Trajans Bro over Donau

Ca. 100 år f.Kr. byggede romerne en bro over Donau. Broen var mere end 1000 meter lang og en ingeniørmæssig bedrift.

Fortidens store bygningsværker som f.eks. Colosseum og romernes akvædukter har altid fascineret mig. Det er fantastisk, at de kunne bygge den slags med relativt simpel teknologi, og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget der står endnu.

Jeg blev mindet om Trajans Bro i dag, da jeg fik mail fra en fyr, der bad om tilladelse til at bruge mine billeder af modellen, som står på museet i den rumænske by Turnu Severin.

Tegning af Trajans Bro på museet i Turnu Severin

Kejser Trajans Bro blev bygget ca. 104 f.Kr. neden for Jernporten, hvor Donau er 800 meter bred og har en kraftig strøm. Den forbandt landene, vi i dag kalder Rumænien og Serbien. Det var under Trajans felttog i Dakien (omtrent det nuværende Rumænien), og broen gjorde det nemmere at få tropper og forsyninger over Donau.

Der er forskellige meldinger om broens længde. Nogle siger 1070 meter, nogle 1135 og andre 1500. Det var en træbro, som hvilede på 20 murede bropiller. Den var 15 meter bred og stod 19 meter over vandet. På Trajans Søjle i Rom er en del af broen afbilledet i basrelief, så man har en god idé om, hvordan den så ud.

Model af Trajans Bro

En af buerne på Trajans Bro

I 1856, hvor vandstanden var rekordlav, kunne man se resterne af alle pillerne på flodbunden, og i 1906 besluttede man at fjerne to, som var til fare for sejladsen. På flodbredden ved den rumænske by Turnu Severin og på den modsatte side ved Kladovo kan man stadig se resterne af bropillerne på land, og arkæologer har lokaliseret de sidste 16 piller ude i floden.

Jeg fik desværre ikke selv set resterne, da vi var i Turnu Severin, for da vi forlod museet, stod det ned i stænger, og vi måtte flygte til vores “ark”. Men går du ind på flickr.com og søger på “Trajan’s Bridge” er der adskillige billeder.

Der er delte meninger om, hvordan man byggede bropillerne ude i selve floden, hvor strømmen er ret så kraftig, men sandsynligvis lavede man datidens version af sænkekasser ved at banke pæle ned i flodbunden og efterfølgende tømme “sænkekasserne” for vand. Slaver havde man nok af.

Arkitekten var Apollodorus fra Damaskus, som også er kendt for andre bygningsværker og monumenter. Nogle tilskriver ham også æren for Pantheon.

Broen fik lov at stå nogle hundrede år. Man ved ikke præcis hvor længe. De fleste siger, at kejser Aurelian (kejser 270 – 275) fjernede overbygningen, da han rømmede Dakien og gjorde Donau til Romerrigets grænse. Man kunne ikke have vildbasserne fra den anden side rendende.

Hvis det er rigtigt, stod broen immervæk i ca. 375 år, og det er ikke så ringe endda. Jeg gad nok vide, om Storebæltsbroen stadig står, når vi skriver år 2372.

This entry was posted in Historie and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Trajans Bro over Donau

  1. Clare says:

    Hej Eric.
    Vi er to piger fra Rødding, der skal lave et skoleprojekt om romernes byggemetoder, til onsdag d. 25/2, og så tænkte vi, at det kunne være du ville hjælpe os. Vi havde tænkt os at skrive om, hvordan de byggede akvædukter og broer, men vi har ikke kunne finde svar nogen steder, så vi håber at du kan hjælpe.
    Ingen af os har en funktionsdygtig E-Mail adresse, så kan du lægge noget ud på din hjemmeside?
    Knuz fra Clare og Josefine

  2. Eric Bentzen says:

    Søg og I skal finde.

    Spændende opgave! De gamle romeres ingeniørkunst var helt fantastisk, når man tager i betragtning, hvad de havde af redskaber og instrumenter. Tænk på nogle af de bygningsværker, der står den dag i dag ca. 2000 år efter opførelsen!

    Jeg har ikke lagt mig i selen for at hjælpe jer – I er simpelthen for dovne – eller famlende! På 2 minutter i selskab med Google fandt jeg masser af sider på nettet, I kan bruge. Men måske skal I ha’ et kursus i søgeteknik?

    Hvis I søger på “romerske akvædukter” eller “romersk byggeteknik” får I flere hits, som sikkert er nyttige.

    Der er utroligt mange sider på engelsk – prøv søgninger på f.eks.:
    roman construction techniques bridges
    roman construction methods
    roman building methods
    osv.

    Husk at vælge “søg på nettet” eller i den dur, så der ikke kun søges på danske sider.

    Den første søgning returnerer f.eks. http://www.technologystudent.com/struct1/roman2.htm

    Hvis I ikke er skrappe til engelsk, kan Google Translate hjælpe (selvom oversættelsen er lidt grinagtig en gang imellem, kan den nok bruges).

    Pøj, pøj med opgaven!
    Eric

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>