Rejsebeskrivelse fra en ferie i Venedig, juni 2004.

Syv dage i Venedig

Sideoversigt

  • 1. dag. Vi ankommer og udforsker nabolaget.
  • 2. dag. Markuspladsen og strejftog til Rialto og Lido.
  • 3. dag. Udflugt til øen Murano og besøg i den lokale skakklub.
  • 4. dag. Vi ser Guggenheim museet og besøger Antonio.
  • 5. dag. Strejftog i Cannareggio og Castello. Byens værste restaurant?
  • 6. dag. Udflugt til øerne Burano og Torcello.
  • 7. dag. Indkøb. Harry's Bar. Landskamp i fjendens lejr. En hysterisk kvinde.

Tirsdag den 8. juni går turen på ferie til Venedig. Vejret er helt klart over Alperne, før vi dykker ned og lander i Marco Polo lufthavnen ved 13.30-tiden.

Canal Grande set fra Rialtobroen
Klik for større foto

Bagagen kommer hurtigt, og det tager heller ikke lang tid at finde Alilaguna-kontoret, hvor vi skal afhente det VeniceCard, vi har købt over nettet. Et VeniceCard giver bl.a. ubegrænset adgang til at køre/sejle med ACTV, det lokale busselskab.

Lige udenfor holder ACTV-bus nr. 5, som bringer os fra fastlandet til Piazzale Roma i Venedig. Her spør' jeg en medpassager om vej til Vaporetto nr. 1, vandbussen, som holder ved alle stoppesteder langs Canal Grande, der som et spejlvendt S gennemskærer byen.

I Venedig er der ingen biler eller cykler, og du må enten gå eller sejle. Efter 20 minutters sejltur hopper vi af ved San Silvestro, det første stop efter Rialto. Alt går i olie.

I Venedigs hjerte

Vi er i Venedigs hjerte, i bydelen San Polo, og til hotellet skulle der være ca. 5 minutters gang. De smalle og krinklede gyder giver straks et indtryk af byens labyrintiske karakter, men selvom hotellet, Ca' Arco Antica, ligger rigtig godt gemt, finder vi alligevel vej uden svinkeærinder - blot lidt tøven hist og her.

Gelænder på hotellet
Ca' Arco Antica

Portieren på dette mini-hotel med 7-8 værelser taler glimrende engelsk. Vi er ventet, og check-in er hurtigt overstået.

Huset er gammelt og værelset lille, men det er charmerende med bjælker i loftet, terrazzogulv, gyldent stoftapet og et nydeligt badeværelse.

Værelserne har ikke numre, men i stedet navne efter berømte venetianere. Vores hedder Tiepolo efter en maler født i 1696. Gelænderet langs trappen til værelserne på 1. sal er noget for sig.

Klokken er nu 16, og alt er gået glat. Portieren beskriver vejen til den nærmeste pengeautomat 50 meter borte på et lille torv. Nogle Euro rigere finder vi en fortovsrestaurant og får os en tiltrængt forfriskning efter rejsen.

På det lille torv sidder en mand og spiller klassisk guitar. Vi får bl.a. stykker af Robert de Visé og Bach, som jeg har øvet og øvet, men aldrig mestret til egen tilfredshed. I ny og næ spiller han mere romantiske numre, men interessant nok lefler han ikke for det iørefaldende.

Hunde på Campo San Tomà

Vi sonderer kvarteret, hvor der er masser af unyttige butikker med turister som eneste kundegruppe, og hvis jeg ikke presser på, falder Helles hastighed til under 500 meter i timen.

Det er en af hovedruterne til Rialto, og under vores ophold i Venedig lærer vi snart, at jo flere nyttebutikker med dagligvarer, desto længere er man væk fra turiststrøgene, hvor u(d)nyttebutikker dominerer med alt deres tingeltangel, som enhver kan undvære.

Aftensmad på La Patatina

Vi udser os et lille osteria, La Patatina ved Ponte San Polo, hvor spisekortet i vinduet indeholder attraktivt få engelske gloser, og går derefter hjem for at hvile lidt. Vi skifter til noget mere nobelt og går ud allerede lidt over seks. Der er kun 5 minutters gang til La Patatina, der er ved at åbne.

Vi er de første gæster, og det er faktisk lidt tidligt at spise på disse kanter, men vi har ikke fået noget ordentligt hele dagen - gummibollen i flyet tæller ikke rigtigt.

Helle bestiller fiskesuppe til forret og baccala (klipfisk) med polenta som secondo, hovedret. Jeg bestiller parpadelle med scampi og svampe og som secondo Fegato alla Venezia, lever med polenta. Hertil husets hvide.

Brød og nogle gode grissinni kommer straks, men forretten serveres ikke før ca. 19.15. Køkkenpersonalet er med garanti først mødt kl. 19. To unge piger serverer, og tjenerforklædet er bundet lavt om hofterne, hvor det ikke gør megen nytte, men hvor det ikke skjuler striben med bart maveskind under den stumpede T-shirt.

De fleste spisende gæster er turister, men der kommer mange lokale forbi, som lige skal have en forfriskning ved baren og måske en snack. Maden er OK, men vi falder ikke i svime.

Helles klipfisk er kogt med mælk, smager ikke af fisk og er lidt vammel. Min venetianske lever i løg- og vinsauce er glimrende, men den hvide polenta (majsgrød), som lige har fået en tur på panden, er der ikke meget grin ved.

Jeg bestiller kaffe: "Due espressi, per favore!", og undrer mig noget over flertalsendelsen i den lokale dialekt, da pigebarnet gentager ordren med noget, der lyder som "spressa". Opklaringen kommer med to orangefarvede drinks: spritza, som er hvidvin med Campari og brus. Vi får dog vores espressi, og bliver bonnet for 54,50 - ikke dyrt.

Aftenstemning og sensoraktiveret lokumslys

I den fløjlsbløde aften slentrer vi hen på Campo San Polo i håbet om en udendørs ting, men der serveres kun inde. Formentlig gælder en lokal regel for at sikre nattero.

Øllet er rødt og sødt som hvidtøl og ikke særligt forfriskende. Der svinges mange pizzaer over disken, og som på La Patatina har pigerne valgt at eksponere maveskindet fremfor at drage nytte af forklædet.

Jeg finder toilettet - det skal jo til. Lyset tænder automatisk, da jeg træder ind; der må være bevægelses-sensor. Jeg låser døren, slår brættet op, og tager omhyggeligt sigte.

Enhver mand ved, at man i den situation bedst holder kroppen i ro; men lige før take-off, går lyset ud. Det var som..! Jeg må slippe grebet og vifte med armene for at reaktivere sensor og lys, og dette gentager sig et par gange, før jeg med held forretter mit ærinde under visuel kontrol. Jeg kunne selvfølgelig have sat mig ned, men nu blev det jo til en stående udfordring…

Gennem de stille gader slentrer vi hen om Rialtomarkedets tilskoddede boder. Her summer det af liv om dagen, men nu er alt roligt. Vi går ned til Canal Grande, hvor lysene spejler sig i vandet, og finder så hjem i seng.