Servitricen på torvet

Vi sætter os på caféen med parasoller på torvet i Platanos. Lige overfor er der er en anden café, men dens kulørte plastikstole er ikke så magelige.

Caféen på Platanos torv

Det er formiddag, men solen er allerede skarp. Platantræets blade har visne kanter, scootere drøner forbi.

Servitricen ligner ikke en græker, men hun taler både græsk og engelsk. Helle skal have en cola, jeg en græsk kaffe. Der følger vand med den græske kaffe, og en tøjklemme holder på kassebonen.

Bag os snakker en englænder i telefon. Han taler ikke ligefrem cockney, men har hverken læst på Cambridge eller Oxford.

Foran sidder et finlandssvensk par og ud til siden et græsk selskab, som efter tøj, perler og smykker at dømme ikke er hårdest ramt af krisen.

Et midaldrende par sætter sig skråt bagved. Jeg er ingen professor Higgins, men mon ikke de er fra Midtjylland?

Da servitricen tager mod deres bestilling, foregår det på pæredansk, og servitricen må være fra Sjælland. Det kunne man slet ikke høre på hendes engelske.

Græsk kaffe på caféen

Fra et andet besøg på caféen

Jeg er hverken journalist eller nysgerrig og søger ingen anledning til at spørge, hvordan hun er havnet som servitrice på en græsk café, hvor lokale mænd spiller backgammon og hænger i timevis over en kop kaffe.

Så der er ingen fakta til at forstyrre fantasien om, at her fandt hun sin græske Adonis, og at eroten rimer på leroten som eros på Leros.

Helt prosaisk behøver man vel heller ingen særlig grund til at slå sig ned, hvor vejret er pragtfuldt i september, og honningen ligner flydende rav.

Relateret:

6 tanker om "Servitricen på torvet"

  1. Stegemüller

    Det er sikkert charmerende at være tjener på en taverna, og måske er det bare et job, der hører hendes ungdom til, men i det lange løb er det næppe den bedste investering af arbejdstid, når man har dine beretninger om det græske BNP in mente? Din tanker om eroten virke da ret plausible.

    Svar
    1. Eric

      Det satte bare fantasien i gang, man kan forestille sig så meget, men det må være en pige med mod på tilværelsen.

      Svar
  2. Jørgen

    Morsomt. Det er næsten som dengang i en rundkørsel i Alsace. Alle bilerne – 3 i alt – var danske. Eller da jeg var i Rom i 2.G i 1961, var det vist. Vi mødte elektrikeren fra Haslev i Peterskirken. Og jeg husker et par situationer mere …

    Svar
  3. Ellen

    Det hænder jo, at ferieflirts bliver til lidt mere end det – det har jeg hele to gode eksempler på 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *