Der er dage, hvor man føler sig så umådelig træt; hvor det kræver en overmenneskelig anstrengelse at række ud efter zapperen.
Jeg kunne lige klare at klatre ned i lænestolen, da jeg kom hjem. Der sidder jeg så og savner en butler. Sådan en rigtig Peter Wimsey-Bunter, der kunne give mig zapperen i hånden, komme med varme tøfler og portvin om vinteren og en kold drink om sommeren.
Det er ikke fordi arbejdsdagen har været usædvanligt travl, eller jeg har sovet dårligt. Nej, jeg punkterede bare, og så sivede energien langsomt ud, til jeg var helt flad. Kun trætheden er tilbage.
Så er man glad for, at der er rester, der kan varmes i mikroovnen, så man slipper for at røre i en gryde. Lørdag synes så fjern som juleaften.
Mon jeg orker at gå i seng?
