Bustur og alderdom

Jeg besøger min gamle mor. Busturen giver et indblik i andres liv, jeg må lytte og iagttage og kan ikke koncentrere mig om at læse.

Krokus

Snart kommer foråret

Bussen er 5 minutter forsinket, men det er ligegyldigt, om jeg fryser nu, eller når jeg skal skifte på busterminalen. Den unge fyr, som også venter, har langt hår på højre side og kort på venstre.

Jeg ser sikkert også fjollet ud med min tophue fra Tallinn, men den holder i det mindste på varmen hele vejen rundt.

Bussen til Svenstrup er halvt fuld, og trafikken komprimeres, da vi nærmer os City Syd med Bilka og de andre store varehuse. Køen bevæger sig langsomt, kofanger ved kofanger.

Jeg har ladet e-bogslæseren op til turen, men der er indtil flere telefonsamtaler at følge, og med dette live indblik i virkelige privatliv, kan jeg ikke samle mig om fiktionen.

De fleste telefoner står af ved City Syd, og bussen sætter farten op. I Svenstrup passerer vi et advokatkontor. ”Møderet for højesteret” står der på vinduet.

Det gør mig lystig. Møderet – gad vide, hvilke møderetter man serverer i højesteret? Højreb? Højt smørrebrød? A(d)vocado?

Hos mor

Mor sidder som en skrøbelig fugl i lænestolen. Hun spiser afskorpet franskbrød med røget laks, en af de få ting hun kan få ned. Hun er 89, har ingen appetit og er meget tynd.

Hun kan med møje bevæge sig rundt i lejligheden. Det er længe siden, hun sidst var udenfor. Bentøjet vil ikke, og det sker, at hun falder og ikke kan komme op.

Chokoladekagen glider dog fint ned. Jeg tror, hun spiser resten de kommende dage.

Hun fortæller det samme hver gang. Der sker jo de samme ting, og det er ikke nemt at huske, hvad man har fortalt.

Jeg har vænnet mig til det, og mens hun snakker, får jeg erindringsglimt fra barndommens søndage, hvor vi gik tur i Hammer Bakker eller rundt om Store Økssø ved Skørping.

Og fra den sommerferie på Læsø, hvor vi boede på vandrehjem og havde cyklerne med. Jeg tog lysbilleder med mit Kodak Instamatic. Billederne må være i kælderen et sted.

Det er snart 50 år siden. Det er slut med at gå ture, mor skal have hjælp til det meste.

Hjemmehjælpen leveres helt eller delvis af et privat firma. Det er ikke mor, der har valgt privat aktør. Hver og hver anden, der kommer, er et nyt ansigt, som ikke ved, hvor tingene er, og som sætter forkert på plads, så mor skal lede.

Firmaet har sikkert stor personaleudskiftning, og det har vel sine årsager.

Der er flere glimt, men dette er hverken en journal eller en telefonsamtale i bussen. Det er frustrerende at blive gammel, når man er klar nok til at erkende og forbande sin afmagt.

Hjemturen

Jeg går til stoppestedet. Der er ikke fortove herude, og græsrabatten er smattet. Bussen er små 10 minutter forsinket.

Den fyldes op ved City Syd. Den unge kvinde ved siden af mig er optaget af sin smartphone og snøfter uden ophør. Undertiden hviler hun panden mod sædet foran.

Jeg overvejer at give hende et papirslommetørklæde fra pakken i min lomme, men gør det ikke. Der kan være en mur mellem fremmede, når de sidder tæt, og selvom det ville være en venlig gestus, ville det røbe min irritation. Vi er snart fremme.

Som på udturen afvikles trafikken trægt. Vi når busterminalen, og i løb når jeg lige akkurat at skifte bus uden at skulle vente.

Jeg sætter mig ved siden af en ung fyr, der er på Facebook med sin smartphone. Jeg lukker øjnene et øjeblik og glæder mig over, at pumpeværket tillader mig at løbe.

/Eric

17 tanker om "Bustur og alderdom"

  1. Henny Stewart

    Du kunne da ellers overveje at blive klippet rødhåret med en træsaks, sådan med et lyn i siden. Skulle det mod forventlning ikke falde i smag, er der jo stadig huen fra Riga.

    Den der med at være omsorgsfuld i det offentlige rum er svær. Dels kan den misfortolkes, dels kan det gøre det hele meget værre. Men diskret at stikke en person en pakke uåbnede lommeletter er jeg dog sluppet godt fra flere gange. Til gengæld er det vist stort set det højeste, jeg har kunnet svinge mig op til i den branche, så der er nok ikke sat særlig megen god karma ind på kontoen af den grund.

    Svar
    1. Eric

      Det minder mig om en gammel, men sand historie fra skakverdenen. Jeg nævner ingen navne, men en (dengang) purk spillede mod en ældre, kvinde. Purken snøftede uafbrudt, og til sidst blev det kvinden for meget. Hun spurgte:

      “Har du ikke et lommetørklæde?

      Hvorpå purken gravede ned i lommen og rakte et mildt sagt nusset lommetørklæde over brættet.

      Svar
  2. Stegemüller

    De private aktører på ældreområdet tjener sandsynligvis kassen, for ingen holder øje med dem – det skulle da lige være Thyra Frank, der dog ikke mener, at ældre på plejehjem er hendes område. Jeg spørger bare: Hvad skal hun så lave?

    Det må være svært at blive gammel og at vide alle de ting, man ikke længere kan!

    Svar
    1. Eric

      Jeg ved nu ikke, om de tjener kassen – en del går jo konkurs. Sådan går det, når man vægter pris højere end kvalitet.

      Og ja, det er meget svært.

      Svar
  3. Anne Folehave

    Vi vil alle nok ønske at vi i den sene alderdom, hvis vi når så langt, er ved “FULD LYS I PÆREN” Samtidigt er det uden tvivl enormt svært, at skulle accepterer at man ikke længere har fysik til at lave alt det man tidligere mestrede. Alene det at blive så afhængig af andre, det tænker jeg en sjælden gang over.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har haft et smil tilovers for unge motionsentusiaster, men jeg tror, det er meget vigtigt at holde sig i form, når man begynder at blive gammel, og her tænker jeg ikke mindst på muskelstyrke. For det er slemt, meget slemt, når man ikke magter de simpleste ting. Desuden giver det mere at stå imod med, når man uvægerligt bliver syg.

      Svar
  4. Jørgen

    Jeg har også svært ved ikke at følge lidt med i hvad der sker når jeg kører med offentlige transportmidler, og undertiden kan det være underholdende, men ikke altid.
    Det er ikke let når ressourcerne er så små, at man ikke magter ret meget, og sådan virker det jo som din mor har det.
    Ærlig talt ser jeg ikke frem til selv evt. at komme i en sådan ret hjælpeløs situation.

    Svar
    1. Eric

      Som regel er det ikke underholdende at høre på og ofte tåkrummende.

      Der skal nok meget til, før du kommer i en så hjælpskrævende situation. Jævnfør mit svar på Annes kommentar gør du jo en del for at holde dig i form med især lange spadsereture.

      Svar
  5. Ellen

    Uhha, du beskriver lige netop den situation, ingen af os ønsker af havne i. Det er både godt og skidt ikke at vide, hvornår den klokke falder i slag, for jeg må indrømme, at jeg har en ide om, at i så fald ville jeg selv gøre mit til, at jeg ikke nåede at blive så hjælpeløs og afhængig.
    Ang. snøfteriet, så tror jeg godt nok, jeg havde stukket hende det lommetørklæde i hånden og været ret ligeglad med, om hun dermed blev klar over, at hun irriterede mig. Jeg ville jo næppe møde tøsen igen 🙂

    Svar
    1. Eric

      Sygdom er hver mands herre, men som jeg har svaret Anne og Jørgen, tror jeg, at man kan gøre en del selv for at forebygge, at man kommer slet så langt ud.

      Med hensyn til lommetørklædet har du sikkert ret – det ville du have gjort 😉

      Svar
  6. Rasminw

    Min underbo er mig en daglig kilde til opmuntring. Hun er en særdeles nydelig og kvik samt rask og rørig dame, som lige er fyldt 90 og aldrig har gået op i at holde sig i form. – Men det er jo nok alligevel en god ide at gøre lidt for formen for en sikkerheds skyld …

    Svar
    1. Eric

      Jeg tror, det er en god idé. Og det er måske snarere muskelstyrken end formen – når muskelmassen svinder, stiger risikoen for fx faldulykker, og hvad deraf følger (hoftebrud og andre klassikere).

      Svar
  7. Donald

    Sygdom, siger du, er hver mands herre, og det ved vi jo, vi, der har været slået ud af det ene eller andet. Ud fra hvad jeg selv har oplevet og hvad andre har fortalt mig, tror jeg alligevel at der er lidt forskel på hvordan man reagerer, når man enten er hjælpeløs eller svært handicappet.

    Jeg morede mig over papirlommetørklæderne og skak-geniet. Men det-der-med-at-der-er-en-mur-mellem-folk-i-offentligt-rum, det forstår jeg ikke. Som barn var jeg skræmt og abonnerede på den holdning at man sidder stille i sporvognen, men på et eller andet tidspunkt forsvandt den holdning. Jeg finder næsten altid nogen, der vil snakke – ser mig omkring. Hvis der ikke er noget i bussen, får jeg øje på en ræv udenfor eller et træ, som blomstrer i Januar (ikke denne Januar!) 😉

    Svar
    1. Eric

      Forholdet mellem folk i det offentlige rum afhænger i høj grad af, om det er et lille samfund som fx en landsby eller en større by. I landsbyen hilser man på alle, uanset om de er bekendte eller ej, det ville være umuligt på fx Strøget i København.
      Kommer man inden for folks fysiske sikkerhedsafstand, hvad man ofte gør i fx offentlig transport, opretholdes som regel en “mur” af diskretion, og jeg tænker, at det er for ikke at forstærke det truende, som en overskridelse af sikkerhedsafstanden jo er. Det, at man sidder eller står tæt, er ikke en invitation til snak, men affødt af omstændighederne.

      Svar
      1. Donald

        Jeg må være underlig, for selv på Strøget kan jeg risikere at komme i snak med nogen – typisk hvis vi står og ser på noget spektakulært eller – det sker faktisk – at jeg ser et par øjne, som gerne vil tale.
        Men det er selvfølgelig sjældne øjeblikke, og meget mere sjældne i København (som det er meget længe siden jeg har frekventeret) end i Hillerød og omegn.

        Svar
  8. Lene

    Jeg nyder sådanne små causerier om livet på vej i en bus og på besøg hos din mor. De rummer på en gang noget let og noget alvorligt. Det evner du.
    Vi snakkede om i går på arbejde om de mange forskellige måder, vi håndterer livets slag mod vores psyke og fysik. Jeg ved ikke hvordan jeg reagerer, men som dig er det gået mere og mere op for mig, at det at holde sig i gang både fysisk og mentalt er en stor gave at give sig selv.

    Svar
    1. Eric

      Af og til nyder jeg bare at iagttage 😉

      Det er selvfølgelig individuelt, men jeg fornemmer, at jeg er blevet mere mentalt robust med alderen – der skal mere og mere til at overraske, man har set/oplevet mere og mere før. Jeg skulle være den sidste til at prædike motion og gør det heller ikke, men som du siger, er det en gave til sig selv at holde sig igang. Med alderen bliver det vigtigere end før at have lidt fysik “at stå imod med”.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *