Statsministerens nytårstale 2017

De fleste forventer velindpakket smålighed, men vi kan afsløre, at statsministerens nytårstale i stedet bliver visionær, samlende og sympatisk.

Godt nytårSædvanligvis pålidelig kilde har lækket dele af statsministerens nytårstale til vores udviste medarbejder. Ikke hele talen (nogle passager om økologi og ørkenkrig troværdighedstjekkes lige nu), men nok til at vi kan afsløre nogle hovedtræk.

Det er en tale, som vil gå over i historien, for en lignende kursændring er ikke set, siden Anders Fogh Rasmussen i 2009 indvarslede et grønt og fossilfrit Danmark.

Skat og kaos

Lars Løkke vil indlede med at indrømme, at VK-regeringen kvajede sig grusomt, da den i 2005 begyndte at rundbarbere Skat. Over de næste 10 år blev 4.000 fuldtidsstillinger (ca. 44 %) nedlagt, selvom inddrivelsesværktøjet, EFI, aldrig kom til at virke.

Det førte til kaos i Skat, milliardrestancer og svindel i svimmelklassen. Det var så at sige skattelettelser ad bagdøren og kostede langt mere, end det sparede.

Ved at angre og bede om tilgivelse for dette vinder Løkke folkets sympati fra start.

Statens indtægter

I forlængelse heraf gør Løkke op med nedskæringspolitikken og varsler i stedet effektiv inddragelse af de mange milliarder, borgere og virksomheder nu skylder staten.

Multinationale selskaber skal desuden have sværere ved at fifle sig til nulskat, og Skat vil slå hårdt ned på personer, der illegalt placerer formuer i skattely.

Dette finansierer ikke kun en lempelse af selskabsskatten som kvittering for partistøtten, men der bliver også højere til kontanthjælpsloftet.

Beskæftigelse og kontrol

Løkke varsler desuden en massiv indsats mod ungdomsarbejdsløsheden, bl.a. med støtteordninger der øger incitamentet til at tage unge i lære eller praktik.

”Hvis de unge skal forsørge os, når vi bliver gamle, skal de have et job.” – siger han.

Regeringen vil spare milliarder på beskæftigelsesindsatsen ved at lempe kontrollen med de ledige. Det vil friste nogle få til snyd, men når kontrollanterne har fundet anden og meningsfuld beskæftigelse, vil de sparede årsværk kompensere mangefold.

Ældreplejen

Det ligger også fast, at ældreplejen skal forbedres, og private aktører i hjemmeplejen skal være bedre polstret mod konkurs (solvenskrav) for at komme i betragtning.

Eksperternes vurdering

Vi har bedt en kender af Løkkes taler om en vurdering, og han hæfter sig især ved, at Løkke ikke siger ”kernevelfærd” en eneste gang.

Godt nytår!

/Eric

14 tanker om "Statsministerens nytårstale 2017"

  1. Jørgen

    Tak for den relevante tale. Det er glædeligt at den ligges, lægges, lækkes eller hvad det nu hedder. Det bliver så spændende om de resterende 14 minutter af den har et tilsvarende indhold.
    Godt nytår herfra.

    Svar
  2. Stegemüller

    Mange tak for den bedste udgave af statsministerens nytårstale i mange år. Jeg synes, du får alle pin pointet alle de væsentlige temaer med, og jeg ser gerne dig som statsminister!

    Det tema, der ramte mig mest, var det med lærepladser til de unge, da de ellers ikke kan forsørge os, når vi bliver gamle. Det er jo logik for perlehøns, så hvorfor er der ingen, der gør noget? Jeg har en tidligere kollega Tine Busk, der stiller op til FT for Alternativet. Hun indkaldte for ikke så længe siden forslag til, hvad hun skal tage med sig. Jeg vil skrive til hende om dette tema. Hvis du er interesseret finder du hendes post her: https://tinebusk.dk/2016/11/01/mine-politiske-maerkesager/

    Solvenskrav i hjemmeplejen – ja selvfølgelig da, og det vil uden videre kunne sættes i værk, og det koster ikke noget.

    Nu må jeg hellere tilstå, at jeg kun har set en eneste af Lars Løkkes nytårstaler, da jeg ikke kan holde alt det med kernevelfærden ud.

    Du ønskes et rigtig godt nytår, og jeg ser frem til masser af gode indlæg fra dit tastatur.

    Svar
    1. Eric

      Velbekom Hanne og godt nytår til dig også.

      Det der med mig som statsminister går ikke. Jeg er for gammel til at ændre min natur til at være ærlig og samvittighedsfuld og sætte nationens interesser højere end mine egne og vennernes. Min moralske kaliber slår slet ikke til.

      Svar
  3. Henny Stewart

    Jeg er bange for, at du er blevet narret. De små bidder, du har opsnappet, antyder, at vor statsmedister har et hjerte og en smule anstændighed plus lidt skam i livet. Ingen af delene passer, desværre.

    Men du må nu alligevel have et godt nytår og komme sikkert ind i det, ikke mindst.

    Svar
    1. Eric

      Nu ikke al den forhåndspessimisme – som du beskriver ham, kan det vel kun blive bedre.

      Her i huset prioriteres sikkerheden højt. Postkassen er demonteret til i morgen, og det værste, vi skyder af, er boblevandets prop.

      Svar
  4. Morten J

    Jeg kan ikke hitte om dette indlæg er “seriøst” – om kilden foreligger, eller indlægget mere er en satirisk kommentar?

    mvh Morten

    Svar
  5. Donald

    Det var ikke det, jeg hørte. Men det er måske meningen?
    Jeg hørte austerity, mistillid til syge og arbejdsløse, ingen bevillinger til drabstruede socialarbejdere.

    Svar
    1. Donald

      Og så havde han vist misforstået “Matador” serien – men den er selvfølgelig lavet, så man kan lægge i den hvad man vil.

      Svar
    2. Eric

      Nej, vi var nok offer for spin! Dog var talen mindre konkret, end jeg havde forventet. Gaflen blev sat mere håndfast i, da efterlønnen stod for skud.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *