Katte vælger selv

Katte vælger selv, siger man, og der er noget om snakken. Katten vil bo her og ikke hjemme, hvor der er en anden kat, han ikke kan fordrage.

Tot

Ja, det er om Tot igen. Ham der sidder på sålbænken uden for køkkenet om morgenen. Ham Helle lukker ud, når hun tager på arbejde. Ham der venter på sålbænken, når jeg kommer hjem. Ham der (næsten) hver dag ryger ud til natten.

Han er så sød og kærlig, at man kun kan holde af ham. Han elsker at nusse og vende sig om på ryggen, så man også kan ae ham på maven. Han er også velopdragen og hvæsser fx ikke klør i møblerne.

Men vi kan jo ikke bare adoptere ham. Han er ikke vores, selvom vi bestemt er hans. Vi håbede, det ville få en ende, da vi tog på sommerferie, men han var der som en mis, da vi kom hjem.

Tot er ellers ikke den skarpeste klo i skuffen. Først i går lærte han, at en dør på klem kan skubbes op med hovedet. Tidligere sad han bare og jamrede, til der kom en døråbner.

Helle satte tålmodigt hans hoved imod døren og skubbede, til den gik op, og nu har han lært det. Jeg tror dog ikke, at hans pote lærer at åbne døren fra den anden side. Det kunne vores gamle kat, men hun var også usædvanlig velbegavet.

Jeg ved ikke, hvad det skal ende med. Trods vores stålsatte forsætter har Tot charmet sig ind i vores liv. Det ville være så nemt og alligevel frygtelig svært at holde døren lukket, når han sidder på sålbænken og græder.

Vi må se, hvad der sker, når vi tager til Tenerife på en uges vinterkullerforebyggelsesferie. Han finder vel ud af at gå hjem, når maven knurrer, og temperaturen falder.

Men jeg har en mistanke om, at han hopper op på sålbænken og græder, så snart vi kommer hjem og tænder lys. Så må også vi tage os sammen og vælge.

This entry was posted in Katte and tagged , , , . Bookmark the permalink.

16 Responses to Katte vælger selv

  1. Enhver catlover, der følger denne blog regelmæssigt, har længe haft en MIStanke om, hvor duftsporene peger hen.

    Når Tot ligefrem får instruktion i, hvordan “hoveddøren” kan åbnes til herlighederne, er det mere end svært at kunne stadfæste den rigtige folkeregisteradresse. ;-)

    Det fornemmes, at katteøjeblikket er inde til en sludder mellem Tots matrikelejere og blogejeren om den fremtidige skæbne for Tots knorhår, eventuelt over et krus gløgg og en bakke whiskas (med andesmag).

    • Eric says:

      Nej, der er ikke tale om, at hoveddøren kan åbnes med hovedet ;-) – kun de interne som holder på rumvarmen.

      Katten har valgt og blunder i dette øjeblik på sofaen. Vi kunne “bare” adoptere ham og også tage ansvar for ham, men det ville ikke være fair, selvom Tots familie selv er skyld i, at katten ser sig om efter et andet hjem.

  2. Madonnaen says:

    Hæhæ….beslutningen nærmer sig.

    Tør man gætte på, hvor Tot holder sin jul? ;-)

  3. Gowings says:

    Er det udelukket at tage Tot op med de nuværende ejere? Det virker som om I udemærket ved, hvem de er.

  4. Inge says:

    Tot har valgt jer, I er altså også nødt til at vælge ham.. :-) og så er det slut med bare at suse til sydens varme og føjte, mens Tot sidder på sålbænken og græder..

    • Eric says:

      Nej da. Var Tot vores kat, ville han også komme på ferie; på pensionat med all inclusive og mulighed for korsang.

  5. Gry says:

    Dejligt! <3

    Men hvis min Alfie dukker op hos jer, ikke? skriver du ikke så lige? For han elsker at bo her, så han vil helt sikkert gerne hjem igen :O)

    Nå, klynk til side – skal I have fat i Tot's 'forældre'? Så I kan finde en løsning?

    • Eric says:

      Jo, det skal jeg nok, hvis han præsenterer sig.

      Nå, men dagen efter jeg skrev dette indlæg, ringede Helle til Tots “mor”. Katten så de ganske rigtigt ikke så tit, og det blev aftalt, at vi skulle komme med kræet.

      Det holdt hårdt at få ham i transportkassen, men vi var to mod én, og det gik, selvom han græd bitterligt. Helle afleverede ham osv.

      Gæt, hvem sad på sålbænken næste morgen? Rigtigt: Tot. Så det er med andre ord status quo, men nu ved vi da, at han kan finde hjem om natten, når der er koldt.

  6. Jamen I er da blevet adopteret af Tot. Ingen tvivl om den sag. Sådan blev jeg også selv katteejer. Jeg fandt bare aldrig ud af, hvor den første kat oprindeligt hørte hjemme. Da det så begyndte at blive koldt, syntes jeg, at det var gement at smide ham ud til natten, så fra da af boede han her fast.

    • Eric says:

      Jae, eller også har han adopteret madskålen. Vi er lidt i tvivl og prøver en tid med 100% tørkost uden noget af det der med lækker sovs og Michelinstjerner. Så må vi se. Vi synes også, at han lægger sig ud, så han spiser næppe kun på vores restaurant.

      Vi ved, hvor han bor, og vi ved, at han også ved det. Så han ryger stadig ud om natten, men det er hyggeligt at have ham på besøg. ;-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>