Det var så den ferie

På udrejsen til en ferie kan man udholde de utroligste ventetider og tidspunkter, men når man skal hjem, kan det ikke gå hurtigt nok.

På rejsen til Riga var der 3½ times ventetid i København, men det tog vi i stiv arm, for forude vinkede eventyr og ferie, og så bliver man så mild i sindet.

Ferier er som gyldne drømme

Ferier er som gyldne drømme

Anderledes da vi skulle hjem. Selvom vi lettede fra Riga kl. 15 dansk tid og landede i Aalborg 18:30 efter kun 3½ times rejse, føltes hjemrejsen længere end udrejsen.

Okay, vi tog til lufthavnen i god tid, for vi gad ikke andet, da vi havde tjekket ud af hotellet. Der var tilmed underholdning i bussen: 2 russiske pyntedukker blev noteret for at køre uden gyldig billet.

Nu kan man jo ikke koble hørelsen fra, og af den efterfølgende samtale fremgik, at de var på vej til Milano. Mit gæt er, at der er velhavende russiske ægtemænd til at finansiere tøjindkøbene i Milano, men sådan er jeg så fordomsfuld. Jeg tror fx heller ikke, at bøden bliver betalt.

Mens vi ventede på check in, kunne vi betragte de rejsende med Ryan Air til Düsseldorf blive kostet rundt med. Først check in og så videre til en anden skranke for at betale ”security-gebyr” på 7 euro. Gebyr på security? Fantasien kender ingen grænser.

Vi havde heldigvis en time og 20 minutter i Kastrup, for i Riga kunne Norwegian ikke udstede boardingkort til København–Aalborg. Spørg mig ikke hvorfor – fra fx Rom er det ikke et problem.

Så for at få boardingkort til Aalborg måtte vi gå fra den ene ende af Kastrup til transfer-centeret i den anden og så tilbage igen i skarpt trav. Vi nåede det da i fin stil, men den slags vil i hvert fald jeg gerne vide på forhånd.

Vi landede rettidigt efter en kort rejse, som føltes lang, og næste morgen kom jeg rettidigt på arbejde til en dag, som var lang. Ferie er godt, men at åbne mailboksen på arbejde bagefter er som at slå kapslen af en rystet sodavand.

Før vi tog af sted, havde jeg sendt to følere ud for at finde logi på Telendos i eftersommeren. De gav begge pote, og vi valgte Pandelis Studios til 45 €/nat. Selvom det lyder billigt, er det faktisk i den dyre ende på Telendos, men Pandelis hører til de bedste lejligheder på øen, hvis det da ikke er de bedste.

Egentlig lejer han ud via Thomas Cook Travel (fx Spies), men da han hørte, at det var fredag til fredag, hvilket er de samme rejsedage som Thomas Cook, ringede han resolut til Thomas Cook og aflyste en af lejlighederne for den uge. En fugl i hånden osv.

Så nu er vi ikke længere husvilde på Telendos, foråret står på spring og feriefremtiden er lys. 🙂

 

15 thoughts on “Det var så den ferie

  1. Peter

    Tak Eric.

    Det bliver super spændende. Du har ret, jeg fandt det igen i går, og man skal flere år tilbage, der var indbygger tallet højere, og den var større end Moskva, det var tilbage til dengang da de lige fik Russisk styre. Og det faldende indbyggertal nu, er som du siger pga udvandring.

    Tak for en super blog 🙂

    Svar
  2. Peter

    Jeg skal til Riga om et par dage, jeg skal ikke på ferie, men jeg skal arbejde og bo der, det har selvfølgeligt resulteret i at nettet nu er støvsuget for Info om Riga. Der er en der skriver “lyder som Moskva bare mindre”, vil bare sige at i forhold til de Info jeg har fundet, så tror jeg at størrelsen kommer an på hvad måle enheden er 🙂 flere steder er det oplyst at Riga var Ruslands anden største by efter Sct Peters borg, samtidig har jeg fundet Info der siger at der er 900.000+ indbyggere i Riga, hvilket jeg ikke syntes lyder af meget, jeg skriver kun dette, i håb om at andre måske finder Info omk måleenheden, der viser at Riga er så stor i forhold til eks Moskva.

    Svar
    1. Eric

      Mit gæt er, at hvis Riga er stor på nogen måde, er det kommunen, der dækker et pænt areal, men det ved jeg ikke. Selve byen er ikke særligt stor, og iflg. Wikipedia er befolkningen i 2013 opgjort til knap 700.000. Det er færre end ældre tal, og kan måske skyldes den ret store udvandring de senere år.

      Det må være spændende at rejse dertil på mere end blot en smuttur. God rejse!

      Svar
  3. Gert Larsesn

    Jeg har lige læst dine Riga beretninger. Dejlige, små historier. Du siger meget i få ord.

    Jeg har aldrig været i de baltiske lande, men jeg har været i Rusland, og kan genkende mange af dine betragtninger. Moskva minder meget om Riga, i meget større målestok selvfølgelig. Den uskønne blanding af nyt og gammelt, struktur og lidt kaos, og ikke mindst den hyggelige fornemmelse af lidt svundne tider, som jeg også har set det i Krakow.

    Gert.

    Svar
    1. Eric

      Sammenligningen med Krakow er god, blot synes de gamle huse i Krakow tungere og mere solide end i Riga, hvor der er mange elegante huse i jugendstil.

      Det gamle Riga er lidt blandet – velsagtens også fordi byen blev bombet under krigen. Tallinn kan anbefales – her er den gamle by forbløffende fri for “forurening” af nyere arkitektur.

      Svar
  4. Ellen

    Det er lidt irriterende, at vi er sådan indrettede, at når der står ‘hjem’ for det indre øje, kan det kun gå for langsomt.
    John og jeg har talt om at vi skal huske (lære!) at gøre hjemturen til en del af ferien.
    Det gælder ikke for en tur til Riga med fly, men det er en rigtig god ting at kunne, når man har slæbt en campingvogn med til Nordkap!

    Svar
  5. Stegemüller

    Velkommen hjem igen fra Riga. Det var ærgerligt, at I ikke havde bedre vejr. Vejret betyder rigtig meget på en kort storbyferie, men det er bare så pokkers svært at planlægge efter. Sommeren eller rettere foråret er jo også først dukket op hos os de seneste par dag.

    Pandelis på Telendos ser absolut lækkert ud. Nu har I heldigvis et nyt feriebolsche. Jeg sutter langsomt på mit – og det nærmer sig (37 dage siger tælleren på Min side hos Spies).

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne. Det værste ved gråvejr er næsten, at farverne ikke spiller, men vi havde det rigtig dejligt og forkælede os selv, og det var hovedsagen. Vejret får du til gengæld ingen problemer med, når du skal til Telendos i maj/juni. Åh, en hel måned, hvor lækkert 🙂

      Svar
  6. Henny Stewart

    Det er klart, at man ikke er helt så mild i sindet, når ferien er forbi. Så meget virker det trods alt ikke, det der ferie!

    Men det der Riga, er det nu noget? Jeg synes ikke ligefrem, du er boblet over af begejstring.

    Godt at Grækenlandsturen er sikret!

    Svar
    1. Eric

      Vi har ikke fortrudt Riga, det var stort set som forventet, og der er ingen skuffelse. Manglen på bobler skyldes nok mest det triste vejr. Men skal jeg sammenligne sammenlignelige byer som Riga, Tallinn og Krakow, foretrækker jeg de to sidste. Alle er et besøg værd, nogle flere. Det er nok ligesom personlig kemi.

      Svar
  7. Anni

    Velkommen hjem! Herligt at læse – efter ferie at åbne mailboksen på arbejde kan sammenlignes med at slå kapslen af en rystet sodavand! Tak

    Svar
  8. Inge

    Ja tid er relativt.. 🙂
    Dejligt at I har fået fat i en af de gode lejligheder, og velkommen hjem til foråret.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *