Vi kom hjem fra Sicilien ved midnatstid, og i dag sidder rejsen og ferien i kroppen som en svulmende træthed.

Det var en god ferie, forventningerne blev mere end indfriet. Jeg vil ikke gå i detaljer, de dækkes nok senere i afdelingen for rejsebeskrivelser, men overordnet var vejret fortræffeligt, og vi nød livet.

Siracusa

De første 14 dage var vi i Siracusa, hvor vi boede i samme gode lejlighed som før i en stille gade i den gamle by.

Her er alt inden for gåafstand, og på tagterrassen er der sol fra morgen til over middag. Vi så ting, vi ikke havde set før – fx et museum med modeller af Leonardo da Vincis og Arkimedes’ maskiner, og så var der ting, vi genså.

Om aftenen nød vi gerne en aperitif med havudsigt, og når solen var gået ned, spiste vi som regel lokale lækkerier på Osteria Mariano i gyden lige om hjørnet.

Det siger måske lidt om stemningen, at tjeneren som det første siger: ”Con gas o naturale?” Det er vandet, han mener, for medmindre man vil have øl, er det nærmest utænkeligt med et måltid uden vand.

Når vi senere havde besluttet os for, hvad vi skulle spise, bestilte vi næsten altid ”mezzo vino bianco” (eller rosso), hvor ”mezzo” betyder en halv, og underforstået en halv liter af husets.

Det skader ikke at kunne en smule italiensk, og det er det, jeg kan: en smule. Man kan klare sig uden, men det er ikke så nemt, og hvad siger man fx på engelsk, hvis man vil have sin fisk tilberedt all’acqua di mare?

Hvis man siger ”in seawater,” tror de vel, man er idiot, for enhver ved jo, at man ikke mener det alvorligt med aqua di mare.

En befriende ting på Osteria Mariano er i øvrigt, at man ikke plages af gademusikanter og blomstersælgere. De har helt sikkert fået klar besked.

Vi gik regelmæssigt på markedet. Ikke fordi vi manglede det store, men et brød til 60 cent kan man altid klare, og markedet er en fest for øjet og for øret, og i sidegaden kan man få espresso serveret af en tjener med hængerøv og glimrende engelskkundskaber.

Giardini Naxos

Søndag den 7. maj gik turen nordpå til Giardini Naxos. Lige præcis den dag var der sporarbejde, så vi kom med togbus til Catania, hvor vi skiftede til tog.

Vi var lidt usikre på, hvilken af busserne vi skulle med, men fik fremragende hjælp og service af en ansat ved Trenitalia.

Han gjorde sig den ulejlighed at tale langsomt, så jeg næsten forstod det hele, og i øvrigt havde hans flotte uniform pressefolder så skarpe, at den aldrig slipper gennem en sikkerhedskontrol.

Togbussen var en langsommelig affære, for den skulle ind til alle de småstationer, som normalt betjenes af bumletoget, men frem kom vi, og toget gik præcis 11:10, som pressefolderne havde sagt.

Penthouse-lejligheden på Kalaskisò var lækker som forventet og med fantastisk udsigt over bugten. Blot var forsyningen af varmt vand helt elendig, og brusebadet var mest i koldt vand. Uf!

Vi fik heller ingen undskyldning for, at de uretmæssigt og i utide havde hævet dobbelt husleje på mit VISA-kort. Tvært imod forsøgte portieren (indehaveren?) at snyde os for 10 €, da vi skulle betale. Patetisk.

Min hævn kan snart læses på Tripadvisor og hos Booking.com. Den slags er jeg ikke hævet over, Sicilien kan inspirere.

Det var hjerteligt at hilse på Angelo og søstrene, der har drevet Taverna Naxos i 35 år. Vi blev skamløst forkælet.

Jeg er ikke blind for, at mine skriverier om tavernen spiller en rolle. Angelo fortalte denne gang, at de havde haft besøg af tre danske piger, der på min anbefaling ville smage husets minestrone.

Nu er den ene af pigerne blevet gift med en sicilianer, og der kan man se, hvad rejsebeskrivelser og minestrone kan føre til. Sød historie.

Måske det halter lidt med historiens kausale logik, men hvem ved: Måske var pigerne aldrig kommet til Giardini Naxos, hvis ikke jeg havde skrevet om minestronen?

Festa i Trecastagni

Onsdag, hvor tavernen er lukket, var vi med Angelo og en søster i Trecastagni, en lille by på Etnas sydøstlige massiv, hvorfra man kan se ud over lavlandet og Catania ved kysten.

Her var der den årlige procession med kirkelig røgelse, velsignelser og fyrværkeri, og det er fantastisk at opleve, hvordan sicilianerne er begejstrede i deres barnetro.

Samtidig var hele byen én stor markedsplads, hvor man kunne købe næsten alt. Bl.a. tror jeg, at de fleste hvidløgsavlere i regionen var mødt frem med den nye høst. ”Her er ingen vampyrer,” bemærkede Helle.

Senere gik dagens etape af Giro d’Italia gennem byen. Cykel- og andre dopingløb rager mig en høstblomst, men det var sjovt at opleve stemningen og se det store politiopbud – i alt var der nok flere betjente end cykelryttere.

Hjemrejsen

I går skulle vi så hjem. Først med rutebil til Catanias lufthavn. Det var godt, at vi kom i god tid, for køen til sikkerhedskontrollen var meget lang. Det tog 35-40 minutter at komme igennem.

Derfra gik turen til Milano og med beskeden forsinkelse videre til Amsterdam og med beskeden forsinkelse videre til Aalborg.

Min kuffert var blandt de første på bagagebåndet, men Helles dukkede aldrig op. Den blev måske taget ud til ekstra sikkerhedstjek i Amsterdam, men skulle være kommet til Aalborg i dag.

Jeg har forsigtigt kigget ud i baghaven. Græsset fortjener at blive slået med le, men jeg orker ikke i dag.

Domani (i morgen), siger jeg – det er godt at kunne lidt italiensk.

/Eric