Murano - glaskunstens ø

Morgenmad klokken 8 hvorefter jeg ringer til formanden for den lokale skakklub. Jeg prøvede i går eftermiddags, men da var han ikke hjemme, og konen vidste ikke noget om noget.

Antonio taler heldigvis glimrende engelsk, og vi aftaler et besøg i skakklubben efter kl. 17. Han skal undervise nogle drenge, siger han, men jeg kan f.eks. se klubbens bibliotek.

Derpå går turen mod Murano, glaskunstnernes ø. Venetiansk glaskunst var i sin tid i særklasse. På grund af brandfaren blev værkstederne forvist til den lille ø Murano, hvilket også gjorde det lettere at vogte på fagets hemmeligheder.

Siden har andre luret dem kunsten af (godt hjulpet af rejsende venetianere), og selvom man stadig laver fremragende glaskunst, gør man det nu mere i souvenirs og tingeltangel end i lysekroner, som kræver mindst 6 meter til loftet.

Mellemspil på agterdækket

Nær Fondaco Nuovo
Klik for større foto

På båden til Murano får vi heldigt plads på det lille agterdæk, hvor det lufter en smule. Jeg bladrer lidt i gratisavisen "Leggo" for at finde en vejrudsigt. Vejret er pragtfuldt, men holder det?

Det er jo nok avisen, som forleder min sidemand, en ældre herre, til at fyre en svada af på rivende venetiansk. Jeg undskylder mig og forklarer, at han må tale langsomt, lentamente, hvis jeg skal have en chance.

Han smiler og spørger så - lentamente - hvorfor de to dumme turister har stillet sig i døren lige foran os, så de blokerer for den friske brise? Jeg undlader at svare, at de nok også har det varmt, og foreslår ham i stedet at bruge avisen som vifte.

Det gør han så, og mens han vifter, får vi os en lentamente-snak om vejret, der er varmt, men gudskelov ikke så varmt som sidste år på samme tid.

I glasværkstedet

På Murano står vi som de fleste af ved det første stop, Colonna. En lokal forklarer et par italienske turister, at de sagtens kan vente, og at der ikke er langt omkring. Well, hvis det er lige meget, så kan vi jo lige så godt stå af her!

Straks vi betræder øens faste land, fortæller en ivrig herre, at vi lige om hjørnet til venstre kan se glaspusterne arbejde, men kun til kl. 11 så vi skal ikke vente!

Vi går naturligvis hen om hjørnet til venstre og gelejdes ind i værkstedet af hjælpsomme stemmer og hænder. Det lugter af bondefangeri, men lad os nu se. Vi bænkes på en tribune af sammenflikkede brædder, og en højttaler fortæller på italiensk, engelsk og fransk om glasfremstilling, og om hvad "il maestro" nu vil lave.

Først puster han en vase, men mon ikke de fleste af os har set mere avanceret pusteri? Mere imponerende er næste nummer, hvor han på ingen tid fremtryller en hest.

I glasmagerens værksted

  1. Man tager en klump flydende glas og ruller den til en kort pølse.
  2. Man ruller pølsen i noget pulver og ryster den lidt længere med bløde bevægelser.
  3. Man hiver i pølsen med et pincet-lignende værktøj, og vips har man et hestehovede.
  4. Med en saks klipper man lidt, og så har hesten manke.
  5. Man niver og trækker fire gange, og så har man fire ben.
  6. Man niver og trækker en femte gang og decouperer pølseresten - så har man halen.
  7. Man ryster blidt den nyfødte hest, til benene står lige og kan bære. Værsgo!
Murano

Bagefter kan man meget belejligt se på varerne i butikken udenfor værkstedet. Jeg lader belejligt Helle kigge og får mig en smøg i det fri. Lige ved siden af ligger en meget større forretning, og da vi går videre, ser vi den ene glasbutik efter den anden.

Her er rift om kunderne. Vi følger skiltene mod centrum og får os en cola i skyggen ved en kanal. I køkkenet renses blåmuslinger, og toilettet er af skræve-slagsen: de meget lavtskyllende uden bræt. Pyh, hvor er der varmt!

Muranos glasmuseum

Glasmuseet ligger ikke så langt væk, så vi trodser middagsheden og kommer igen gratis ind på vores Venicecard. Her er udstillet glaskunst gennem tiderne, og det er imponerende. Især lysekronerne tager pusten fra én: man skal have mindst 6 meter til loftet for at huse sådan et monster.

Vi tager gispende båden tilbage, skifter ved Ferrovia og hopper af ved San Tomà, hvorfra der ikke er langt til sandwich-bixen. Vi får os et par toast og noget af det gode vand med brus.

Klokken er ca. 13, og det myldrer ind med lokale, der skal have en bid i frokostpausen. Før siestaen snupper vi dog en espresso i den gode airconditionerede lokal-bar, som ligger i gyden ned mod vaporetto-stoppet San Silvestro. Skønt kun 20 meter fra turisternes pilgrimsvej kommer der stort set kun lokale her; betjeningen er hurtig, venlig og gesvindt, og så er priserne uhyre rimelige.

På besøg i skakklubben

Efter siestaen tager vi igen til Ferrovia, stoppestedet ved banegården. Vi skal besøge skakklubben, som er opkaldt efter en nu afdød skakspiller med det for Venedig så passende navn "Esteban Canal".

Båden er propfuld, og det er kvælende varmt. En japansk kvinde står lige ved siden af, og hendes mobiltelefoner ringer uafbrudt; hun taler japansk med den røde og italiensk med den perlegrå.

Min rene skjorte er strygetør, da vi stiger af. Vi går som instrueret op ad Calle Misericordia og til højre efter Pensione Villa Rosa. Kort efter er der et lille torv, hvor klubben har egne lokaler i et nyere boligkvarter.

Formanden, Antonio, kommer ikke længe efter og byder hjerteligt velkommen. Antonio er en livlig man i tresserne og spilder ikke tiden, men kaster sig straks ud i at fortælle om klubben og de historiske billeder på væggene, og snart er han igang med at trække bøger og blade ud af reolen.

Hans juniores ankommer; tre drenge i 12-14 års alderen og en enkelt pige. Et af pigens partier skal gennemgås på demonstrationsbrættet. Det er et indviklet siciliansk parti, hvor hun med de sorte brikker styrer dygtigt uden om hvids tvivlsomme forsøg på at komplicere, og efter ca. 20 træk har hun klar fordel med fint placerede brikker, mens de hvide officerer står akavet og ukoordinerede for at dække svaghederne i egen lejr.

I den situation begår hun den fejl at bytte officerer af i stedet for at opretholde trykket og drage fordel af sine officerers bedre stilling og større mobilitet. Slutspillet er dog stadig fordelagtigt, men hun har velsagtens været nervøs, for i en stilling, hvor hun burde have fortsat, tager hun mod remis.

Alt dette påpeger og forklarer Antonio fint, men jeg synes alligevel han er lige vel enstrenget i sin kritik, så jeg bryder ind og roser et særligt fint træk tidligere i spillet og siger, som sandt er, at det var rigtig godt spillet.

Antonio demonstrerer derefter et parti mellem Karpov og Ribli. Karpovs spil er virtuost og meget lærerigt, men det er så underholdende som at se en rentier klippe kuponer, og det glæder mig, da der dukker en "maestro" op, som Antonio straks præsenterer mig for og sparrer mig med.

Vi går ind i det tilstødende lokale og spiller lynskak. Armando, som han vistnok hedder, spiller udmærket og aggressivt, men han er sikkert træt efter dagens arbejde, for jeg vinder forholdsvis let tre partier, mens ét bliver remis.

Jeg får ondt af Helle, der stadig lider under demonstrationen af Karpovs akupunktur-skak, så vi bryder op og vinker farvel til Antonio. Han afbryder straks undervisningen for at tage afsked. Han vil meget gerne vise mig sit bibliotek hjemme, eller vi kan mødes i klubben igen, eller han kan vise os rundt, eller... Han er næsten ikke til at stoppe, men vi aftaler, at jeg ringer til ham i morgen.

Aften på Il Giardinetto

Ved Rialtobroen

Klokken er omtrent halv otte, og frem for at søge lykken enes vi om at søge tilbage til Il Giardinetto, hvor vi spiste i går. Vaporetto nr. 82 er en hurtigrute, der stopper ved San Tomà, så den hopper vi på. Hvorfor den på denne tur ikke sejler længere end Rialto, går ikke op for os, men vi må stå af og gå resten af vejen. Heldigvis er det ikke så langt, og heldigvis kan vi også i aften få et bord udenfor ved kanalen.

Helle får gnocchi med fire slags ost, og jeg får tagliatelli med friske svampe. Til hovedret en smørmør og meget velsmagende entrecote med salat og frites. Hertil en glimrende Bardolino og undulaternes hyggekvidder. Vi snakker om måske at nyde en udendørs et sted, men trætheden melder sig, og vi går direkte hjem.