Næsehorn og andre fagudtryk på cementfabrikken

Cementovn
Enhver branche har fagudtryk, som ingen andre fatter en disse af. Fx har næsehorn, snemænd og hajtænder en særlig betydning i cementindustrien.

Mit arbejde er bl.a. at rådgive operatørerne i cementfabrikkens centrale kontrolrum, hvor man styrer produktion og kvalitet 24/7 året rundt.

Torsdag og fredag var der seminar for operatørerne på TranumStrand Kursus- og Feriecenter. Der var faglige emner på programmet, og socialt samvær er godt for en gruppe, der skal samarbejde dagligt.

Seminaret fik mig til at tænke på, at enhver branche med respekt for sig selv har et fagsprog, som udenforstående ikke fatter en disse af. Her følger nogle eksempler fra cementens univers.

Næsehorn er normalt en truet dyreart, men i cementsprog er det en opbygning af materialer oven på den brænder, som stikker ind i rotérovnen. Næsehorn skyder vi med luftkanoner.

Nær rotérovnens udløb kan der danne sig en belægning med trekantprofiler, som fuldstændig ligner enorme hajtænder, så det bliver de selvfølgelig kaldt.

Klinker får dig sikkert til at tænke på badeværelser eller porcelæn, men på en cementfabrik er det de nøddestore noduler, som forlader cementovnen og senere formales til cement.

Klinkerne er over 1000° varme, når de forlader ovnen og falder ned i køleren. Hvis der er lidt smeltefase (”lava”) tilbage i klinkerne, kan de klistre sammen og danne en snemand, som ligner en kæmpestor stalagmit. Se foto her (billedet er ikke fra Aalborg).

Man kan også have en ring i ovnen, og det er ikke en ring som i tyrens næse, men en vold eller et ”dige” inde i rotérovnen. Den kan fx komme, hvis flygtige stoffer som alkali eller SO2 finder på at udkondensere.

En ring er en slags påbagning, selvom det ord mest bruges om materialer, der klistrer på i cyklontårnet og giver et uønsket tryktab.

Cykloner er ikke enestående for troperne, men bruges i industrien til at adskille gas og pulver eller vand og faststof (hydrocykloner).

Rotérovnen har løberinge, som er sådan en slags hulahopring af stål, der hviler på bæreruller. Mellem løberingen og ovnskallen skal der helst være et slip, så der er løberingsvandring – ellers risikerer man, at ovnen får snøreliv.

Et fødebord er ikke til højgravide kvinder, men er en dosimat, der fx leverer råkul til en kulmølle, som formaler dem til finkul.

Finkullene brændes i ovnene, og en operatør, som bruger for lidt, kaldes med kærligt drilleri for en koldbrænder.

Overslag er ikke et estimat, men et ”lyn” fra elektrode til udfældningsplade i et elektrofilter, og en slæbekæde har intet med fodlænker at gøre, men er et transportapparat.

Så er der det med kemi og kvalitet. Ingen ved deres fulde fem går rundt og siger tricalciumsilikat, så enhver kan forstå det. Nej, man forkorter det til C3S. Ligeledes med C2S, C3A og C4AF, hvor A og F er forkortelser for Al2O3 og Fe2O3.

Bindetid har hverken med snørebånd eller SM at gøre, men er et udtryk for hvor mange minutter det tager for beton eller mørtel at størkne.

Falsk afbinding er hvis betonen paradoksalt nok finder på at stivne, før den rettelig er størknet, og i øvrigt er SM en forkortelse for silikatmodul. Vi bruger soda, men det med sado er en privat sag.

Jeg kunne blive ved, men vandbehov, smørzone, kædesystem, radialluft, slamforvarmer, mellembund, kobra og meget andet må vente til en anden gang.

I næste uge er der seminar for den halvdel af operatørerne, som passede butikken under det første seminar. Så skal der igen snakkes fagsprog.

Posted in Sprog | Tagged , | 9 Comments

En realiseret drøm

Jeg har nu skrevet en rejsebeskrivelse med glimt fra turen til Samos, og det har givet anledning til refleksion over det med at rejse.

Når man driver ferien af og tilbringer det meste af tiden på en altan, er der ikke så meget at skrive om, som hvis man søger oplevelser og er træt, når ferien er slut.

Jeg har derfor ikke skrevet så meget om ferien på Samos. Det ville hurtigt blive for navlepillende, men lidt er det da blevet til, som andre rejsende forhåbentlig kan have glæde af, hvad enten de rejser rigtigt eller i lænestolen.

Det har også givet anledning til refleksion. De år, vi betalte af på en stor studiegæld, blev det kun til nogle ganske få rejser. Mere var der ikke råd til, budgettet var stramt.

Desto mere næring gav det til drømmene om at rejse og opleve andre lande, når gælden var betalt i en fjern fremtid.

Tiden gik, og økonomien fik lidt mere luft, så vi kunne sætte afdragene op og skære et par år af tilbagebetalingstiden. Efter ca. 13 år var studiegælden betalt.

Siden har vi realiseret rejsedrømmen, og nu er der 52 rejsebeskrivelser, som dækker tiden fra 1999 til i dag.

Arbejdet tillader os at sprede ferien ud, så det bliver gerne til 3, måske 4 rejser om året. Det koster selvfølgelig, men vi har hverken bil, båd eller børn og kan gøre nogenlunde, som det passer os.

I starten rejste vi med akkumuleret opdagelsestrang, verden lå omsider åben, men med tiden er vi blevet mere til gensyn. Vi fandt nogle steder, vi gerne vender tilbage til.

Fra start skrev vi dagbøger for at kunne huske. Uden dem ville detaljerne snart forsvinde i erindringens pulterkammer, og på et tidspunkt begyndte jeg at lægge rejsebeskrivelser på hjemmesiden.

Det var en anden måde at organisere dagbøgerne på med billeder, og sidernes besøgstal fortæller, at flere end få læser med. Internet er perfekt til rejseforberedelse og faktasøgning.

Jeg er spændt på, hvordan vores rejselyst får det, når vi stopper med at arbejde. Der vil ikke være det samme, sugende behov for FERIE, men vi vil til gengæld kunne tage af sted, når vi vil, og så længe vi vil.

Pensionistliv

Vi får se. Der er nogle år til, men det kan godt være, at jeg snart undersøger, hvor besværligt/dyrt det er at leje en ”normal” lejlighed her og der.

Jeg er fx sikker på, at gigten, når den kommer, vil værdsætte den græske eftersommer og foretrække julestjerner langs fortovet frem for sne.

Man har kun ét liv, men drømme er ikke rationerede.

Posted in Rejse | Tagged , , | 12 Comments