Dette og hint

Rundt omkring i verden slår de hinanden ihjel med ubændig blodtørst, i Ukraine, i Gaza, you name it, men her på terrassen hersker fred.

Hvis galningene i verdens brændpunkter har lært noget af historien, er det at dræbe med større og større teknisk snilde. Civilisationens fernis er tynd som bladguld.

Jeg derimod har for eksempel lært, at bærbare computere og WiFi kunne gøre os til friluftsmennesker. Fra maj til og med september har der nu i nogle år været dømt terrasse i al slags vejr undtaget < 12° C og storm fra øst.

Tot gør os selskab. Han har sin egen stol med hynde, men ligger også gerne på Helle, når hun har lagt benene op og ser komfortabel ud.

Skønt madglad spiser Tot sjældent op, medmindre den står på kalvecuvette eller lignende. Så der er gerne noget til pindsvinet, når han kommer tøffende på sorte ben.

Medmindre Trine har været på besøg, og det er hun efterhånden tit. Trine er en lille, hvid hunkat med sort blis i panden og gråstribet hale. Hun nærmest kryber over græsplænen og er meget frygtsom, selvom hun intet har at frygte på denne terrasse.

Tot kigger bare på, at hun tømmer madskålen. Han er normalt ikke gæstfri og har ingen humanistiske tilbøjeligheder, men frygtens kropssprog fortæller ham sikkert, at Trine er en undskyldning for sig selv. Gør man den mindste bevægelse, stikker hun af.

Vi ved ikke, om hun hedder Trine, men det hedder hun her, ligesom Hugo hedder Tot, fordi Hugo er et fjollet navn til både katte og jungledyr.

Der er pause i håndværkernes huseren, og jeg knokler på for at ændre designet af tusinder af websider (ikke bloggen), så de tilpasser sig alle skærmstørrelser ned til smartphone-bredde. Jeg er glad for søg og erstat-funktionen.

Som forudset har processen lært mig et og andet, så jeg kan starte forfra, og når jeg kunne forudse det, er det selvfølgelig fordi, jeg har lært af historien.

Jeg følger ikke rigtig med i, hvad der sker i brændpunkterne, skønt det kun kræver et par klik med musen. Terrassen er så fredelig, og det er så forudsigeligt og tragisk, når galningene intet har lært, og intet kan stilne deres blodtørst.

Tot kom lige gående med en fugl i munden. For ham er det et instinkt at jage, han kan ikke lade være, han har intet valg. Han lagde fuglen fra sig. Den lå helt stille, men fløj så pludseligt og overraskende.

Det er ikke mange i fx Gaza, der får den chance. Tot mjavede skuffet, men bærer ikke nag til undsluppet bytte.