Så er flybilletterne købt og hotellet booket. Vi tager en sviptur til Rom i april. De sidste feriedage skal brændes af.

Vi var i Rom første gang i 2001 og faldt pladask for byens velrystede cocktail af antik og moderne charme.
Fruen mente begejstret, at det skulle være Rom hvert år. Jeg indvendte forsigtigt, at vi før pensionsalderen vel også kunne se noget nyt ind imellem, og så gik hun modstræbende med til hvert andet år. De ulige.
I 2003, 2005 og 2007 fulgte vi planen, men i fjor glippede det, så nu falder revanchen. Ganske vist kun en forlænget weekend lørdag til onsdag, 3½ dag netto, men beslutningen var lidt impulsiv, så det skulle passes ind.
Jeg ringede til det sædvanlige hotel, Domus Nova Bethlem, som drives af en nonneorden. Belært af erfaring havde jeg øvet mig på de nødvendige italienske vendinger, men minsandten om ikke nonnen eller receptionisten talte nogenlunde engelsk.
Vi glæder os til at hilse på Berninis lille elefant på Piazza Minerva, hullet i Pantheons kuppel, Montis brostensbelagte gader, Trastevere, den sjove englænder på Caffe Fantini (hvis han ikke er flyttet til Umbrien for at leve af bjergluft og antikviteter) og, og, og…
Jeg har fået et nyt forventningsbolche at sutte på. Uhm!
Blogejeren kan ikke roses nok for dette initiativ. Klart at fruen med det pragtfulde mellemnavn er begejstret! Og så ovenikøbet “sikret” på et nonnehotel.
Kommentatoren har netop taget det samme initiativ, dog ikke Roma, men Firenze (marts 2010)
.
Det er ikke så tosset med lidt tidligt forår i gode omgivelser! Hils David
@2:
Kommentatoren skal nok hilse David (Michelangelo osv.). Noterer samtidig ved sit besøg på blogejerens hjemmeside, at han ikke fik et orgastisk kulturchock ved sit og fru Kronborgs besøg i Firenze (2005).
Det er korrekt – vi var lidt skuffede. I dag tror jeg, at vi blev lettere klaustrofobiske pga. de ekstremt mange turister og platugler. Marts er helt sikkert et bedre tidspunkt at besøge Firenze og dets kulturelle overflødighedshorn.