Onsdag vågnede jeg tidligt, den slags uheld sker, og jeg tog på arbejde et kvarters tid før normalt.
Himlen havde lige skiftet sin sorte kappe ud med en mørkeblå, så solsorten på tagryggen var synlig i silhuet. Jeg så op, fordi han bød lyset velkommen med sang.
Der var nye mennesker på ruten. Jeg så ikke de to kvinder på vej mod busstoppestedet og heller ikke manden med den gyldne retriever.
Som normalt lagde jeg cyklen ud på vejens midte før en bestemt sidevej for at undgå den kvindelige kamikazecyklist med hvid cykelhjelm, men hun torpederer ikke vigepligten så tidligt.
Jeg kørte samme vej som altid, men et kvarters tid var nok til at ændre den. Nye mennesker, andre trafikanter. Bare fordi jeg vågnede tidligt.
For et par uger siden vågnede en kollega for sidste gang. Dagen før han kunne fejre 25-års jubilæum.
En af kollegaerne, der besøgte ham på hospice, havde ellers sagt til ham, at nu havde han fandeme bare af at holde ud, så vi ikke gik glip af kransekagen og alt det der, men det kiksede altså.
For knap 20 år siden var han gennem hele turen med kemo og stråler for første gang. Han var en jernmand og blev helbredt, men tabte altså, da det store C slog til igen.
Som altid sætter det tanker i gang om livets flygtighed og kaotiske tilfældighed, og om at man ikke skal satse det hele på pensionsopsparingen.
Tid er sådan en elastisk størrelse. Et år synes som lang tid, men før man får set sig om, er det gået, og det er kun et øjeblik siden, jeg skulle have lys på cyklen, når jeg kørte hjem.
Men nu synger solsorten om morgenen. Det lysner, og vil man opleve noget nyt, skal man bare tage af sted et kvarter før.
/Eric
Der skal jo ikke meget ændring til før verden ændrer sig – og pludselig er man død. Det er nu en godide at lytte til solsorten og glæde sig over lyset, for om pokkers kort tid skal cykellygterne tændes igen.
Ja, det varer aldrig … 🙂
Det er forunderligt som 15 minutter kan få den vanlige morgen til at se helt anderledes ud. Det er godt at bryde med rutinerne og få et andet glimt af verden. 🙂
Ja, det var på sin beskedne vis en øjenåbner, om end det vel bare viste, at jeg ikke er det eneste vanedyr. Jeg kan dog garantere, at det ikke bliver en vane at tage afsted et kvarter tidligere 😉
Der gives desværre ikke garantier for ret meget her i tilværelsen. Synd med mandens jubilæum, men nok mest for jer andre, hvis han selv var helt afklaret. Jeg vil også være glad, hvis jeg får 20 år til efter første livtag med kræften …
Hehe “The Man With the Golden Retriever” 😀 – så er vi i Ålborg og ikke i Ian Fleming-land.
Tid er fantastisk elastisk. Når man ser frem til noget, er der laaang tid til. Når man når det, gik tiden alligevel forholdsvis hurtigt, og når man kigger tilbage på det år efter, skete det for et øjeblik siden. Og bare et kvarter kan servere en helt ny verden for én …
Af og til skal man minde sig selv om, at det er lige nu. Når noget bliver rutine, ser man og ser alligevel ikke. Hvis livet bliver rutine, snyder man sig selv.
I skrivende stund er der møgvejr med regn og rusk, men vi går en dejlig tid i møde.Det er godt at have noget at glæde sig til.
Det eneste, der er sikkert, når vi kommer til verden, er, at vi skal forlade den igen. Alligevel lever vi alle som om, vi er udødelige. Selvfølgelig kan man ikke hver dag gå med dødsangst for så bliver man jo totalt invalideret, men måske skulle vi alligevel tage det lidt mere alvorligt?
Utrolig hvad 15 minutter kan gøre.
Hvor stammer billedet fra?
Ind imellem, når rutinen bliver for balletung, er det sundt at minde sig selv om, at billetten måske udløber om en time.
Billedet? Giv det et klik, og du får svar 🙂
Jeg gættede på Telendos. Helt galt på den, var jeg så ikke.
God søndag.
Åh hvor er jeg dum – ved nærmere læsning ER det jo Telendos!
Hehe – god søndag til dig også 🙂
Så lidt skal der til. blot 15 min. af ens liv og man oplever noget helt andet. Herligt. Ærgeligt med den kransekage, det kunne han så ikke unde jer. Nej , canser er en satan, vi har den i familien lige nu, mere end hos en . Vi tror på at det nok skal gå, at de overlever. Der efter skal de komme til at give kransekage. Men lige nu, er der måndere med behandling forude. Såden er det og solsorten synger, vi håber det ikke er på sidste vers. Ja livet er her og nu.
Man skal ikke lave ret meget om på rutinerne for at få nye oplevelser, og det er stimulerende. Desværre klarede han den ikke til kransekagen. Han var, tror jeg, helt afklaret, men den sejr blev ham ikke forundt. Desværre. Lad os håbe, der kommer kransekage i din familie.