Bisættelse, alderdom og kilometertal

I går blev Helles søster bisat, alt for ung, og i dag besøgte jeg min mor, der synes, hun er blevet for gammel. Et indlæg uden vitser.

Gravstene i Fikardou på Cypern

Gravstene i Fikardou på Cypern

Lisbeth blev bisat i går. Hun blev kun 63, og det er jo ingen alder i dag.

Jeg har efterhånden været til mange bisættelser. Familie, kollegaer, venner – foruroligende mange. Jeg ved nu, at jeg skal have rigelig forsyning af papirlommetørklæder med, det kaldes erfaring.

Det er bevægende hver gang. Jeg finder ingen trøst i præstens snak om Jesus, men ceremonien sætter et mentalt semikolon, så man kan mindes de gode ting, de muntre øjeblikke.

Farvel Lisbeth, og tak!

Bagefter var familie og venner samlet, og vi morede os over minderne, bl.a. Mogens’ gavtyvestreger. Mogens var Helles lillebror, indtil noget trykkede på hans hjertes off-knap for 9 år siden.

I dag besøgte jeg min mor. Hun bliver 89 på torsdag og er gammel. Mentalt er hun frisk nok, om end det kniber med korttidshukommelsen – der kan være en sammenhæng med al den medicin, hun får. Hun kan knap gå og sidder som en træt fugl i sin lænestol, når hun ikke er i seng.

Så går det kun én vej med muskelmassen, og det er ikke den rigtige. Hun er meget undervægtig, hun ved det, men har ingen appetit. Hun har det ikke godt, siger hun, og jeg tror hende med afmagt, da hun trykker sig ind til mig i et knus, og jeg mærker knoglerne under huden.

Der kommer nogen hver dag og hjælper, selvom det måske bare er en smule opvask. Det værdsætter hun, men det frustrerer hende, at der er så stor en udskiftning. Hele tiden kommer der nye, som sætter forkert på plads. Mor er pertentlig, sådan er det bare.

Lisbeth døde alt for ung, men det er heller ikke sjovt at blive gammel og miste kontrollen.

Så det kører ikke lige for tiden, selvom cykelcomputeren sagde, at vi havde kørt 28,2 km. Gennemsnitshastighed kun 21,5 km/t – der er for mange trafiklys. Elcyklen blev købt i april 2015, og i dag nåede vi 2005 km i alt.

Så på visse punkter er der trods alt fremdrift, men Batavus er også ung endnu.

/Eric

Beskæring og tristhed

Som jeg behandler haven, forstår jeg godt, at den tager flugten ud på fortovet, og i dag har jeg beskåret mindst 30 meter langarmede buske.

Forsytia

Havens røgt og pleje er noget, jeg helst undgår, og jeg er ret opfindsom, når der skal findes uopsættelige gøremål, så havearbejdet må udskydes.

Men der kommer en dag, hvor det simpelthen er nødvendigt at gøre noget ved væksterne, og med det gode vejr var det i dag.

Langs det meste af havens periferi mod fortovet er der buske, og de var nu blevet så langarmede, at de generede den frie færdsel.

Nogle af buskene var der, da vi købte huset i 91, andre er kommet af sig selv, men fælles for dem er, at de skal studses med mellemrum, for fodgængere har et rimeligt krav om ikke at blive botanisk befamlet.

Katten gjorde mig selskab en tid, gik i vejen, rullede rundt på fortovet og var fjollet, men da jeg ikke ville lege, gik han igen. Han er ikke vores kat, men vi er hans mennesker.

Tre affaldsække med afklip blev det til. Højrehånden er øm efter den uvante brug af rosensaksen, og ryggen er øm af andre, uransalige grunde. Jeg har også slået græs og tænker nu, at det er på tide at ansætte en havemand.

For en gangs skyld var det dog okay at arbejde med væksterne og tænke på noget andet, for der er tristhed i huset. Helles storesøster døde i går, sov stille ind som man siger, og stemningen er derefter.

Som altid vækker døden et væld af følelser og tanker. Der er medfølelse, sorg og minder, men man ser også sit eget liv i et andet perspektiv, sådan udefra, fordi man brat rives ud af den daglige trummerum.

Jeg er taknemmelig for at have nået station 60, og at rejsen har været rimeligt komfortabel. Selskabet har været særdeles godt det meste af vejen, skønt for mange nåede deres endestation i utide.

Man skal nyde turen.

/Eric