Markuspladsen og dogens palads

Søvnen har været on/off, men i modsætning til Helle føler jeg mig rimelig udhvilet. Morgenmaden er fin og arrangeret ved 4 diminutive borde og en skænk i korridoren udenfor værelserne.

Vi har selskab af et amerikansk par med to teenage-børn og et ungt spansk par. I skænkens mave spiller Mozart dæmpet seine kleine.

Vaporetto nr. 1 tøffer til Markuspladsen, hvor vi lægger til 9.20. Sejlturen ad Canal Grande er en oplevelse i sig selv med grandiose palazzoer, som i afglans vidner om fordums storhed.

Restaureret palazzo ved Canal Grande Rialtos fiskemarked ved Canal Grande Canal Grande med Chiesa di Santa Maria della Salutes karakteristiske profil
Klik for større billede

Forfald

Man taler om, at byen synker, men risikoen, for at den falder sammen forinden, synes større; mange huse er i en elendig forfatning.

En anden og meget reel trussel er, at folk flygter fra byen, så den ender som frivandsmuseum - siden halvtresserne er befolkningstallet faldet med to tredjedele.

Det er så som så med muligheder for arbejde, og turismen har presset boligpriserne til vanvittige højder. To-tre millioner kroner for en ordinær lejlighed er ikke usædvanligt, og priserne i det hele taget får et ekstra gok, fordi al transport er så besværlig.

Og når de fastboende forsvinder, bliver der også længere mellem nytteforretningerne, og alting bliver besværligt. Forfaldet breder sig.

Der er allerede lang kø foran basilikaen, der åbner 9.30, så vi tager i stedet en rundtur i dogens imponerende palads og sukker dybt, som det sig hør og bør, da vi går over sukkenes bro til fængslet, hvor bl.a. Casanova har siddet i ufrivilligt cølibat.

I dogens palads cirkulerer mange grupper, og havde Casanova haft en stemme som den franske guide, kunne han let have skåret sig ud i friheden.

Klokketårnet på Markuspladsen Mars forfra og bagfra
Markuspladsen Anmelder-postkasse i Dogens palads Turister fotograferer Sukkenes Bro
Klik for større billede

Da vi kommer ud lidt i 11, er Markuspladsen sort af mennesker og duer. Duerne er en plage for byen; mange har salmonella, og deres klatten nedbryder det murværk, som vandet og tiden ikke får has på.

Det er "bæredygtig turisme" ikke at fodre disse vingede rotter, men ikke desto mindre er der lokale, som lever af at sælge foder på Markuspladsen, og står du stille med foder i hånd, kravler fuglene rundt på dig. Velbekomme.

Museumsbillet og link til de venetianske museers website

Strejftur til Rialto og Lido

Kanal i San Marco

Vi spadserer mod Rialto og falder ind på en bar for at få en forfriskning og hvile fødderne. Serveret ved bordet koster 1 cappucino, 1 espresso + vand 10 €. Slår dine udgifter ikke til, kan en tur til Venedig være løsningen.

Ruten mod og kvarteret omkring Rialtobroen er én stor turistfælde med u(d)nyttebutikker, boder og ragelse en masse.

Vel over broen går vi lidt mod vest, og da Helle antyder, at en sandwich ikke ville være dårligt, finder vi en frokostbix nær Campo San Polo. Vi trisser tilbage mod hjemmet; det er varmt og tid til siesta.

Efter siestaen tager vi vaporettoen helt til Lido. Turen tager en halv times tid, men der er nok at se på undervejs, og solen skinner varmt. Vaporetto nr. 1 sejler adstadigt ad Canal Grande, hvor mange stueetager er opgivet pga. oversvømmelser.

På Lido går vi ikke langt. Udflugten var mest for sejlturens skyld, og så er der altså temmelig varmt. En bar på hovedstrøget lokker med udendørs skygge og luftning, og vi bestiller cola, espresso og vand.

Fire ældre mænd sidder og pimper og morer sig herligt. Den ældste får sig en grappa af de større, og det er nok af den billigste og mest krasse slags, for da den er skyllet ned, gisper og hoster han til de andres store morskab.

Snart forlades han af drikkebrødrene. Han tæller mønter, og der er lige til en mega-grappa mere. Også den ryger ned i en fart, hvorpå han omgående falder i søvn.

Aften på Il Giardinetto

Vi tager hjem, klæder om og går hen til det trattoria, vi udså os tidligere på dagen. Men døren er låst; vi er for tidligt på den og går en tur, hvor vi på Fondamenta del Forner finder endnu en kandidat. De har fire borde stående udenfor mod kanalen, og i et bur bag hegnet kvidrer undulater og finker lystigt.

Klokken 18.40 er vi tilbage ved det første trattoria. Det er tidligt efter lokale forhold, men vi er sultne. Nu er der ikke låst mere, men man beder os komme tilbage kl. 19. Køkkenet åbner formentlig ikke før.

Jeg bemærker, at det, der på afstand så ud som en indbydende gårdhave, er en overdækket atriumgård - stedet har mistet sin tiltrækningskraft.

Ved Il Giardinetto

Vi går hen til baren på hjørnet, hvor vi kan nyde en aperitivo ude på fortovet. Hvidvinen er rigtig god, og nu er vejret pragtfuldt som på en dansk sommeraften, når den er allerbedst.

Et bord i det fri er absolut at foretrække, så vi finder restauranten med de kvidrende fugle ved kanalen. Il Giardinetto hedder stedet, som kalder sig "ristorante", og tjeneren er professionel, effektiv og i dress.

Som primo piatto bestiller vi spaghetti carbonara (min. 2 personer), som er Helles favorit, og som hovedret Scaloppa Milanese (paneret kalvefilet) med årstidens grøntsager og en salat.

Vinkortet er omfangsrigt og ikke let at overskue. Jeg spør' tjeneren, om de har en husets rød, men det har de ikke. Valpolicella har de kun i halvflaske, og det synes jeg er for lidt, så jeg spør', hvad han vil anbefale.

Han foreslår en Merlot. Nu er Merlot ikke indfødt italiener, men da den som regel giver bløde og behagelige vine, som ikke skaber fjendskab, er det et professionelt forslag.

Jeg har kæmpet mig igennem bestillingen på italiensk og orker ikke bede om en mere lokaltypisk drue. Først senere går det op for mig, at tjeneren taler glimrende engelsk; han har blot været høflig: hvis den excentriske kunde absolut vil øve sit elendige italienske, er det sandelig kundens privilegium, og at slå over i frelsende engelsk kunne opfattes som en fornærmelse! I det hele taget taler langt flere (bedre) engelsk her end i Rom, men det har vi endnu ikke opdaget.

Dørklokke

Merlot'en er glimrende, og måltidet ditto. Og så sidder vi pragtfuldt med fuglekvidder i kulissen bagved og liv på kanalen og fortovet at følge med i. Det er romantisk, så det basker.

Regningen er på godt 69 €. Det er 15 dyrere end i går, men de er givet rigtig godt ud. Selvom det er forholdsvis tidligt, går vi direkte hjem - trætheden har meldt sig.

[Note: Vi besøgte restaurant Il Giardinetto igen i 2007. Da var stedet gået meget tilbage, og vi kan ikke længere anbefale det. Læs om besøget på Il Giardinetto i 2007.]

Hotellets fordør er låst på denne tid, og man må ringe på dørklokken, som er et løvehovede med opspilet gab.