Borgen på Leros

Jeg har sat mig for at besøge borgen på Leros igen. Jeg har ikke været der siden 2008, hvor vi blev kørt i turistbus.

Borgen på Leros

Som den ser ud fra vores terrasse

Det skal være inden, det bliver for varmt, så jeg går af sted lidt over ni for at finde trappen op. Det er nemmere, hvis man kommer fra Platanos, men jeg kommer sådan lidt ad bagvejen og farer vild i de labyrintiske trappegader.

Omsider når jeg dog frem til et skilt med en pil og teksten ”KAΣTRO”. Jeg er på sporet.

Trappetrinene er brede med hvidmalede kanter, men man rutter ikke med skiltningen, og det lykkes mig at gå forkert et par gange, inden jeg kommer tilbage på sporet. Det giver motion alt sammen.

Turen opad er lidt hård, men man kan gøre passende ophold og lade som om, man nyder udsigten. Det gør jeg nu også. Det er ikke så varmt som frygtet, for borgklippen skygger en del af vejen på denne tid af dagen.

Når man så er kommet helt op, deler trappen sig (igen) i to, og jeg stiller spørgsmålet, som mange i historien har stillet før mig:

Hvordan kommer man ind i en borg?

Der er en slags skilt, og vinklen antyder, at man skal gå til venstre. Jeg passerer en parkeringsplads og følger en sti, som ender blindt. Ganske vist ved en døråbning, men åbningen er spærret med et gitter.

Der er ingen geder, så stien kan kun vedligeholdes, fordi andre søger som jeg. Tilbage igen.

Udsigterne

Den sidste mulighed er den rigtige, og jeg kommer ind i borgen. Jeg går rundt og nyder udsigterne – man kan se en stor del af øen herfra. Den sydlige og nordlige del er dog skjult af ”bakker”.

Panteli

Panteli set fra borgen

Jeg har videokameraet med, men venter med at uploade video, til vi kommer hjem. Forbindelsen her er ikke til overførsel af store datamængder.

Udsigt Leros

Jeg finder borgens øverste punkt, hvor det græske flag vajer mod den dybblå himmel. De græske farver er ikke valgt tilfældigt.

Borgens historie – kort

Der er brugt en hulens bunke sten for at bygge denne borg. Nogle var måske allerede på toppen som rå klippe, resten har man måttet slæbe hele vejen op. Det havde man vel folk til.

Man kan læse sig til, at borgen er blevet til ad tre omgange. Første og anden gang byzantinsk, 3. gang af Johanitterne, som kom til i 1309.

Borgen blev aldrig indtaget, men Johanitterne efterlod den, da de i 1522 fik bank på Rhodos og flyttede hele ordenen til Malta.

Inde i borgen på Leros

Der er mere og andet end udsigter

Hvad jeg ikke så

I borgens nedre region er der et museum med byzantinsk kunst, men min interesse for ikoner med hellige mænd og jomfru Maria er for længst udpint.

Kirken siger mig heller ikke noget. Jeg så den i 2008 og husker tydeligt, at der lugtede jordslået, og at vi hurtigt og pietetsløst gik ud til den storslåede udsigt og lod guiden snakke.

Ned igen

For at komme ned igen har jeg valget mellem den lange vej med hårnålesving, som bilerne benytter, og så trappen. Jeg vælger trappen igen.

Det er hårdere for benene at gå ned end at gå op. Jeg tæller trinene, men der går kludder i det – det var enten 266 eller 366 trin. Mange af trinene er dog flere skridt brede.

Denne gang går jeg til Platanos for ikke at fare vild igen. På vejen hjem køber jeg vin og vand. Mens jeg står i kø i supermarkedet kommer varmen som en termisk efterbrænder. Jeg kan duppe panden, resten må klare sig selv.

Uden for supermarkedet ser jeg Lars. Han er på vej til Lakki. Han har booket overfart til lørdag, så vi aftaler at mødes i aften. Nu kan han selv finde vej.

Det skal nok blive hyggeligt.

Relateret:

6 tanker om "Borgen på Leros"

  1. Jørgen

    Rart at se du synes trappeartisteri er fint omend anstrengende. Det forstås at de gode grækere er hjælpsomme med lidt ekstra, idet valget mellem til den ene side eller den anden ikke altid er let. Håber muskulaturen har det godt i morgen.

    Svar
    1. Eric

      Ja, undertiden er det gætteri, om man skal de ene eller anden vej, for trapperne snor sig og kan ikke lide lige linjer. Og tak, muskulaturen har det fint, så det var ikke så strabadserende, som jeg måske gav indtryk af.

      Svar
  2. Stegemüller

    Du har ret i det med, at det græske flag har sine smukke farver efter himlen der.

    De brede trappetrin med de hvide kanter er – synes jeg – lidt vanskelige at gå på, for det er som om, jeg aldrig finder den rigtige rytme.

    266 eller 366 – pyt begge dele er godt gået.

    Hyg jer med Lars i aften.

    Svar
    1. Eric

      Ja, hvert trin er som en lille terrasse, og størrelsen varierer. Men de hvide kanter er gode, hvis man overraskes af mørket. Vi havde en god aften, tak 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.