Riga må være et populært weekend-feriemål for svenskere, for der var en del til morgenmaden i dag, og buffetens champagneglas blev revet væk.

Efter nattens regn hang der en grå gus over byen. Der var koldt, og selv ved titiden var gaderne stille i centrum. Stilheden er sikkert udtryk for, at det ikke er her, de lokale shopper.

Vi dappede rundt og frøs med anstand, og det slog mig, at det mest karakteristiske ved Riga ikke er jugendstil og flotte huse, men hvor ufattelig mange brosten der ligger i gaderne.

Der er flade og veltilpassede granitsten af nyere dato, og så er der de toppede og irregulære, som har ligget her siden fortiden. I betragtning af hvor meget brostenene fylder i gaderne, fylder de meget lidt i guidebøgerne.

Stenene gør, at Riga bestemt ikke er en by for stilethæle, og selv fornuftigt fodtøj giver ømme fødder på rekordtid.

Det kan også være risikabelt, for med de mange flotte facader fristes man til at kigge opad i stedet for at koncentrere sig om, hvor man sætter fødderne.

Vi vendte hjem og gik ud igen over middag, hvor der var knap så klamt og koldt for næsen. (Apropos koldt for næsen, så hedder lommeletter ”kabatas atvieglo” ifølge Google.)

Slottet, som huser nationalmuseet, er under tiltrængt renovering, og man skal op på 3. sal for at besøge museet. Det har de ting, som vogteren af den historiske kulturarv vel skal have.

Du ved: Kustoder, flinteøkser, jernøkser, fiskekroge, våben, plancher, madonnaer, kopier af landbrugsredskaber, møbler fra borgerskabets stadsstuer samt et skelet.

Men man skal selvfølgelig ikke glemme, at før Letland igen blev selvstændig i 1991, var det næppe velset at pleje en national profil i sit historiske arbejde.

Det er tæt på, at fotomuseet er mere interessant: Gamle kameraer og udstyr samt masser af historiske fotos. Et besøg værd.

Fra gaden med fotomuseet

Vi må se, hvad vi finder på i morgen – måske et besøg mere på markedet. For at gå længere væk fra den forsvundne bymur og ud i den moderne verden er nok at gå for vidt.