Musik skal der til

13 svar

Det gamle musikanlæg døde med en langvarig skratten. Nu har vi omsider fået et nyt, og jeg er som manden, der får vand efter en ørkenvandring.

Scott Joplin

Det gamle anlæg var fra CD’ens barndomsår, men det tjente os godt og spillede glimrende, indtil …

Jeg havde travlt med andre ting (især med at male i kælderen), men en dag tog jeg mig sammen og købte et nyt anlæg i HiFi Klubben – sådan en forvokset madkasse, der kan en hel masse, samt et par nye kvalitetshøjttalere.

Jeg er som manden, der tilbydes vand efter en ørkenvandring. Jeg er en dinosaur, det ved jeg godt, men med streaming af musik er jeg også (og omsider) trådt ind i det 21. århundrede.

Streaming

Læs resten →

Sygdom, uvished og angst

22 svar

I værste fald kan det være leverkræft. Jeg giver frygten besked om at gemme sit grimme fjæs, men den sniger sig ind sammen med uvisheden.

CT-scanner

I starten slog jeg symptomerne hen og tænkte, at det sikkert gik over af sig selv.

Det er ømheden, jeg taler om; ømheden inde i maven ved bestemte bevægelser som jeg derfor udfører med varsomhed.

Men det går ikke over af sig selv, det bliver værre. Efter ca. fire uger går jeg til lægen. Det er jo ikke noget særligt, men man siger jo, at vi mænd søger læge for sent.

Han trykker forskellige steder og spørger, om det gør ondt. Det gør det ikke. Jeg svarer også benægtende på alle spørgsmål om træthed, ændret appetit, mavefunktion osv. osv.

Alt er, som det plejer at være, bortset altså fra ømheden som ville være smerte, hvis den var lidt værre. Der er noget, der ikke er, som det skal være.

Lægen siger ikke, hvad han tror, hvis han da tror noget. Der skal tages blodprøver, og han rekvirerer en CT-scanning.

Det er fredag den 8.

Uvished og fortielse

Uvished nærer frygten, ganske som det barnet ikke kan se i mørke, og som derfor må være der. Læs resten →

Havesanering og kældermaling

15 svar

Vores pendant til rydningen af Amazonas hedder haveservice. Der har været motorsavsmassakre i to dage, og jeg maler kælder.

Bøger i eksil

Som jeg tidligere har skrevet om, indhentede vi i sommers tilbud på en sanering af haven. Det er så omfattende et arbejde, at vi havde fået klimaaktivister på nakken, hvis det var foregået i Amazonas og ikke i Aalborg.

Lidt heldig har man lov at være, vi var imidlertid ikke så heldige med den tilbudsgiver, vi valgte.

Aftalen var, at arbejdet skulle udføres den sidste uge i august. Da tiden oprandt, og jeg ikke havde hørt fra dem, ringede jeg. ”Øh altså, nej, æh, det kan vi ikke.” Det ville først blive når vi kom hjem fra ferie sidst i september.

Ugen før ringede jeg fra Grækenland og fik bekræftet, at vi havde en aftale – han ville kontakte mig først på ugen.

Vi kom hjem, og da jeg ikke havde hørt fra dem fredag, fyrede jeg dem. Når et firma ikke kan holde simple aftaler og end ikke giver besked om, at noget er kommet i vejen, fordamper både min tålmodighed og min tillid.