En bekendt har været døden nær af en tropesygdom, og det fik mig til at tænke på Herbert og den nepalesiske indvoldsorm.
Herbert var en studiekammerat, jeg havde sidst i 70’erne. Man kan sige meget om min generations forældre, men de kaldte ikke deres sønner Herbert, og det står derfor til troende, at jeg i diskretion ikke bruger hans rigtige navn.
Vi var ikke nære venner og sås ikke privat, men var på humoristisk bølgelængde og kunne drikke en øl sammen og snakke, når jazz-huset Louis i Jomfru Ane Gade havde billige bajere tirsdag aften.
Det halve universitet mødte sent onsdag; der var ikke så mange studerende dengang, og Louis eksisterer ikke mere, selvom der blev spillet meget andet end jazz.
Herbert var spinkel og ikke særligt høj. Hår og skæg var kulsort, blikket intenst. Han vidste godt, hvordan en chillum fungerede, og følte sig draget af Indien og Nepal i sommerferierne.
Han var bestemt ikke hippie, snarere revolutionær. Revolutionsromantik var moderne, og Inge Eriksen debuterede med romanen ”Victoria og verdensrevolutionen” i 1976. Det til trods kunne østens mystik stadig drage nogen; det var et mix.
Herbert kunne Ibsens lange digt, ”Terje Vigen,” udenad. Så når man kom på Louis og hørte én recitere: ”Der bode en underlig gråsprængt en / på den yderste nøgne ø;” vidste man, at Herbert var kommet før kl. 22, hvor ølprisen blev sat ned til to for en tier.
En sommer tog han til Nepal igen, og der gik lang tid – måske et halvt år – før jeg så ham. Vi mødtes tilfældigt i en af byens gågader. Han var afpillet som en kz-fange og kunne slet ikke fylde tøjet ud. Huden var sygeligt gullig.
Jeg spurgte forskrækket, hvad der var galt, og Herbert svarede, at der ikke var noget galt. Tværtimod var han lige blevet udskrevet.
I Nepal fik han sig en ondsindet indvoldsorm, og dødssyg blev han hu hej fløjet hjem, hvor han lå på hospitalet temmelig længe. Eksotiske lande, eksotiske sygdomme.
Jeg sagde noget passende og beklagede, at drømmeturen fik en sådan ende, men Herbert tog det ikke så tungt, for det er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget.
Tolderne havde nemlig ikke fundet den sorte Nepal-tjald, han havde gemt i en antik tromme, som var blevet eftersendt med alt hans andet habengut.
Tolderne nærede ellers stor interesse for alt fra Nepal, men det kan vel have spillet en rolle, at afsenderen var den danske ambassade.
/Eric
Sikken en historie! Og sikken en historie-forlængelse i svaret til Jørgens-kommentar!
Jeg afstår fra at kommentere … 😉
Sikke en historie – man kan vel godt sige, at den har en slags happy ending 🙂
Så afgjort. Havde jeg været i Herberts sko, havde jeg dog nok haft en anden opfattelse.
Åh hvor jeg husker “Victoria og verdensrevolutionen”, jeg tror, jeg læste den i 1981, hvor jeg lige var flyttet på kollegium og startet på Statens Kursus til Studentereksamen, og København stadig var lidt en farlig by, når man kom lige fra Bornholm og de røgede sild.
Jeg har røget to joints i mit liv, og det kommer aldrig til at ske igen, for jeg brød mig ikke om det, det gjorde ved mig; herudover er jeg sindssyg bange for hashpsykoser, som pludselig kan ramme og som kan ødelægge en for altid. På kollegiet boede der flere, der røg for meget tjald, og egentlig ikke så ud til at have det videre godt.
Jeg ville faktisk meget gerne til både Indien og Nepal for at se de smukke bjerge og vandre lidt rundt i dem, men jeg er bange for at blive syg og blive lige så afpillet som din Herbert.
For mig var hash også kun en flirt, noget der skulle prøves. Det var ikke dårlige oplevelser, men for mig er verden (den gode del) smuk nok uden pynt.
Jeg slugte også “Victoria” første gang, men ved anden gennemlæsning nogle år senere slog det mig, hvor fladt og fersk sproget er. Der er knap en sætning, der ikke starter med grundled efterfulgt af udsagnsled: da-dum-da-dum, da-dum- da-dum.
Måske var det en bevidst læse-let-strategi, så de stakkels arbejdere kunne læse med, men i så fald temmelig arrogant og naivt. Skrivestilen ændrede hun heldigvis senere, for hun kan jo godt.
Herbert havde øje for det positive, måske sidder han og trommer med en joint i munden et eller andet sted. 🙂
Og reciterer Terje Vigen 😉
Ak, ja. Det må have været tider. Jeg har tænkt på at ønske mig noget tjald i fødselsdagsgave, men det bliver nødt til at være noget man kan spise eller drikke, for jeg gider altså ikke komme til at ryge igen.
Den gang rejste unge danskere til Nepal. Nu kommer folk fra Nepal, hovedsagelig Bhutanesere, der i årevis har levet i flygtningelejre i Nepal, til Danmark, hvor sådan nogen, som dem jeg er i praktik hos, forsøger at lære dem dansk. Det gør jeg så også, efter bedste evne og uden andre stimulanser end stærk kaffe i pauserne.
Nogen bruger at putte tjalden i te, andre i kager. Jeg vil foreslå rom til at overdøve smagen, for det smager vel stadig, som det gjorde for mange år siden.
Det må man tro, det gør. Omend jeg husker lugten bedst. Jeg har selv kun prøvet et par enkelte hiv, mens jeg var i overrislet tilstand, så jeg husker ikke nogen smag. Men lugten var fæl.
Tak for den gode historie om Herbert. Det er ikke fareløst at farte rundt i verden omend man kan være heldig at få havegodset eftersendt af ambassaden. Han kom sig forhåbentlig godt, Herbert.
Godt at din bekendte ikke døde af tropesygdommen.
Egentlig tror jeg risikoen for at pådrage sig lidelser i Nepal og Indien og sådanne steder, kommer jeg i tanker om, når jeg tænker på hvad folk jeg kender har været ude for.
Herbert kom sig. Jeg mødte ham igen nogle år senere på et værthus i Aalborgs midtby. Vi indgik et væddemål (jeg vædder ellers aldrig), og Herbert insisterede på, at det skulle gælde en flaske Gewürztraminer. Jeg vandt væddemålet, men har ikke set Herbert siden, så jeg kunne gøre krav på gevinsten.
Desværre kan jeg ikke huske, hvad vi væddede om.
Risikoen ved at rejse til eksotiske lande skal ikke undervurderes. Vores antistoffer er ligesom gearede til en mere tempereret bakterieflora.