Bogudrensning

Når bøgerne står i to geledder på hylderne, har man enten for mange bøger eller for få reoler. I dag røg et par meter ud efter et nyt princip.

Bøger

Bøger

At eje bøger beriger mig en særlig glæde, men alligevel har jeg før ryddet op efter det benhårde princip: ”Er det en bog, du vil læse igen?” Var svaret nej, røg bogen ud.

Alligevel har vi for mange bøger, for der er ikke plads til flere reoler.

Forleden slog det mig, at vi efterhånden har en del dubletter, nemlig bøger vi også har som e-bøger. E-bøger fylder ikke, og tilmed er mange af dem på engelsk (originalsproget), hvor mange af de ”rigtige” bøger er oversættelser.

Det var et enkelt kriterium, og i dag gik jeg i gang.

Adskillige af Chandler, Clavell, Dickens, Kipling, London, Marryat, Somerset Maugham, Sayers, Verne med flere røg ud efter dubletprincippet. Dashiel Hammett glemte jeg, men det er der råd for.

Lord of the Rings og The Hobbit var de eneste dubletundtagelser; det nænnede jeg ikke i dag, men det er et spørgsmål om tid.

En 20-30 Maigret-krimier af Simenon blev også containerføde. Ikke fordi jeg har dem som e-bøger, men fordi jeg ikke har læst dem i mere end 25 år og ikke kommer til det.

Et par vinbøger blev hældt ud. De vine, de omtalte, er for længst for gamle.

Jeg burde selvfølgelig have foræret bøgerne væk, men bøger er pokkers tunge, så når man ikke har bil, er den slags for besværligt. Hvis folk skulle have tilbuddet om at hente, ville vi have et rend i lang tid, og de ville rode. Bøgerne altså.

Nu står de skånede bøger igen i ét geled med en smule plads til tilvækst, overskueligt og med genoprettet alfabetisk orden.

Spørgsmålet er så, hvad jeg gør med de bøger, der står stablet i kælderen. Jeg får nok en lys idé, når jeg kommer på efterløn.

/Eric

MUS, MAS og logning

Jeg var til medarbejderudviklingssamtale i går, MUS, eller rettere MAS for afvikling, da det var den sidste inden efterlønnen.

Hvide cementklinker

En håndfuld hvide cementklinker

Det var en fredelig affære, og vi snakkede faktisk mest om overleveringen af mine arbejdsopgaver til efterfølgeren.

Der bliver nogle måneder, hvor jeg kan sætte ham ind i opgaverne, og det vil ikke volde problemer, for han er en dygtig og kvik fyr.

Han skal finde sin måde at gøre tingene på, men i starten er det en hjælp at vide, hvordan det kan gøres.

Jeg tog også op, at der er for meget registrering af dit og dat. Det er en tidsrøver. Fx har jeg lavet hele tre statistikker (regneark) om stopårsager på den største cementovn.

Én statistik der kan bruges til noget, én der går til hovedsædet i Rom og så endnu en, der kom til for et par år siden. Den sidste anså jeg for irriterende dobbeltarbejde, og jeg havde en grum mistanke om, at ingen brugte den til noget som helst.

For at be- eller afkræfte dette lavede jeg derfor en makro, der logger dato og klokkeslæt i en tekstfil, hver gang en anden end jeg åbner regnearket.

Det er nemt at tjekke brugernavnet i en Excel makro med ”Application.UserName”, og da regnearket havde makroer i forvejen, ville ingen undre sig.

Logfilen forblev tom, mistanken var bekræftet.

Det fortalte jeg chefen under samtalen, og jeg tilføjede, at jeg ikke agtede at opdatere den statistik længere.

Han morede sig over logningen og sagde OK. Det havde jo også set underligt ud, hvis han havde insisteret på, at jeg skulle spilde min tid.

Det var faktisk en god medarbejderafviklingssamtale.

/Eric