Løgne og manipulation om islamisering

Nogle hævder, at Europa er ved at blive islamiseret, men når de lyver og manipulerer for at smæde andre, fortjener de ingen respekt. Tværtimod.

Med lav fødselsrate imødeser Europa et demografisk problem, men når islamofober ser islamisering overalt og spår vores civilisations endeligt, lukker jeg af.

For det første har jeg svært ved at se medborgerlige hensyn som ”islamisering,” og for det andet bryder jeg mig ikke om løgn og manipulation.

Jeg læser sjældent de aviser eller medier, som formidler fobien, så mange historier er sikkert fløjet under min radar, men nogle løgnehistorier kender jeg da til.

Fx historien om at byrådet i Oxford havde forbudt ordet ”Christmas” i officielle skrivelser og omdøbt ”julelys” til ”vinterlys” for at tækkes muslimer. Historien var pure opspind, men blev ukritisk gengivet af mange aviser.

Eller hvad med historien om at Bilkas og Brugsens beskedne brug af julepynt (”kristne symboler”) var for at tækkes muslimske kunder? Igen det pure opspind, som nogle aviser viderebragte uden så meget som at spørge Bilka eller Brugsen.

I forgårs kom jeg så for skade at læse en kronik i Jyllandsposten, ”Europas undergang – tallenes tale”. Det var dumt, for jeg blev irriteret. Continue reading

Om at have bukserne på

Mens politikerne fråder af terrorlovgivningsiver for at vise, at de har bukserne på, vil jeg bringe en banal og mindre sørgelig buksehistorie.

Buksemærke

Hvornår jeg købte fløjlsbukserne, husker jeg ikke, men det må være mange år siden, og nu er de dukket op som deres eget arkæologiske vidnesbyrd.

Min garderobe udskiftes ikke overilet, så der er kun sjældent behov for at skabe plads i klædeskabet, og bukserne havde ligesom vundet hævd på at blive overset, indtil Helle opdagede dem ved en arkæologisk tilfældighed.

Fundet tåler selvfølgelig ikke sammenligning med guldhorn og vikingeskibe, men da bukserne er som nye, og der er noget tidløs halvfjerdsernostalgi over fløjl, måtte jeg simpelthen prøve, om de passede min nutidskrop.

Jeg er blevet lidt tyndere i toppen, men ellers har jeg ikke tabt mig gennem årene. Det er imidlertid ikke sådan, at piskefløde klæber til mine balder, så forsøget udsprang ikke af håbløs optimisme, og et par bukser har immervæk større brugsværdi end en ubåd i ørkenkrig.

Og de passede faktisk. Det er ikke de rummeligste julefrokostbukser i min garderobe, men de giver sig vel lidt ved brug, og måske endda så meget at der skal bruges livrem.

Det er første gang, jeg får et par gamle, nye bukser, og derfor skrev jeg denne historie om, at man kan have bukserne på uden at kræve nødret gjort til nationalret. Gør man det sidste, står man ret beset også ganske afklædt.