I går blev Helles søster bisat, alt for ung, og i dag besøgte jeg min mor, der synes, hun er blevet for gammel. Et indlæg uden vitser.
Gravstene i Fikardou på Cypern
Lisbeth blev bisat i går. Hun blev kun 63, og det er jo ingen alder i dag.
Jeg har efterhånden været til mange bisættelser. Familie, kollegaer, venner – foruroligende mange. Jeg ved nu, at jeg skal have rigelig forsyning af papirlommetørklæder med, det kaldes erfaring.
Det er bevægende hver gang. Jeg finder ingen trøst i præstens snak om Jesus, men ceremonien sætter et mentalt semikolon, så man kan mindes de gode ting, de muntre øjeblikke.
Farvel Lisbeth, og tak!
Bagefter var familie og venner samlet, og vi morede os over minderne, bl.a. Mogens’ gavtyvestreger. Mogens var Helles lillebror, indtil noget trykkede på hans hjertes off-knap for 9 år siden.
I dag besøgte jeg min mor. Hun bliver 89 på torsdag og er gammel. Mentalt er hun frisk nok, om end det kniber med korttidshukommelsen – der kan være en sammenhæng med al den medicin, hun får. Hun kan knap gå og sidder som en træt fugl i sin lænestol, når hun ikke er i seng.
Så går det kun én vej med muskelmassen, og det er ikke den rigtige. Hun er meget undervægtig, hun ved det, men har ingen appetit. Hun har det ikke godt, siger hun, og jeg tror hende med afmagt, da hun trykker sig ind til mig i et knus, og jeg mærker knoglerne under huden.
Der kommer nogen hver dag og hjælper, selvom det måske bare er en smule opvask. Det værdsætter hun, men det frustrerer hende, at der er så stor en udskiftning. Hele tiden kommer der nye, som sætter forkert på plads. Mor er pertentlig, sådan er det bare.
Lisbeth døde alt for ung, men det er heller ikke sjovt at blive gammel og miste kontrollen.
Så det kører ikke lige for tiden, selvom cykelcomputeren sagde, at vi havde kørt 28,2 km. Gennemsnitshastighed kun 21,5 km/t – der er for mange trafiklys. Elcyklen blev købt i april 2015, og i dag nåede vi 2005 km i alt.
Så på visse punkter er der trods alt fremdrift, men Batavus er også ung endnu.
/Eric
Jeg kan kun nikke genkendende til mange af dine iagttagelser. Vi har også det hele inde på livet.
Så sent som sidste lørdag, prøvede jeg atter at holde mig fanget af præsten ord om Jesus, men atter gik mine tanker på langfart.
Jeg synes ingen begravelser eller bisættelser er følelsesmæssigt ens. Det kom fuldstændig bag på mig da min moster døde, (hun faldt om med hjertestop) at jeg virkelig havde svært ved at komme ind ad kirkelågen til selve kirkegården. Der var lang vej op til kirken. Da min far døde voldte det ikke mig nogen kvaler, måske fordi han netop i mange år havde givet udtryk for at han var mæt af dage og gerne ville forlade denne jord.
Livet er ikke retfærdigt og døden heller ikke altid, selvom jeg ikke skal gøre mig til dommer over hvis tur det skal være.
Dine betragtninger om vilkårligheden rammer plet, og hvis jeg skulle begrunde rationelt, hvorfor jeg ikke kan tro (hvilket snarere er en intuitiv følelsesting), ville vilkårligheden og manglen på stringens og konsekvens i forhold til evangeliet og læren om den almægtige stå meget højt på listen.
Men lad det nu ligge. Folk må tro, hvad de vil, og det vil jeg ikke blande mig i, sålænge de holder nallerne fra min dørklokke.
Jeg tror ikke, min mor er mæt af dage; hun er bare så inderligt træt af at være syg og for svag til at kunne gøre noget som helst. Der er en nuance til forskel.
Og jo, vi har talt en del om Lisbeth, og vi glæder os meget til ferien 🙂
Min far døde da han var 67, for 41 år siden. Min mor døde som 94-årig for 3 siden. Det var smerteligere at min far døde da jeg var i begydelsen af 30erne end det var da min mor døde og jeg nærmede mig de 70. Det var snarere vemodigt end sørgeligt. Det er et af livets vilkår at vi ikke ved hvor gamle vi bliver, men det er nu bedst hvis vi når til at blive mætte af dage, hvilket jeg ikke går ud fra Helles søskende var. Mon ikke din mor er ved at nå til samme punkt som min mor gjorde efter 3 indlæggelser. Nu kunne det være nok.
Bisættelser er gode at deltage i af hensyn til det punktum der sættes, men gravøllet efterfølgende er også vigtigt fordi det illustrerer livets fortsættelse.
Jeg må sige, at det efterhånden er blevet lettere at deltage i begravelser end det var tidligere, også fordi man efterhånden ved hvad man reagerer på, jeg gør i alle tilfælde. Og det er fint.
Jeg håber du og Helle er gode til at snakke om tabet af Helles søster, og at I kan nyde at alt grønnes og Italien snart venter.
Uanset om man synes det er okay (som fx hvis det var din mor, og misforstå mig ikke, men jeg havde også en far, der blev ældre end han syntes var ‘sjovt’) eller man synes det er alt for tidligt, som det har været med begge Helles søskende, er der absolut intet opmuntrende ved bisættelser eller begravelser. De er forstemmende, og man tænker altid en masse tanker i den forbindelse.
Ganske enig.
Ceremonien i kirken er jo egentlig ikke for de troende – de kommer om søndagen 🙂 ) – den er, som du siger, for at man kan sætte det mentale semikolon. Og det sker. Jeg kan faktisk ikke huske en bisættelse, som ikke endte med, at vi alligevel havde smil på læben måske ligefrem grinede. Det bliver en stund, hvor man mindes og trækker alle de humoristiske historier frem.
—–
Og så noget helt andet: Der er altså et eller andet med dine feeds, der af og til ikke fungerer som det skal. Da jeg brugte Readeren “Sage” kom dine indlæg ikke altid op, og nu hvor jeg er skiftet til “bloglovin'” er det heller ikke altid, dine indlæg vises. Fx blev dette indlæg ikke vist. Jeg var kun opmærksom på det, fordi du havde lagt et link på Facebook. Det besynderlige er så, at det kun er af og til. Kan du evt. kigge på det?
Bisættelser er forstemmende, men det er alligevel godt at mødes med de andre efterladte og sige farvel.
Med hensyn til mine feeds kan det måske være Feedburner, der giver forsinkelse. I stedet kan du bruge den direkte adresse, som er: http:////sitestory.dk/wordpress/feed/
Kender det alt for godt ErikDet er ikke det bare, når man mister nogle man holder af,min mor var vist i den samme situation som din inden hun blev træt af det hele og sov stille ind
Det kan komme som en befrielse, men kan tage for lang tid.
Hvis du kommenterer igen med samme navn og e-mail, ryger du lige igennem. Førstegangskommentatorer skal godkendes af hensyn til spam.
Takker