Kærtegn i tandlægestolen

Min nye tandlæge er myndeslank, har hår i to røde farver, lyserøde sneakers og blå briller. Og så overraskede hun mig under tandrensningen.

Tandlægeklinikken ligger i Aalborgs centrum, og da der blæser en strid modvind i dag, valgte jeg at tage bussen i stedet for cyklen, så jeg kunne være cool, når jeg kom.

Det viste sig, at min tandlæge gennem en del år ikke arbejder der mere, så jeg skulle behandles af en ny, hende med håret i iltre farver.

Hun var omsorgsfuldt informativ under undersøgelsen. Der var nul huller, men da jeg hverken forsager tobak, kaffe eller rødvin, har bisserne bedst af to tandrensninger om året,

Regeringen sagde ganske vist, at én tandrensning er rigeligt, da den skar tilskuddet ned til netop en, og det viser bare, at politikere har det hele i munden. Nå, men tilbage til klinikken:

På et tidspunkt kom redskabet for tæt på en ømemaljet tandhals, og jeg spjættede ved den pludselige smerte.

”Undskyld!” sagde hun og aede mig på kinden.

Se det var sødt. Det er ikke just det, man forventer, når man lægger sig i tandlægestolen.

Jeg overvejede et lille jammer mere, men hun ville have gennemskuet mig, er jeg sikker på, og der kommer nok en anden gang.

Posted in Småsnak | Tagged , | 10 Comments

Lille Sorte Sambo og den politiske korrekthed

Pippi Langstrømpe må ikke længere sige ord som ’negerkonge’ i svensk TV. I dag fandt vi så bogen Lille Sorte Sambo – lad os straks tænde bål!

Lille Sorte SamboProjekt ”Smid væk” fortsætter en rum tid endnu.

I dag kom vi til en sæk, som har stået i en kælderkrog, siden Helles forældre flyttede for mange år siden, og vi havde god plads til det, de ikke nænnede at smide væk.

Sækken indeholdt ting fra Helles barndom, såsom farvekridt, vandfarver, hønseringe, glaskugler, spil, malebøger, børnebøger m.m.

Alt røg ud med hård hånd, men da Lille Sorte Sambo dukkede op, vældede minderne frem, og bogen blev lagt til side.

Helles eksemplar udkom i 1939 og er temmelig ramponeret. Jeg læste den igen og gøs igen med Sambo, når han redder livet ved at give tigrene sit fine nye tøj og sine fine nye sko.

Helen Bannerman skrev og illustrerede The Story of Little Black Sambo, som udkom i 1899. Den foregår i Indien, hvor hun boede i mange år, og har været utroligt populær.

Illustrationerne blev kritiseret af borgerrettighedsfolk i U.S.A. i tredverne og fyrrerne. Selvom handlingen tydeligvis er henlagt til Indien, mente man, at tegningerne af Sambo og hans forældre viste ”afro-amerikanere” på en nedværdigende måde.

Siden er bogen vistnok udkommet med flere titler, fx The Story of Little Babaji (1996), så balladen om ord i børnebøger og politisk korrekthed er langt fra ny.

Jeg finder det temmelig pjattet at censurere gamle bøger, fordi ord ændrer betydning og værdiladning. Skulle man være konsekvent, var der ikke mange gamle værker, som undgik saksen.

Og hvad med Halfdan Rasmussen? Han får omgående racismekortet for:

”Nede i de varme lande hvor de store løver går,
sidder negerpigen Sanne, hun har krusedullehår”

Som barn læste jeg både Pippi og Lille Sorte Sambo og blev ikke racist af den grund.  Tværtimod har jeg i snart 36 år levet med en sambo.

Vel skal vi da tale pænt til og om hinanden, men sprogligt snerperi kan også kamme over og kan sågar blive komisk.

Fx er det komisk for mig, at man skal sige sort i stedet for neger, når neger er afledt af det latinske niger, som betyder sort.

Posted in Bøger, Sprog | Tagged , , , | 18 Comments