Tyrannosaurus hveps

Jeg er aldrig syg, næsten, men i dag kom forkølelsen brusende og skyllede mig hjem til ro og helbredelse. Lidet anede jeg, hvad der ventede.

En vandgran er ganske køn, men den drysser som bare pokker.

En vandgran er ganske køn, men den drysser som bare pokker.

Når flodbølgen rammer, har man to valg: Man kan klamre sig til et træ, eller man kan flyde med strømmen. Jeg valgte det sidste og flød hjem.

Jeg så frem til at emballere mig i tøj og vattæppe og få hovedet vandret i flugtstolen med en køkkenrulle inden for rækkevidde. Bare lukke øjnene og lytte til fuglesang, you know.

Men hvad ventede mig? Jeg havde glemt, at det var i dag, de skulle fælde træer. Nåledrysseren i forhaven er væk og den kinesiske vandgran ditto, og en motorsav er i gang med lærketræet, som står stod ganske tæt på udestuen.

Det larmer helt vildt – som en arrig tyrannosaurus hveps.

Men det får vel en ende, og til efteråret slipper vi for en milliard nåle på græsplæne, fortov og ikke mindst i tagrender og nedløb.

Det vil jeg absolut ikke snøfte over. Så, nu blev han endelig færdig …

Posted in Småsnak | Tagged , , | 6 Comments

Solsorteungens skrig

Jeg sad på terrassen med den bærbare på skødet, da skriget lød – nærmest som en trillefløjte. Det blev solsorteungens sidste.

I foråret så solsortefar så flot ud i sin blanke smoking, men nu, efter flere kuld unger, ligner han en lazaron, så forpjusket er han.

En af ungerne hoppede rundt og pikkede i græsplænen i går. Den var næsten voksen. Det bredmundede var gået af den, og den havde flot, nyt tøj, der sad som støbt. Kun på issen strittede endnu lidt karsehår.

Tot forsøgte at snige sig ind på den i ly af æbletræet, jeg skulle lige til at komme ungen til undsætning, men så fløj den op i syrenen og skældte ud.

Tot sjoskede mjavende tilbage til sin stolehynde. Man kan høre, når han er ramt på stoltheden, eller hvad katte nu har på stolthedens plads.

Solsorteungen genoptog sin søgen efter føde, og jeg blev opslugt af computeren.

Så lød skriget som en trillefløjte. Jeg kiggede op, og på græsset ved siden af æbletræet sad en rovfugl med vingerne bredt ud foran sig.

Jeg rejste mig langsomt op for at se bedre, og rovfuglen drejede hovedet og så direkte på mig. Så lettede den, og i kløerne hang en slap klump.

Efter opslag tror jeg, at det var en spurvehøg. Det er en grum verden for fugleunger, men sådan er naturens orden. Meningsløst myrderi, er når vi mennesker folder os ud.

Som galningene i Irak der myrder løs for at skabe et kalifat, eller de amerikanske distancemordere der gør verden til et skydetelt. Vanvidslisten er lang.

Det var i går, solsorteungen skreg. I dag regner det, og solsortefar er ikke bare forpjusket, men også våd. Jeg tror, det var den sidste unge i dette kuld.

Posted in Småsnak | Tagged , | 10 Comments