører for næsen af os. Vi venter tålmodigt, men da der er gået en halv time, undrer man sig - normalt kører de langt hyppigere. Der må være problemer med elektriciteten eller noget andet, for nu dukker 2 busser op, og de har sporvognens nummer (8). Hjemme får vi os en forfriskende douche og går til ro.
|
