På strejftog i Cannareggio og Castello

Vågner sidste gang 8.10; vi er en time senere på den end normalt. Der er igen nye gæster ved morgenbordet, eller også er det fordi, vi kommer senere.

Vi har lyst til at udforske kvarteret, som Antonio introducerede os til i går, og tager vaporettoen til Ca' d'Oro. Der er lidt overskyet, og vejret er væsentligt mere spadserevenligt (= køligere) end tidligere dage.

Vi strejfer om og prøver at holde en sydlig retning mod San Marco, men den bliver åbenbart mere østlig, for pludselig er vi ved Fondaco Nuove og kan se over til kirkegården og Murano. Solen er ved at få magt over skyerne, temperaturen stiger dramatisk og gør skyggen magnetisk.

Kirketårn med 24-timers ur

Vi følger kajen et stykke og dykker så ind i labyrinten igen. Kvarteret får mere og mere lokalt præg, og efter nogen søgen på kortet går det op for os, at vi er i hjertet af bydelen Castello.

Her er kun få eller ingen turister, men til gengæld er der masser af små nytteforretninger og lokalliv: vasketøj på snor, grønthandlere med varer i farvestrålende pyramider, fiskehandlere, slagtere, købmænd, en sutsko-forretning og så selvfølgelig baren på hvert tredje gadehjørne.

Her dropper man ind og får en kaffe eller noget stærkere samt en sludder med naboerne, hvis man da ikke sludrer udenfor, og den lille pige stormer ind med mønt i knyttet hånd og skal have en is. Toilettet er af den lave skræve-slags, men rent og pænt.

Med hjælp af kortet finder vi via Campo Bandiere e Moro ud til vandet og kajen øst for Markuspladsen. På det sidste stykke dukker der igen u(d)nyttebutikker op, og Helle køber endnu nogle smykker i Muranoglas.

Herfra er der ikke langt til Markuspladsens vrimmel, hvor vi tager etteren til San Tomà for at udse os et spisested til i aften. I Calle dei Preti Corsera finder vi et spisested, som har et lovende spisekort, og så har de borde udenfor.

Scuola Grande di San Rocco

Vi går lidt længere op og krydser kanalen, Rio della Frescada, og står pludselig udenfor Scuola Grande di San Rocco. Tintoretto brugte 23 år af sit liv på at udsmykke denne bygning, og vi går ind for at se, om han udnyttede tiden. Vore VeniceCard giver ingen rabat.

Billet til Scuola Grande di San Rocco

Tintoretto var i sandhed en flittig mand. Overalt er vægge og lofter rigt udsmykket med store malerier af bibelske motiver. På førstesalen ligger der spejle, så man kan studere loftet uden at få hold i nakken.

Det gør så overvældende et indtryk, at folk går stille rundt og kun hvisker, hvis de skal sige noget. Men det er ikke kun de store malerier, der imponerer - hele salen rundt er det nederste par meter af væggene dækket af rigt udskårne træpaneler, og gulvets marmormosaik er ypperlig. Vi bliver ikke og studerer detaljer, men indsuger helhedsindtrykket og går.

På en nærliggende bar får vi os en velsmagende toast (foccacio genovese, brød med skinke ost og tomat), et glas vand og i dagens anledning også et glas hvidvin. Herfra er der ikke langt hjem.

I receptionen står et par orientalere, formentlig japanere, med en bunke bagage, og portieren snakker i telefon med et andet hotel og fortæller orientalerne, at de der kan få et værelse til 200 €.

Foran hende ligger en udprintet voucher, som ligner den, vi havde med, og det er da ikke godt, hvis der er gået kage i Internet-reservationen, når nu staklerne endelig har fundet frem til hotellet!

Spritz nær Campo San Tòma

Ved firetiden går jeg en tur og får en kop kaffe. Der er stadig temmelig varmt. Jeg vender næsen hjem igen, og ved 6-tiden er vi trukket i det noble og går ud for at få en aperitif.

Den indtages på en fortovscafé på den lille plads før Campo San Tomà. I dag vil vi smage den spritz, som så mange får: hvidvin med Campari eller Aperol, mineralvand med brus og en stor oliven. Den smager såmænd udmærket og er dejligt læskende.

Ved nabobordet sidder to amerikanske mænd i nær tres-årsalderen og drikker hvidvin, og kort efter får de selskab af en chik pige med en diminutiv hund af racen papillon.

Den ene fyr er lille og tæt og tavs, mens den anden er bralrende boheme: bare tæer i sandaler, stråhat og storblomstret skjorte udenpå de sjaskede lærredsbukser. Han kommenterer gerne alt og alle og spiller klovn med rosen-allergi, da en af de mange blomstersælgere prøver sin lykke.

Ovenpå denne stunt spørger pigen os, om vi er englændere, fordi "you kept a stiff upper lip". Det falder hende åbenbart ikke ind, at vi ikke finder fyren morsom, men hun er nu meget sød, fodrer hunden med peanuts, som den må bide over, og fortæller, at den lille tætte tavse fyr er en berømt maler, og at hans kone har et galleri. Jaså.

Venedigs værste restaurant?

Vi går hen til den restaurant, vi udså os tidligere på dagen. Det med bord udenfor er rart; ikke kun pga. vejret men også fordi jeg så kan ryge. Lige overfor ligger en stor officiel bygning - en slags indenrigsministerium og brandstation i ét.

Helle bestiller spaghetti carbonara og grillet søtunge, mens jeg afgiver ordre på grøntsagssuppe og kalvekotelet. Som tilbehør til hovedretten bestiller vi årstidens grøntsager. Kompromis-vinen mellem søtunge og kalvekotelet bliver en Bardolino rosé.

Tre blomstersælgere kommer inden for tre minutter. Som i Rom ligner de tamiler, og blomsterne er også her langstilkede roser. Er det mon et kartel?

Grissini og sejt brød ankommer samtidig med forretten, så vi ikke forsluger os i ventetiden. Helle foretrækker Il Giardinettos spaghetti carbonara, fordi den er lavet med parmesan, og min grøntsagssuppe er helt klart dybfrost. En bouillon med smagløse svampede grøntsager helt uden frisklavet aroma. Et drys frysetørret persille giver et grønt falsk skær af friskhed.

Søtungen er udmærket tilberedt, men smagløs. Kalvekoteletten er tynd og tør og heldigvis på max 100 gram netto. Årstidens grøntsager er 3 skiver aubergine, 2 små skiver squash og 1 skive gul peber - grillede og tørre.

Eneste lyspunkt er vinen til 18,2 €. I alt slipper vi godt 72 € for denne katastrofe, som fuldt og helt lever op til mundheldet om, at "a Venezia si spende tanto e si mangia male" - i Venedig betaler man meget og spiser dårligt.

Damen gjorde klogt i ikke at spørge, om det var godt.

Vino rosso di Cabinet

Osteria Vivaldi ligger lige på hjørnet af Calle del Forno, 50 meter fra hotellet - der skal skylles! Vi får et glas af husets hvidvin og dernæst et glas rød Valpolicella.

Bartenderen anretter smukke tallerkner til de spisende gæster, og det ser indbydende ud. Her kunne vi godt finde på at spise en dag, om end lysten ikke er stor til klipfisk kogt i mælk.

Bartenderens mimik og kropssprog fortæller som en åben bog om hans humør, og vi ser på klods hold humøret styrtdykke, da der skal skrives en regning, og han ikke kan finde bestillingssedlen, og hans lettelse, da den sammenkrøllede seddel findes i affaldsspanden.

Fadet med husets røde løber tomt, og tjeneren beder os rykke lidt, så han kan få placeret en ny ballon i skænken på vores side af baren. Han mosler noget med at få den og siden skænken på plads, før der igen kan lokkes noget ud af hanen.

Vi slutter af med et glas Nobile di Montepulciano, en vin der vil noget, og da vi får regningen, er hvidvinen på huset. Måske den trætte bartender fandt fornøjelse i min bemærkning om, at husets skjulte rødvin bestemt måtte være en "Cabinet".

En regnbyge har passeret, og nogle få dråber nåede gydens bund, men i det fjerne ser vi lyn på himlen.