Efterlønsbevis

Den 19. oprandt dagen, hvor jeg kunne søge om efterlønsbevis, og jeg gik i gang med ansøgningsformularen på fagforeningens hjemmeside.

Hængekøje

Jeg skulle have Nem-ID parat, stod der. Det skulle jeg så ikke, for det havde jeg brugt til at logge ind med.

Til gengæld skulle jeg som noget af det første indtaste arbejdsgiverens CVR-nummer. Det har jeg ikke tatoveret i håndfladen, så jeg måtte finde en lønseddel.

Senere kom følgende spørgsmål:

”Har du i de sidste 12 måneder haft længerevarende sygeperioder (mere end 2 uger) og/eller perioder med fravær uden løn?”

Jeg har haft én og kun én (da jeg havde hjertebøvl), og for en pedant som mig er 1 = ental, mens sygeperioder er flertal.

Jeg er dog gammel nok til at vide, at også bureaukrater kan sige ét, når de mener noget andet. Jeg har desuden kontrolapparatet mistænkt for ikke at kere sig om semantik, hvis det får færten af socialt bedrageri, forsætligt eller ej.

Så jeg afbrød formularskriveriet og sendte et afklarende spørgsmål. Til A-kassens ros var der svar næste morgen: De mente ganske rigtigt en til flere perioder, og ikke det de skrev.

I dag fik jeg så sendt formularen med rettidig og omhyggelig angivelse af én sygeperiode på mere end to uger.

Jeg kan forvente at modtage efterlønsbeviset om en måneds tid, og så kan jeg gå på efterløn, når det passer mig.

Planen er dog at vente til januar 2019, for Helle, den årsunge, må vente til oktober 2021 – eller et halvt år mere hvis banditterne på tinge når at gøre alvor af deres trusler.

Jeg er desuden en af de sidste årgange, som undgår modregning af alverdens ting, hvis jeg venter to år, og det er ikke småpenge.

Jeg er hverken nedslidt eller syg, men har ikke gnist af dårlig samvittighed over at gå på efterløn. Vi indgik en aftale, da jeg tilmeldte mig ordningen, og det er staten, der delvis løber fra sine løfter.

Visse politikere så helst, at vi arbejder, til vi dør. De har knald i låget. Det næste bliver vel tvungen reinkarnation for at øge arbejdsudbuddet.

Selvom jeg er glad for mit arbejde, glæder jeg mig til tilværelsen som efterlønner, hvor jeg kan bruge min fulde tid og energi på det, jeg har lyst til. Det bliver nyt og spændende!

/Eric

17 thoughts on “Efterlønsbevis

  1. Donald

    Det var dog frygteligt anstrengende. Jeg husker ikke, hvordan jeg gjorde, men jeg kan huske at jeg var nødt til at skrive et par gange og lægge dokumentation for, at jeg havde svaret på et eller andet.

    Ja, det er jo statsmagten, som først lover noget og så laver om på det. Men staten, det er (også) mig og jeg har en respekt selv for den politiker, som ødelægger sit genvalg ved at sige “vi bliver nødt til at gøre noget ved efterlønnen” (Det er Nyrup, jeg tænker på).

    Jeg har opgivet at blive irriteret over den slags, det slider for meget, og jeg prøver i stedet at gøre tingene uden at sukke og stønne. Det lykkes næsten aldrig.

    Svar
    1. Eric

      Hehe: “Det lykkes næsten aldrig”

      Jeg har ikke opgivet. Der er forskel på det, der virkelig er “nødvendighedebs politik”, og så skruppelløse sociale nedskæringer med det formål at lempe topskatten eller afgiften på luksusbiler.

      Svar
  2. Jørgen

    Hvor mange arbejdsdage har du tilbage?
    Det er vel til at overse?
    Det er ret tankevækkende, at “man” stiller store krav til andres evne til præcist at besvare spørgsmål når man ikke evner at formulere sig tilsvarende præcist selv. Thi man kan naturligvis ikke regne med imødekommenhed, hvis man formulerer sig i overensstemmelse med spørgsmålet og det opdages at man ikke har svaret på spørgsmålet som om det rigtige var stillet.

    Svar
    1. Eric

      Antal dage har jeg ikke lige styr på, men hvis jeg siger op til 1. januar 2019, er det vel to år minus 12 ugers ferie.
      Det anede mig, at deres formulering var upræcis, og da de netop har magten, valgte jeg at spørge frem for at tage en retssag om, hvad flertal betyder 😉

      Svar
  3. Stegemüller

    Jeg elsker disse ord sat sammen “tvungen reinkarnation for at øge arbejdsudbuddet.” Jeg tror, du har ret.

    Da man kunne begynde at indbetale til efterlønnen, var jeg for ung til, at det kunne betale sig (fedt endelig at være for ung). Så der har jeg aldrig været medlem. Jeg har faktisk ikke overblik over, hvor meget min private pensionsopsparing giver, men pyt med det, jeg har ca. 14 år til at finde ud af det.

    Og så velkommen til kontrolhelvedet, hvor man hele tiden bliver mistænkt for en eller anden form for bedrageri. Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

    Svar
    1. Eric

      Da vi kunne tilmelde os ordningen, var vi ikke i tvivl, og det er vi meget glade for i dag.

      Og tak for velkomsten. Jeg formoder, at kontrollen hylder det gode princip, at man er skyldig og dømt, til man bevise sin uskyld 😉

      Svar
  4. Ellen

    Efterløn er godt. Punktum. Og når den ikke findes mere, håber jeg, at mange kan finde ud af/har mulighed for at pensionere sig selv lidt tidligere end de 70 år … det er der trods alt ingen lov imod endnu.

    Svar
    1. Eric

      Enig, men der skal sørme spares flittigt op, hvis man skal gå på selvfinasieret pension før tid. For mange vil det ikke være muligt.

      Svar
  5. Lene

    Tillykke med beviset, gid det må bekomme dig godt, når den tid kommer 🙂 Jeg er faktisk lidt bange for at jeg ikke kan finde ud af det der pensionsliv, så jeg må til at øve mig 🙂

    Svar
    1. Eric

      Tak Lene. Jeg er sikker på, at det vil bekomme mig vel. Som pensionsnaturtalent behøver jeg ikke at øve mig.

      Svar
  6. Farmer

    Som landmand er jeg kendt med et apparat der er overtaget af kontrolparanoia, så jeg bliver sikkert en god efterlønner med tiden.

    Men hvor er dit eksempel typisk.
    Alt skal stemme på 4. decimal; men når det gælder klarhed i vejledninger og alenlange skemaer er det skriftlig dansk på grundskoleniveau.

    Svar
    1. Eric

      Jeg kan levende forestille mig kontrolvældet inden for landbruget, og at du vil være i god træning, når tiden kommer, hvis den kommer. En klassekammerat fra folkeskolen skrev på Facebook, at hun fik efterlønsbeviset tilsendt automatisk uden at skulle ansøge. Så ubureaukratisk kan det minsandten gøres.

      Svar
    1. Eric

      Det er nok det samme som i dag + det løse og i større stil. Jeg ser fx frem til en lille ting som at kunne tage ind til byens centrum og dalre rundt på en hverdag. Bedre tid til at læse og minsandten om ikke man kan rejse uden at bekymre sig om, hvor mange feriedage, man har til rest. Mest af alt nok det med energien.

      Svar
  7. Henny Stewart

    Ja, selvfølgelig har man ret til sin efterløn! Men det er knageme en vanskelig proces at komme igennem. Eller, ja så er det heller ikke værre. Men man skulle godt nok tro, at man var ude i noget kontanthjælp, sådan som man bliver mistænkeliggjort. Man skal også passe på som en smed, når man er gået på efterløn. Hvis man har en indtægt, som man måske ikke en gang har bedt om, kan man risikere at de stopper efterlønnen, også selv om det er helt OK at modtage vederlag for tidligere udført arbejde.

    Svar
    1. Eric

      Det anede mig, at apparatet er overtaget af kontrolparanoia. Og selvom man passer på som en smed, kan smed rettes for bager.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *