Solsorteungens skrig

Jeg sad på terrassen med den bærbare på skødet, da skriget lød – nærmest som en trillefløjte. Det blev solsorteungens sidste.

I foråret så solsortefar så flot ud i sin blanke smoking, men nu, efter flere kuld unger, ligner han en lazaron, så forpjusket er han.

En af ungerne hoppede rundt og pikkede i græsplænen i går. Den var næsten voksen. Det bredmundede var gået af den, og den havde flot, nyt tøj, der sad som støbt. Kun på issen strittede endnu lidt karsehår.

Tot forsøgte at snige sig ind på den i ly af æbletræet, jeg skulle lige til at komme ungen til undsætning, men så fløj den op i syrenen og skældte ud.

Tot sjoskede mjavende tilbage til sin stolehynde. Man kan høre, når han er ramt på stoltheden, eller hvad katte nu har på stolthedens plads.

Solsorteungen genoptog sin søgen efter føde, og jeg blev opslugt af computeren.

Så lød skriget som en trillefløjte. Jeg kiggede op, og på græsset ved siden af æbletræet sad en rovfugl med vingerne bredt ud foran sig.

Jeg rejste mig langsomt op for at se bedre, og rovfuglen drejede hovedet og så direkte på mig. Så lettede den, og i kløerne hang en slap klump.

Efter opslag tror jeg, at det var en spurvehøg. Det er en grum verden for fugleunger, men sådan er naturens orden. Meningsløst myrderi, er når vi mennesker folder os ud.

Som galningene i Irak der myrder løs for at skabe et kalifat, eller de amerikanske distancemordere der gør verden til et skydetelt. Vanvidslisten er lang.

Det var i går, solsorteungen skreg. I dag regner det, og solsortefar er ikke bare forpjusket, men også våd. Jeg tror, det var den sidste unge i dette kuld.

Posted in Småsnak | Tagged , | 10 Comments

Den nepalesiske indvoldsorm og tjalden i trommen

En bekendt har været døden nær af en tropesygdom, og det fik mig til at tænke på Herbert og den nepalesiske indvoldsorm.

trommeHerbert var en studiekammerat, jeg havde sidst i 70’erne. Man kan sige meget om min generations forældre, men de kaldte ikke deres sønner Herbert, og det står derfor til troende, at jeg i diskretion ikke bruger hans rigtige navn.

Vi var ikke nære venner og sås ikke privat, men var på humoristisk bølgelængde og kunne drikke en øl sammen og snakke, når jazz-huset Louis i Jomfru Ane Gade havde billige bajere tirsdag aften.

Det halve universitet mødte sent onsdag; der var ikke så mange studerende dengang, og Louis eksisterer ikke mere, selvom der blev spillet meget andet end jazz.

Herbert var spinkel og ikke særligt høj. Hår og skæg var kulsort, blikket intenst. Han vidste godt, hvordan en chillum fungerede, og følte sig draget af Indien og Nepal i sommerferierne.

Han var bestemt ikke hippie, snarere revolutionær. Revolutionsromantik var moderne, og Inge Eriksen debuterede med romanen ”Victoria og verdensrevolutionen” i 1976. Det til trods kunne østens mystik stadig drage nogen; det var et mix.

Herbert kunne Ibsens lange digt, ”Terje Vigen,” udenad. Så når man kom på Louis og hørte én recitere: ”Der bode en underlig gråsprængt en / på den yderste nøgne ø;” vidste man, at Herbert var kommet før kl. 22, hvor ølprisen blev sat ned til to for en tier.

En sommer tog han til Nepal igen, og der gik lang tid – måske et halvt år – før jeg så ham. Vi mødtes tilfældigt i en af byens gågader. Han var afpillet som en kz-fange og kunne slet ikke fylde tøjet ud. Huden var sygeligt gullig.

Jeg spurgte forskrækket, hvad der var galt, og Herbert svarede, at der ikke var noget galt. Tværtimod var han lige blevet udskrevet.

I Nepal fik han sig en ondsindet indvoldsorm, og dødssyg blev han hu hej fløjet hjem, hvor han lå på hospitalet temmelig længe. Eksotiske lande, eksotiske sygdomme.

Jeg sagde noget passende og beklagede, at drømmeturen fik en sådan ende, men Herbert tog det ikke så tungt, for det er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget.

Tolderne havde nemlig ikke fundet den sorte Nepal-tjald, han havde gemt i en antik tromme, som var blevet eftersendt med alt hans andet habengut.

Tolderne nærede ellers stor interesse for alt fra Nepal, men det kan vel have spillet en rolle, at afsenderen var den danske ambassade.

Posted in Erindringer og minder | Tagged , , , | 12 Comments