Udflugt til Burano og Torcello

Vækkeuret ringer som bestilt klokken 7. Vi har planlagt tur til øerne Torcello og måske Burano. Vi er lidt bekymrede for vejret; det har regnet hele natten med torden ind imellem. Men regnen er stoppet, og det friske gråvejr kan jo ligefrem være at foretrække for høj sol, når man skal på tur.

Vi iklæder os jakkerne for første gang og snupper etteren til rutebilstationen, Piazzale Roma, hvor vi straks skifter til 41'eren, der transporterer os til Fondaco Nuove. Her venter færgen til Burano/Torcello.

Jeg spø'r kaptajnen, der får sig en smøg, mens han venter, om færgen går til Torcello: "Va a Torcello?" og han svarer "Si", så den er god nok.

Burano

Men den sejler ikke til Torcello! Fra Burano går den til Treporti, og da jeg spørger til Torcello, får jeg at vide, at vi skulle have skiftet på Burano. Sådan noget ved man altså bare!

Vi føler ikke trang til at udforske Treporti og tager turen retur til Burano, hvor vi strejfer om i 1½ time. Husene her er små, velholdte og malt i stærke farver. Øens specialitet er (eller rettere var) kniplingebroderi, som også i dag faldbydes til svimlende priser i de mange småbutikker.

Burano Stokroser på Burano Kulørte huse på Burano
Klik for større billede

Buranos skæve kirketårn

Der er mange lokale på gaden. Klokkerne i det skæve kirketårn ringer, så der har nok lige været messe. Vi ser kniplinge-museet, som er indrettet i en nu nedlagt kniplinge-skole.

Også her kommer vi ind på vores Venicecard. Her er udstillet nye og især gamle prøver på kunsthåndværket: bordskånere, alterduge, kjoler og kraver; alt i komplicerede mønstre, og hvor må det tage lang tid at lave.

Vi finder med vanlig tæft en bar, som betjener de lokale, og får os en velsmagende sandwich, espresso og vand mens der snakkes og skæmtes ved bardisken. Derpå glider vi ned på en bænk ved havnen og venter et kvarters tid, til færgen mod Torcello afgår. Det er en mindre båd, og turen er kort.

Torcello

Fra kajen på Torcello er der ca. 10 minutters gang til kirken og de få huse, som i dag er tilbage på Torcello. Ifølge guidebogen bor der mindre end 80 sjæle på øen, som i sin storhedstid fra det 7. til det 13. århundrede havde omkring 20.000 indbyggere og et bispesæde. Malaria-epidemier og rivalisering med Venedig lagde langsomt stedet øde.

Havelygte på Torcello

Man kan ikke fare vild, for stien med rød asfalt har hegn på begge sider, så ingen forvilder sig ud i det vildtvoksende krat i søgen efter ruinerne af de 100 kirker, der skulle have været engang.

Vi passerer en have, hvor der overraskende står en gammeldags lygtepæl. Langs vejen er et par trattorier samt en fancy Cipriani restaurant, hvor man iflg. guidebogen kan spise for 80-100 € pr. snude, hvis man vælger en ordinær vin. Vi når frem til den gamle kirke fra 783 og går lidt rundt.

Jeg tager et billede af Attilas trone. Hunnerkongen Attila hærgede faktisk på fastlandet i det 5. århundrede, men har næppe nogensinde siddet i denne ukomfortable stol af sten. Der vokser mange johannesbrødtræer, og der ligger tørre frugter på jorden.

Vi går ind på museet, og jeg stikker mit VeniceCard til den unge mand ved billetbordet. Han har tydeligvis ikke set sådan et før og studerer nøje kortets påtegninger fra andre museer og spørger så: "E a tutti musei?" ("Er det til alle museer?").

Faktisk aner jeg ikke, om kortet også giver adgang her, men svarer kækt og uden at blinke "Si", hvorpå han lukker os ind. Da vi kommer hjem, undersøger jeg sagen, og museet på Torcello er faktisk ikke på listen.

Bortset fra nogle gamle bøger i montrer er der nu heller ikke meget at falde i svime over, og museets arkæologiske afsnit er vist lukket, så vi drysser tilbage ad stien, hvor vi lejrer os udenfor Osteria al Ponte del Diavolo.

En venlig tjener, som for længst har passeret pensionsalderen, tager sig venligt af os og spilder hjemligt på dugen. Her er fredfyldt og grønt, og fuglene giver koncert.

Attilas trone Ponte del Diavolo
"Klik for større billede

14.45 skulle færgen bringe os retur, men den venter et par minutter over tid på en lille trind sortklædt pater, der straks sætter sig i en krog og trækker en meget hellig bog op af sin sorte taske. Fire drenge i 10-årsalderen er helt oppe at køre indtil en vred far svinger sin løse venstrehånd. Så bliver der ro.

Færgen fra Burano til Venedig er fyldt godt op, og først efter Murano får vi siddeplads. Der er faktisk to ledige pladser, men det er ved siden af en halvgammel bums, som løbende pimper af sin magnumflaske med hvidvin og snakker med luften omkring sig.

Vi skifter ved Fondaco Nuove, men mod forventning sejler vaporettoen ikke til Piazzale Roma, men i stedet den lange vej øst om og stopper ved San Marco efter ca. ½ times sejlads. Her skifter vi til etteren og er hjemme ved femtiden. Det har været en lang tur, men bestemt oplevelsen værd.

Helle har dagen lang været plaget af de myggestik, hun pådrog sig under turistmenuen i forgårs. De svulmer voldsomt op og giver blærer, som må punkteres, så der kommer sår.

Vi forkæles på Ristorante Il Giardinetto

Det er godt at hvile lidt efter dagens strabadser, og mellem 6 og 7 går vi ud. Det er stadig overskyet, men med klare øjeblikke. På fortovscafeen lige før Campo San Tomà får vi en aperitif.

Den irriterende amerikaner er her ikke i dag, eller også sidder han indenfor, for der er lidt køligt. Før vi går, er vi faktisk de eneste, der sidder ude.

Vi går hen på Il Giardinetto - vi har behov for tryghed efter gårsdagens middagsfiasko. Og så har jeg for resten set, at vi med vores Venicecard kan få 15% rabat. Det var vi ikke opmærksomme på de første to gange, vi besøgte stedet.

Det er for koldt at sidde ude, så vi søger kontakt indenfor. Seniortjeneren genkender os med et stort smil, slår ud med armen og siger, at vi kan sidde hvor som helst.

Indenfor er betjeningen overladt til en ungtjener, som er meget høflig, opmærksom og charmerende. Da vi bestiller fiske-risotto til forret, advarer han os, og siger at det vil tage op mod 30 minutter at tilberede den. Det er helt fint - så er den da frisk, og så kan vi nyde en aperitivo, mens vi venter.

Han foreslår straks et eller andet, som ender på "secco", og vi samtykker tillidsfuldt. Det er en let og liflig hvidvin med sart brus og et strejf af sødme.

Risottoen kommer efter 20-25 minutter, og den smager godt - rigtig godt. Til hovedretten bad jeg om en rødvin fra Veneto, og tjeneren foreslog straks en Cabernet Franca. Den er rigtig god: kraftig og med vidunderlig duft.

Helle får kalvefilet i Marsala-sauce, og jeg får (igen) Fegato alla Venezia: lever med polenta. Her er polentaen majsgul, ca. 1 cm tyk og fylder det halve af tallerkenen.

Tre midaldrende damer placeres ved nabobordet. Én skal have salat, en anden pizza. De bestiller med strenge og detaljerede instruktioner om, hvordan dette og hint skal sammensættes og tilberedes, og på den ene pizza må der absolut ikke være oregano.

Italienske og franske husmødre er sikkert de mest nådesløse restaurationsgæster i denne verden, og kun svigerdøtre har det værre end personalet.

Vi runder af med en espresso - dolce er der absolut ikke plads til - og mens vi nyder resten af vinen, ser vi noget af EM-åbningskampen mellem Frankrig og England. Jeg betaler med Visa, og da ungtjeneren kommer tilbage, spørger han ivrigt, om vi er fra Danmark (der står Danske Bank på kortet).

Det viser sig, at han har boet i København i 5 måneder, hvor han læste økonomi. "Jamen, så taler du vel dansk?", spørger jeg, men han husker kun "dak" og "skol".

Vi er meget mætte og kan kun klare en enkelt fadøl på Vivaldi, før vi vralter hjem. Helle så ikke afslutningen på fodboldkampen.