Guggenheim museet

I dag er Helle først oppe, og vi er ved morgenmaden lidt over otte. Der synes at være nye gæster hver dag. De fleste er her kun 1-3 dage, og det er jo til at følge med i, når der ikke er mere end 7-8 værelser.

Jeg ringer til Antonio som aftalt, og min bekymring om hvordan, hvorledes og hvor meget forsvinder. Antonio har en klar plan: vi skal besøge ham hjemme, så vi kan se hans og unionens bibliotek, og derefter kan vi tage i skakklubben eller se på kvarteret, som han ved en masse om.

Vi aftaler en tid mellem kl. 17 og 17.30, og han forklarer, hvordan vi finder stedet, som er lige ved Ca' d'Oro, et af de berømte pallazoer langs Canal Grande, hvor der også er et vaporetto-stop.

Jeg foreslår Helle et besøg på Guggenheim museet, som skulle have en imponerende samling af moderne kunst - Picasso, Ernst og den slags, som Peggy Guggenheim smykkede sit venetianske hjem med i kampen mod kapitalens vokseværk.

Smukke huse nær Guggenheim museet

Vi tager vaporettoen til Salute og spadserer derfra. Der er ikke langt til museet, og vi er fremme 20 minutter før det åbner kl. 10. Der er allerede ca. 35 grader i solen, så vi følger skyggen i vor søgen efter en bar, hvor vi kan slå tiden ihjel med en espresso.

Vor søgen bliver ikke lang, og baren har aircondition. En kaffe indtaget ved disken koster 80 cent, og det er billigt, men en lille kop espresso holder ikke evigt, og udenfor finder vi en skyggefuld bænk, hvor ventetiden fordrives med at betragte nogle mænd, der mosler med et nyt stort køleskab til baren, vi lige har besøgt.

Guggenheim museet er flot og behageligt airconditioneret; men den abstrakte kunst lærer vi heller ikke denne gang at holde af. Nogle få billeder tiltaler os, ment skønt malt af de ypperste på kunstens abstrakte firmament er det meste intetsigende for os, der har fået en dårlig opdragelse. Skamløst er vi mere fascinerede af de skønne terrazzo-gulve med marmor i forskellige kulører og mønstre med indlagt perlemor.

Jeg er dog imponeret af skulpturen "Byens engel", L'Angelo della Città, som står øverst på terrassen ud mod Canal Grande: en hest bærer en person, som strækker armene ud, og da en anden legemsdel strutter lidet abstrakt, forestiller det med sikkerhed en hankønsengel.

L'angelo della città Vaporetto ved Ponte d'Accademia Canal Grande ved Ponte d'Accademia
Klik for større billede

Vi forlader Peggys palazzo og krydser Canal Grande ved Ponte d'Accademia. Ad mange små gyder og kroge med indlagt forfriskning når vi hovedstrøget mod Rialto.

I en af de utallige u(d)nytteforretninger på vejen finder Helle et halssmykke i Muranoglas; det har gyldne farver og er bladformet og er triumferende meget billigere end tilsvarende smykker i tilsvarende butikker.

På San Polo-siden af Rialtobroen fortsætter vi indkøbene med en livrem, en børnebog til italiensk-studierne og et Pace-flag, som Helle har ønsket sig, siden vi så dem for første gang i Rom 2001.

Pace betyder fred, og hernede hænger Pace-flag alle vegne i vinduer og fra altaner - den italienske fredsbevægelse er stærk. På den gode lokalbar i gyden til vaporetto-stoppet får vi en sandwich, hvorpå det er hjem til tiltrængt siesta-pace.

Vi besøger Antonio

Ved 16.30 tiden tager vi af sted, men før vi går til vaporettoen, tager vi os en is. Italiensk is er og bliver noget ganske særligt, og da den adstadige etter kommer forbi hvert 10. minut, skal man ikke hænge i en klokkestreng.

Vi tager de to stop til Ca' d'Oro og går som instrueret op til Strada Nova, hvor vi drejer til venstre. Efter ca. 50 meter skulle der være en lille plads med to terrasser og en fontæne. Fra balkonen skulle hænge et Pace-flag.

Der er ganske rigtigt en lille plads, og vandposten kan vel med god vilje beskrives som en "fountain", men der hænger Pace-flag overalt.

Heldigvis har jeg også fået husnummeret, og det er slet ikke på pladsen, men over for. I første sals højde er der en blomstrende tagterrasse, hvorfra der hænger et Pace-flag, og på smedejernslågen står Antonios navn. Bingo!

Lågen er åben, så vi går frem til døren og stemmer klokken. På første sal stikker Antonio hovedet ud og vinker, og døren åbner med en lydelig summen. I vindfanget indenfor står et par rullestole, og en trappe med rullestols-skinne fører op. Væggene er rå mursten.

Antonio tager imod på første sal og leder os gennem en højloftet stue ind i arbejdsværelset, der er tapetseret med reoler. Her er masser af skakbøger (og andre bøger, som ikke er om skak), og han fortæller ivrigt, mens han trækker bog efter bog frem.

I et trefløjet bogskab med nopret grønt glas i lågerne findes skattene. Her er bl.a. gamle turneringsbøger, og det ypperligste er skakbøger fra det 17. og 18. århundrede.

Munden står ikke på Antonio, bortset fra en stund hvor han må forlade os for at hjælpe konen op af sengen. Mens han er væk finder jeg den indbundne årgang af det italienske skakblad fra 1927.

Jeg mangler to partier fra Danmarks match mod Italien ved skakolympiaden i London samme år, og måske er der noget her. Desværre nej. Der er ganske vist ét parti i bladet, men det er kendt, og de manglende partier er nok tabt for evigt.

Rullestolene for foden af trappen er Cristinas. Hun ruller ind i arbejdsværelset og hilser på. Vil vi have kaffe, vand, vin eller...? Vi enes om kaffe, og Cristina ruller ud.

Antonio fortsætter ivrigt med at fortælle historier om skak og historie og bøger, men må ind imellem løbe midt i en sætning for at hjælpe til med kaffen, der serveres i stuen.

Her er højt (5 meter?) til loftet, som er dækket af mørkt udskåret træ og svære bjælker, og trods varmen udenfor og de åbne vinduer er her forunderligt svalt.

Fra stuen ser vi ned i en frodig have, som slutter ved Canal Grande, og havemuren til venstre er Ca' d'Oro. Det ringer på døren, og vi hilser på mor og tante, men de skal vist bare aflevere noget og smutter med det samme.

Efter kaffen fortsætter vi, hvor vi slap, i biblioteket, hvor der foruden bøger om skak er megen litteratur om matematik, fysik og mere filosofiske materier. Antonio er pensioneret matematiklærer (siden september 2003) og er lidt distræt i al sin ivrighed.

"What can I show you? What can I show you?" gentager han, og dynger bøger op på skrivebordet, mens han fortæller om deres historie, og om hvordan de er kommet i hans besiddelse eller varetægt. Ind imellem redder jeg diskret de nederste i dyngen fra eftertidens byrde og lægger dem til side.

På et tidspunkt ringer svigersønnen. Vi går ind og sludrer med Cristina, og da Antonio er færdig med sin telefonsamtale, tager vi afsked. Antonio følger med, eller rettere: vi følger med Antonio, der først viser os, at der også i "kælderen" (stueetagens pulterum) er kassevis af skakbøger.

Antonio viser rundt i Cannaregio

Antonio futter vitalt af sted og fortæller vidt og bredt. Vi ser huset lige om hjørnet, hvor han blev født i 1942, men snart mister vi orienteringen i denne labyrint af krogede gyder. Der er ingen ende på Antonios pudseløjerlige historier, og lige om hjørnet er der altid en spændende ting mere; hvis vi altså har tid?

Gulvmosaik på hospitalet

Selvfølgelig har vi tid - dette er guld, og Antonio er en god fortæller. Vi ser bl.a. Scuola Grande di San Marco, hvor Antonio frejdigt fører os ind på hospitalets område.

"Her kommer aldrig turister", siger han, "men inspektøren er skakspiller, så det er i orden med os!"

Når man betænker, at hospitalet er flere hundrede år gammelt, fra før beton blev genopfundet, er det et imponerende bygningsværk: stort, arkitektonisk imposant, med flotte gulvmosaikker og en fredelig have omkranset af søjlegang.

Helle prøver at gøre sig venner med en hospitalsmis i haven, og Antonio fortæller med et grin, at Venedigs katte aldrig fanger rotter, men at rotterne holder sig væk, når der er kat. Måske det er derfor, de aldrig fanger nogle.

Vi går videre på kryds og tværs mod Rialto, og Antonio hilser ofte på folk, han kender. Mange er tidligere elever, og mindst to gange er det en skakspiller, og jeg præsenteres som "un maestro danese" og må pænt give hånd.

Rialto, hvor det moderne bankvæsen blev født

Antonio følger os over Rialto-broen og går ind på pladsen foran byens ældste kirke, hvor han fortæller, at det var lige netop her, det moderne bankvæsen blev født; i Venedigs storhedstid kunne en anvisning bringes med kurér til Istanbul på 7 dage.

På dette sted, som Chase Manhattan, Egnsbank Nord og mange andre skylder taknemmelighed, tager vi hjertelig afsked med Antonio, der lige når at fange en traghetto over Canal Grande og således sparer 20 minutters spadseretur.

Vil du gerne prøve at sejle i gondol, kan du for en halv euro blive fragtet over Canal Grande. En tur i turistgondolerne derimod er en meget dyr fornøjelse.

Vi er godt møre og snupper en turistmenu på La Spada, som er meget tæt på hotellet. Maden er anstændig, men fortjener ikke uddybende beskrivelse.

Vi er ikke de eneste, som får turistmenu: lokale myg mæsker sig på Helles ankler og opdages for sent. Jeg bliver også stukket et par gange, men er i modsætning til Helle nærmest immun, og får hverken plamager eller kløe.

Vi får en godnatøl på Osteria Vivaldi lige overfor, og så er det ellers i seng - det har været en lang dag.