Så er julemaden stort set klar, og hele huset dufter af jul.
Anden er stegt og parteret og skal blot have et gensyn med ovnen. Skyen er skummet og kogt ind. Brunekartoflerne er kogt og pillet, og de “rigtige” kartofler er skrællet. Helle er i gang med den hjemmelavede rødkål, og alt er vasket op.

Don Rudolfo fra Sicilien har stået oprejst siden fredag og venter på at få proppen taget. Mandel-panna cotta’en står på køl, og coulis’en af hindbær og brombær er finito. Til panna cotta’en skal vi smage den Tokay, jeg købte i Budapest 2006.
Det eneste, der udestår, er at koge kartoflerne og lave sovsen.
Mandel-panna cotta med hindbærcoulis
Det med panna cotta i stedet for ris a la mande begyndte vi på i vistnok 2004, efter jeg havde smagt Allans version til italienskholdets gastronomiske juleafslutning. Det kan varmt anbefales. Her følger Allans opskrift:
Panna cotta til 4 personer:
- ¼ liter piskefløde
- ¼ liter fløde 13 % (alternativt kan der bruges 4 dl. piskefløde og 1 dl. mælk)
- 75 gr. sukker
- 1 vaniljestang
- 3 blade husblas
- og i juleversionen hakkede smuttede mandler
Hindbærcoulis:
- 150 gr. hindbær (evt. frosne og evt. i kombination med skovbær eller brombær)
- 40 gr. flormelis (vi foretrækker den knap så sød og bruger mindre)
- ½ dl. appelsinsaft
- 1-2 spsk. Cointreau likør (eller anden orangelikør)
- Bring fløde, vaniljekornene, selve vaniljestangen og sukkeret langsomt op til kogepunktet under omrøring, så det ikke brænder på. Læg husblasen i koldt vand i ca. 5 min. Tag den op og pres vandet fra. Husblasen røres i den varme fløde.
- Mandlerne smuttes og hakkes, hvorefter de fordeles i passende portionsskåle skyllet i koldt vand. Derefter hældes den lune fløde i skålene gennem en finmasket si. Dæk skålene med plastfilm og stil dem til afkøling i køleskabet i mindst 3 timer.
- Vend skålene med panna cotta’en ud på en tallerken – kom lidt coulis ved.
Hindbærcoulis:
Blend de optøede bær med flormelis, appelsinsaft og likør. Gem evt. nogle af de største bær til pynt. Smag til med appelsinsaft. Vi plejer at passere coulis’en gennem en sigte for at fjerne alle de små frø, men det behøver man ikke.
Der er kun én fejl i Allans opskrift, og det er hvor han skriver: “kom lidt coulis ved”. Der burde stå: “kom masser af coulis ved!”
Velbekom’ og god jul.
Pingback: Kameler likør og Caligula li’ coulis?