Tilfældigt møde i lufthavnen

I Amsterdams lufthavn mødte jeg en ældre tysker, som havde holdt sommerhusferie i Danmark i 40 år, og som talte dansk.

Vi skal til Aalborg fra Amsterdam og finder gaten, B4, hvor passagerer er ved at boarde et fly til Bremen.

Der er et par ledige stole ved siden af en ældre herre, og jeg sætter mig ved siden af ham.

Han sidder helt stille med en lille rygsæk på skødet og ser ned i gulvet. Så drejer han hovedet og spørger, om dette er flyet til Aalborg?

Han taler en pudseløjerlig blanding af dansk, tysk og engelsk, så jeg svarer på engelsk:

”Ja, det går om en times tid”

”Åh, det var godt!” siger han lettet. Jeg forholder mig tavs, og han tilføjer:

”Jeg har ventet her i 9 timer.”

Han bruger stadig sprogmiks, så jeg siger på engelsk:

”Engelsk er okay. 9 timer? Det var længe!”

”Jeg taler dansk, det er nur lange siden. Flyet fra Stuttgart var forsinket, og jeg kom én minut zu spät, og så sagde de, at jeg måtte vente på det næste. Det var kl. 12.”

Det var ikke præcis det, han sagde, men sådan omtrent.

Han viser mig boardingkortet, hvor der er tegnet en blå cirkel omkring boardingtidspunktet, 11:45.

Han har altså siddet her i 8 timer, de 9 er ventetiden til afgang, men det ændrer ikke på, at det er længe.

Jeg er lidt usikker på, om han skal hjælpes, så jeg spørger, om han har fået et nyt boardingkort. Det har han, og han viser det.

Jeg siger: ”Ja, vi ventede kun 5 timer i Athen, og det syntes jeg var længe!”

Med stikord taler han sig varm, og så går det bedre med det danske. Han og hans kone har holdt sommerhusferie i Blokhus i 40 år. Konen døde sidste år, og nu tager han tilbage for at møde vennerne, dog kun en uge.

”Så har du forhåbentlig varmt tøj med, for sommer er det ikke!” siger jeg.

”Det gør ikke noget, jeg skal ikke bade,” siger han med et smil.

Jeg komplimenterer hans danske og gør mig umage for at tale langsomt og tydeligt uden at lyde krukket.

”Man skylder at lære sproget” siger han. ”Det bryder mange barrierer.” De gik på aftenskole i 15 år. I starten var det svært, siden blev det nemmere. Men når der er et år imellem, skal man lige i gang.

De fik tidligt danske venner i sommerlandet, og dem har de holdt ved siden. Han siger ”vi” og bruger nutid. Konen er stadig hos ham.

Han mindes en familiefest, de var med til i Danmark – måske var det et bryllup, det opfattede jeg ikke. Der var stort telt i haven, og de mødte mange mennesker.

De har også været på Læsø og Bornholm og har venner i Horsens, men det er Blokhus, der har trukket i 40 år. Hvert år.

Han spørger høfligt, hvor vi har været henne, og nikker, da han hører, at vi bor i Aalborg og arbejder på cementfabrikken. Han var selv ingeniør, da han arbejdede, men er glad for nu at være på efterløn. (Han bruger selv udtrykket efterløn).

”Skal man vise pas?” spørger han pludseligt. ”Det er nok det sikreste,” siger jeg. Passet har han glemt, siger han, og finder kørekortet.

Det går vel også, tænker jeg, det er for pokker da Schengen; men helt tryg er jeg ikke på hans vegne.

Jeg spørger, hvordan han kommer til Blokhus fra lufthavnen. Det er ikke noget problem, han lejer en bil.

Han blev nervøs, da han missede flyet og kunne se, at det blev sent, så han ringede til udlejningsfirmaet, og de forsikrede ham, at der var åbent.

Han fortæller med ironisk humor, at det vist ville have taget 12 timer med toget, men at han valgte fly, fordi det er hurtigere.

Vores snak afrundes med nogle høfligheder, da boarding starter. De beder ikke om at se pas, det er nok at scanne stregkoden på boardingkortet.

Jeg ser ham igen, da vi venter på bagagen. Han sidder i den modsatte ende af lokalet og holder om sin lille rygsæk.

Monitoren over bagagebåndet skifter til en oversigt med bustider, og hvis det ikke var for lejebilen, ville jeg fortælle ham, at der går en rutebil fra lufthavnen til Blokhus 23:45.

/Eric

13 tanker om "Tilfældigt møde i lufthavnen"

  1. Henriette

    Jeg bliver både opfyldt af bekymring og ømhed for den gamle mand han virker ikke som om, han er helt “med”.
    Grunden til jeg siger dette er, at ikke så forfærdelig mange tyskere har pas, de rejser istedet på deres “Ausweis”, et nationalt udstedt identifikationskort, aom alle tyskere over 16 år ( mener jeg!) ved lov er forpligtiget til at bære og kunne fremvise på alle tidspunkter.
    Håber sørme han kom sikkert frem!

    Svar
    1. Eric

      Som det fremgår, var jeg også lidt bekymret i starten, men bortset fra at han havde glemt passet, havde han styr på alt. Han virkede blot lidt fraværende. Han var sikkert træt efter den lange venten, og måske var der en ting eller to, han skulle vende med konen.

      Jeg er sikker på, at han nåede godt frem efter 40 års øvelse, og jeg er glad for, at jeg mødte ham. Det er ikke hver dag, man får løftet en flig af forhænget i andres liv.

      Svar
      1. Henriette

        Jeg håber bestemt, du har ret og jeg synes også det var en fin historie.
        Men han får godt nok svært ved at leje den bil i udlandet uden at vise pas/Ausweis. Grunden til jeg kom med betragtninger over dette er, at det er så dybt rodfæstet i tyskere at blre identifikationskort, at jeg har svært ved at forestille mig, at man ville glemme sit Ausweis.

        Svar
        1. Eric

          Det kan sagtens være, at det var hans Ausweis, jeg så et glimt af, og ikke hans kørekort. Med hans danske erfaring er jeg ikke nervøs for, at han nok skal klare sig.

          Svar
  2. Stegemüller

    For mig er dette hjerteskærende læsning. Som Henriette fyldes jeg af bekymring og ømhed. Bare han klarer det? kan han mon? Du beskriver det så fint og følsomt.

    Jeg har en god ven, hvis mand døde i november 2016, hun siger også indimellem “vi” og “vores” fx”vores lejlighed ligger godt” osv. Jeg tænker så tit på, hvad der bevirker dette, for det er nemlig ikke konsekvent.

    Svar
    1. Eric

      Som samtalen skred frem, blev jeg rolig. Han skulle nok klare den.

      Det med vi, vores og nutid, hvor partneren er død, er ikke så underligt endda. Når man har levet så mange år sammen, bliver man “soulmates” og en del af hinanden. Så selvom partneren dør, hvilket er forfærdeligt for den efterladte, lever vedkommende på en måde videre i den efterladtes bevidsthed, i hvert fald når det kommer til beslutninger om ting, man var fælles om.

      Svar
  3. Jørgen

    Du rammer tonen i mødet med den gamle tysker, der har glæde ved Danmark særdeles smukt. Det er let at forestille sig hvorledes dette møde var, og jeg tror også han var fornøjet med denne mulighed for god kontakt efter alt for lang ventetid.
    Det var en vigtig historie.

    Svar
    1. Eric

      Det, der berørte mig mest ved mødet, var, at skønt konen er død, var hun alligevel nærværende gennem ham. Og så skader det aldrig at lytte til folk med livserfaring og perspektiv, man risikerer kun at lære noget 😉

      Svar
  4. Ellen

    Yak! Sidde ni timer i en lufthavn! Det kan da gøre enhver træt. Stakkels mand. Jeg synes også, at dine fem må have været alt rigeligt.
    Tænk at holde ferie det samme sted i 40 år. Gaaab. Men sådan er vi jo så forskellige 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ja, jeg havde også ondt af ham. Vi måtte vente to timer, før vi kunne tjekke ind (de ville være sikre på, at flyet var i luften på vej til Athen). Det kunne vi heldigvis gøre udenfor i det gode vejr. Det meste af den resterende tid brugte vi på at spise et i øvrigt glimrende måltid. Man må få det bedste ud af det.

      Før jeg holder ferie det samme sted i 40 år, vil jeg have rejst rundt i 30, så jeg er ret sikker på, at det er det sted, der passer os bedst 😉

      Svar
  5. Pia

    Først var jeg ‘bange’ for manden var syg, men efterhånden som jeg læste, fandt jeg jo ud af at det var noget helt andet det handlede om. Det var en gribende sød lille historie om hvad der kan ske, når man kommer i snak med andre mennesker. Det er ikke altid ligegyldig snak. Det kan faktisk være ret givende for begge parter.

    Svar
    1. Eric

      Ja, tilfældige møder kan være en god oplevelse. For mig satte det også tanker i gang om det at blive alene efter et langt liv sammen.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *