Sven Nielsens erindringer afsnit 4

Vi emigrerer til Canada

Vores datter Eva

I 1948 fik vi en datter, Eva, og 3 år senere besluttede vi os for at emigrere et eller andet sted hen, dels af eventyrlyst og også fordi vejret i Danmark er meget blæsende og ubehageligt det meste af tiden - det er for langt mod nord.

Vi havde muligheden for at tage til Australien, men det var for langt væk, ifald vi ikke brød os om det, så vi tog til Canada den 15. november. Solgte alt hvad vi ejede for at få penge til billetten og gik ombord på et italiensk skib.

På turen over oceanet kom vi igennem en storm. Kaptajnen sagde senere, at han ikke havde troet vi ville klare den, det var så slemt, at en mand sprang overbord og forsvandt i mørket. Alle var voldsomt søsyge, men efter to ugers rejse nåede vi endelig Halifax.

Mit immigration identifikationskort

Vi blev natten over, næste morgen med Greyhound bus hele dagen til Three Rivers i Quebec hvor vi fik at vide, at det var så langt vi kunne komme i dag, så vi overnattede igen. Næste morgen kørte vi hele dagen og natten og ankom endelig til Toronto om morgenen.

Vi kontaktede min ven Frode Suhr fra Danmark. Han havde lovet at skaffe os en lejlighed, men havde ikke løftet en finger. Han sagde, at det skulle vi ikke bekymre os om, vi kunne bo der i nat.

Det var jeg ikke meget for, så jeg gik ud for at finde et sted at bo, hvilket ikke var så let, i betragtning af at jeg ikke talte engelsk og ikke havde et job. Det lykkedes mig imidlertid at få et værelse med toilet på gangen og en vask og en kogeplade for 12 $ om ugen betalt forud, det ville svare til 1000 $ om måneden i dag.

Jeg får arbejde og lærer engelsk

Værktøjskasse

Nu måtte jeg se, om jeg kunne finde et arbejde; ikke nogen nem opgave eftersom ingen kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg læste jobannoncerne, idet jeg oversatte ord for ord med hjælp fra en ordbog, men uden en bil er det meget svært at komme omkring, når man ikke kender sporvognenes og bussernes ruter, men efter en uge fik jeg mig endelig et job som reparatør af elektriske tog hos "Mecano" på King St. West nr. 375.

Min bror Knud, som kom til Canada på samme tid, fik ikke et job før 3 måneder senere. Min løn var 72 cents i timen, det var ikke meget, men det var en begyndelse. Et glas øl kostede 10 cents dengang, hver uge bad jeg om lønforhøjelse og fik adskillige, indtil jeg havde fordoblet min løn til jublende 56 $ om ugen i april 1952.

Stedet, hvor jeg arbejdede, beskæftigede udelukkende unge mænd, de fleste mellem 18 og 22. Jeg lyttede bevidst til deres samtale og lærte et ord nu og da. Hvert og hvert andet ord var et "F" ord, men for mig var det engelsk, og jeg var fast besluttet på at lære det så hurtigt som muligt.

Om aftenen tog jeg et job som TV reparatør for en forretning. Jeg kan stadig huske, hvordan kunderne så på mig, når jeg talte mit "engelsk". Jeg troede jeg klarede mig fint.

En dag sagde en kunde til mig: "Hvad er der galt med apparatet?" og jeg svarede: "Det er fuld af lort", han sagde: "Vis mig det," og jeg sagde "det dur' ikke til en skid". Han rystede på hovedet og gav op.

Jeg fik 1 $ pr. apparat, hvad enten jeg bragte det til forretningen eller reparerede det på stedet, hvilket jeg normalt gjorde - som regel var det bare et rør, der skulle skiftes.

Min første køretime og bil

Bil i sne og is

Der var 7 km til arbejde. Uheldigvis var der en strejke en del af vinteren 1952, hvilket betød at jeg måtte spadsere til arbejde. I februar det år faldt temperaturen til -20 grader celsius, og jeg havde intet varmt tøj, så jeg var frossen, før jeg nåede arbejdspladsen.

I april syntes jeg, at jeg kunne nok engelsk til at søge om en stilling hos "Philips Electronics". Begyndelseslønnen var 3000 $ om året. I ingeniør-afdelingen arbejdede jeg i et team med at udvikle en ny type radiosender til canadiske tanks, det var ret interessant.

Ved den tid besluttede jeg, at vi behøvede en bil, så jeg købte en gammel Morris Oxford. Det var en engelsk bil og ikke særlig pålidelig, men det var cool endelig at have "wheels".

Før det fik jeg tilbudt en gammel V8 bil. Fyren gav mig nøglerne, så jeg kunne tage ud og prøve den. Batteriet var fladt, og Steve Matheson hjalp mig med at få den startet.

Jeg havde ikke kørekort på det tidspunkt, han sagde bare hold speederen så langt i bund, du kan, og så ville han skubbe mig med sin Oldsmobile, men under ingen omstændigheder måtte jeg bremse, mens han skubbede.

Det var en smal vej, og bilen kørte hurtigere og hurtigere, så jeg blev bange og kiggede i bakspejlet, og da jeg krydsede Bloor St. med 70 km i timen, var han ude af syne, så jeg kunne endelig sætte farten ned.

Jeg forstod ikke, at bilen havde startet, og at jeg kørte for fuld pedal. Jeg var heldig, der ikke skete noget, og jeg fik lidt praktisk køreerfaring - meget få mennesker kører deres første køretime med den fart.

Min første bil, en Morris Oxford

I sommeren 1952 tog vi til Balm Beach ved Georgian bay og nød solen og vandet. Dengang var det almindeligt at køre bilerne ud i vandet og vaske dem, så jeg ville også vaske min.

Jeg kørte lidt længere ud og svømmede rundt og vaskede den, men tidevandet steg, og bilen sank langsomt dybere og dybere. Da jeg prøvede at køre tilbage, sank den bare endnu mere. Jeg bad nogle om at hjælpe, og 12 personer tog fat i bilen.

De kunne sagtens have trukket den ind, men prøvede ikke ret hårdt. En af dem sagde: "Det nytter ikke, den vil synke helt, du får brug for en kranvogn". Det gjorde mig ikke særligt glad, så jeg gik en tur og samlede nogle gamle brædder og fik vognen hevet op et hjul af gangen hvilende på brædderne. Batteriet var ved at være fladt, så jeg brugte håndsvingog fik det endelig i gang og kørte ind på stranden, meget lettet.

Til Balm Beach Balm Beach ved Georgian Bay Matthiesen ved Balm Beach

Jeg laver et TV

Tonny og fjernsynet

Mod slutningen af 1952 ville vi gerne have et TV apparat, men det var umuligt for os at betale, så jeg begyndte at samle kasserede dele fra affaldsspande på fabrikken. De producerede TV på den tid, så jeg fik alle de defekte dele, et billedrør og et TV kabinet fra medarbejderforretningen og samlede det hele. Nu havde jeg et TV apparat, hvor alle dele var defekte, og det kunne sandsynligvis have klaret Guinness Rekordbog, og det tog mig lang tid at få det til at virke, men til slut havde vi et smukt sort/hvid billede og et par kaninøre-antenner. Vi brugte det i årevis og solgte det til sidst for 75 $, det svarede til 750 $ i dag.

Orkanen Hazel

Den 15. oktober 1954 blev vi ramt af orkanen Hazel. 81 mennesker blev dræbt den dag, det var den værste orkan som har ramt Canada nogensinde. Jeg var ved at flytte den aften, det var regnfuldt og meget blæsende, men det syntes ikke så slemt. Dagen efter tog jeg nogle billeder af ødelæggelserne, og det var virkelig slemt.

Ødelæggelse i sporet af Hazel Huse ødelagt af orkanen Uegnet til menneskelig beboelse

En dynge skrot smidt af Hazel Biler ødelagt af orkanen Ødelæggelse

En radioaktiv spøg

I vinteren 1954 ledte mange mennesker efter uran, Philips solgte geigertællere, og jeg havde en lille radioaktiv prøve, som jeg brugte til at kontrollere dem. Så dagen efter russernes første atombombe var sprængt, tænkte jeg at jeg ville lave lidt sjov med ingeniørafdelingen, jeg tog en lille kasse og fyldte den med sne, gemte så den lille radioaktive prøve på bunden, viste dem "strålingen" fra sneen og vendte tilbage til mit arbejde. Et par timer senere gik jeg hen til dem efter min prøve, og de så lamslåede på mig og sagde: "Vi ringede til vejr-afdelingen i lufthavnen", som derpå ringede til atomenergikommissionen, som havde sendt en konvoj af biler med specialudstyr til Toronto, og pressen var informeret og trykte overskrifter "Radioaktivt snefald i Ontario fra russisk atombombe". Direktøren for Philips havde en hård tid med at undskylde for min gavtyvestreg.