Puerto de la Cruz

Bed med julestjerner Dørparti Julepynt

"Hola!" hilser folk med stumt h. De er venlige, og smilet når op til øjnene. I hvert fald hos dem vi hilser på.

Puerto de la Cruz er vokset op nede fra havnen, og den gamle by er ganske køn med huse i kanarisk stil - balkoner og karnapper i træ, træbalustre og tegltage.

Der er palmer og mange bede med grønne planter og julestjerner i røde, rosa og gulhvide farver.

Der er også mange bænke, hvor man kan slå sig ned. Man gør meget, for at byen skal se køn og præsentabel ud.

I december er der julepyntet, men ikke i kvalmende grad. Alligevel virker julepynten noget malplaceret i 25 graders varme på en baggrund af grønne palmer og tyske turister i shorts.

Der er mange restauranter og barer i kvarteret omkring torvet, Plaza del Charco. De fleste har udendørs servering ved borde med skærmende parasoller. I gaderne ned mod havnen ligger restauranterne ganske tæt.

Det er en venlig by at gå rundt i, og der er nok at se på. Mange af gaderne er gågader eller med begrænset trafik.

Hvor der er biler, tager bilisterne hensyn til fodgængerne. Bare man som fodgænger tøver ved et fodgængerfelt, holder bilisterne tilbage. Det er sjældent nødvendigt med små grønne mænd til at hjælpe dig over gaden.

Det er næppe, fordi bilisterne arbejder i turistbranchen, og hvis det er, kan man kun beklage, at branchen ikke har flere ansatte i Danmark.

Shopping

Der er masser af butikker, og det er ikke bare souvenirs. Mange gør det i elektronik, sko og tøj.

Elektronik er billigt hernede, men jeg ville tænke mig om to gange, før jeg købte noget. Det er pokkers langt, hvis skidtet går i stykker, og garantien skal i hvert fald dække internationalt.

Øernes frihandelsstatus gør, at tobak og spiritus er billigt. Jeg gider ikke bruge ferietid på at finde ud af, at man ikke kan købe mit mærke i pibetobak, men vi har set, at Torres' udmærkede 10-årige brandy kun koster 9,56 i supermarkedet. Vi må se, om vi kan lokke et par flasker med til Danmark.

I går så vi en læderhandel med kvalitetsvarer i Calle de Zamora, og vi finder tilbage. Jeg trænger til en ny livrem, og her har de remme i massivt læder - ikke bare kunststof med påsyet læderhud.

Jeg finder en, der falder i min smag, og den flinke mand afkorter remmen, så længden passer til mit livmål. 14 euro er billigt for en rem af god kvalitet.

Mens han arbejder med spændet, går vi rundt i butikken og kigger. Der er mange lækre ting, og så er der denne helt specielle læderlugt. Hvis en lugt kan være gedigen, er det lugten af læder.

På vejen hjem endevender Helle en butik med børnetøj og 40 % rabat, mens piben og jeg venter udenfor.

Bag min bænk er der en bar, hvor et skilt reklamerer med "British Atmosphere". Det er nok storskærmen med fodbold, de tænker på, men måske har de også lunken øl. To visne tanter sidder udenfor og sipper te.

Casa Tina - en dansk restaurant

Butikken med børnetøj ligger på et hjørne i La Hoya, og lidt oppe ad den stejle sidegade er der et skilt på muren: "Casa Tina Restaurante" med et dannebrogsflag. Her har været dansk restaurant en gang.

Casa Tina - en lukket dansk restaurant.
Klik for større foto

På døren er der falmede mærkater fra Spies, Larsen Rejser, Dansk Folkeferie med flere. De er klistret på i midten af halvfemserne, men nu er der mørkt bag den låste dør, og facaden er en ruin. Det halve af skiltet mangler, malingen skaller af, og der er graffiti.

Hvilken historie gemmer Casa Tina på? Var Tina en dansker, som udlevede drømmen om at slå sig ned på Tenerife?

De faldt pladask for øen på deres første charterrejse med medbragt rugbrød og tog herned, så ofte de havde råd. De snakkede med deres medrejsende og vidste, at mange fik abstinenser efter få dage uden rugbrød, frikadeller og brun sovs.

Det blev deres drøm at slå sig ned på solskinsøen, langt fra det danske møgvejr. Men noget skal man jo leve af, og de så en mulighed i danskernes abstinenser: Tinas frikadeller med brun sovs skulle brødføde drømmen. De solgte alt derhjemme og etablerede Casa Tina i en stejl sidegade til La Hoya i Puerto de la Cruz.

Spies, Larsen Rejser og Dansk Folkeferie anbefalede stedet, og Casa Tina havde annoncer i bureauernes velkomstbrochurer, indtil…

Ja, jeg fantaserer jo bare.

Men hvorfor lukkede restauranten? Jeg ved det ikke, men der kan være så mange forklaringer. Tina kan være gået på pension, eller hun kan være død. Eller måske var det alligevel ikke solskin og palmeromantik at lave brun sovs dag ud og dag ind.

Måske var kunderne for få. De lokale fik næppe smag for sovsen, og måske fik danskerne færre og mildere abstinenser. Man KAN jo få tapas og kanariske lækkerier, hvis man tør smage på landet, man besøger.

Jeg ved det ikke, men der gemmer sig en historie.


Efterskrift den 6. februar 2010

Sådan skrev jeg oprindeligt, og jeg havde ret i, at der gemte sig en historie. Fra Steen Boye Pedersen har jeg modtaget følgende e-mail:

"Hej Eric

Du skriver om Casa Tina i Puerto de la Cruz på Tenerife.

Jeg har været på øen mange gange,- mine forældre har også boet der.

Casa Tina eksisterede vistnok allerede i 1978, da jeg var på øen første gang. Det var et sted hvor gæsterne havde det godt, blev rigtigt hygget om, især når Tina hev guitaren ned fra væggen og gav nogle numre.

Alle kunne synge, spille og danse der.

Maden var god, især den friske kæmpestore rødspætte, der var frisk importeret fra Danmark om morgenen.

Når stemningen var høj, var lukketiden ligeledes sen.

Vi er mange der kendte Tina og hendes mand Steen. Tina døde desværre en for tidlig død, for 3-5 år siden. Hendes mand lever dernede endnu, men vil ikke sælge forretningen, da den er Tinas liv og ånd."

Steen (som ikke skal forveksles med Tinas mand af samme navn) har desuden sendt nedenstående billeder fra 1983 og har venligt givet mig lov til at bruge dem. På det første ses Tina helt til venstre og hendes mand, Steen, længst til højre. Det næste billede viser Tina underholde med guitaren.

Fra Casa Tina

Tina underholder med guitaren

En anden garvet Tenerife-farer, K.P., fortæller, at der kom mange danskere hos Tina, men også mange svenskere og nordmænd. Tina var oprindeligt indretningsarkitekt, og hendes mand, Steen, var møbelsnedker. Det var Steen, der stod i køkkenet.

Der blev serveret jævn dansk mad, og hvis man havde lyst til noget særligt (f.eks. stegt flæsk med persillesovs), kunne man bare sige til i forvejen, så fik man det. Til frokost var der dansk buffet med bl.a. marinerede sild og frikadeller.

K.P. kom der masser af gange gennem årene, og hans kones 50-års fødselsdag blev fejret hos Tina. Det kunne også ske, at et større selskab af gæsterne på Palmeras Playa blev enige om at feste, og så ringede man til Tina. Så vidste Tina, at bordene skulle stilles sammen, og der var liv og glade dage.

Efter Tina døde af det store C, blev restauranten overtaget/drevet af en anden dansker i en periode, men det gik ikke.

Tak til Steen og K.P. for oplysninger og billeder.