Som lille krydsede jeg Atlanten nogle gange på M/S Batory, og herfra stammer en af mine tidligste erindringer og erkendelser.
Scenen er et af skibets dæk. Mor ligger henslængt i en flugtstol og nyder solen, mens jeg tuller rundt i sikkerhed bag den høje ræling.
Jeg opdager, at skibets forstavn dykker faretruende, når jeg løber fremad, og hæver sig igen, når jeg løber tilbage.
Det sker et par gange, og med den skræmmende erkendelse, at liden purk kan gynge stort skib, søger jeg tryghed hos mor, før det går galt.
Det må have været i august 1959, hvor vi forlod Canada permanent. Jeg har altså været lidt større end på billedet til venstre, som er taget i nov. 1958, hvor jeg var 3 år gammel.
M/S Bartory var et kendt skib for enhver shipping-interesseret i 1950erne og 1960erne. Det må have været en stor oplevelse for en (lille) dreng at sejle over Atlanten.
Måske blev blogejerens rejsegen i virkeligheden aktiveret ved den lejlighed
.
Desværre husker jeg ikke andet fra sejladserne end beskrevet ovenfor, men sig “Batory” til min mor, og hun svømmer hen i minder om Paradis og tjenende ånder. Med nutidens alen var det næppe noget særligt, men dengang var det vild luksus for en hårdt arbejdende husmor.