Det efterladte fortæller om personen

Det, man efterlader, er med til at tegne et portræt af personen. Mors komprimerede lejlighed vidner om et sirligt ordensmenneske.

Eric 1992Vi er begyndt at rydde mors lejlighed.

Boet er overskueligt, for ud over indestående i banken ejede hun ikke noget à la bil, motorbåd eller fast ejendom, og det gør skiftet relativt ukompliceret. Alligevel er der meget i den lille, toværelses lejlighed, og vi er kun begyndt.

Hun skrev dagbog. Ikke prosa, men en spiralkalender med noter om det ene og andet såsom ”kogevask” og ”Sol! Endelig sommer”. Der er flere års notater.

Hun fik aldrig computer. IT var en anden planet, men hun førte sirligt regnskab, og der er mapper/ringbind med udklip og andet arkiveret efter emne i plastiklommer.

Der er også kvitteringer og brugsanvisninger for apparater, der for længst er borte. Der er postkort, vi børn har sendt, og fotoalbum som dækker et langt liv.

Der er udklip om emner, der interesserede hende, og naturligvis også om familien – fx min søsters bryllupsbillede i avisen og et avisbillede af mig fra en skakturnering i 1992. Hun forstod overhovedet ikke skak, men har alligevel været stolt.

Jeg gyser, når jeg ser og husker de briller. Håret var endnu ikke erfaringsfarvet.

Noget lægges til side og gemmes, men det meste ryger ud. I gerningsøjeblikket virker det ufølsomt at smide skattede minder i en container, men man vænner sig til det.

Andet overrasker. For eksempel vidste jeg ikke, at hun havde så mange sko. Hun kan umuligt have brugt dem alle. Nogle må være fejlkøb, og hvorfor hun gemte dem, aner jeg ikke.

Ville hun ikke erkende, at nogle var fejlkøb? Eller er der bare kvinder, der har noget med sko? Måske husker du historien om Imelda Marcos – for nu at tage det ekstreme.

Og så er der alt det løse, og det er faktisk ikke så lidt. Hvad har du ikke i dit køkken, og hvad har du ikke af hæfteplaster, sakse, viskestykker, nips, kosmetik og hygiejneting?

Man bliver nemt sentimental, når personen tegnes af de efterladte detaljer, men vi må videre. Sådan er det.

/Eric

8 thoughts on “Det efterladte fortæller om personen

  1. Lene

    Mange følelser kommer i spil ved oprydningen efter en, man holder af. Hos os har det virket med at noget fik lov til at ligge lidt gemt væk , og når man så kigger på det igen, er man klar til at sige farvel.

    Svar
    1. Eric

      Ja, følelser kommer i spil, men her er det mest eftertanke, da vi var forberedte. Nu er det en praktisk opgave, der skal løses, og der er tidsfrister. Konkret skal alt være ryddet og rengjort senest 1. marts. Det lyder som længe, men vi har lang transporttid og et arbejde at passe ved siden af, så det kan godt blive presset,
      Men jeg glæder mig til at kunne bladre i mors fotoalbum i ro og mag og lade minderne flyve frit.

      Svar
  2. Jørgen

    Det er en fin beskrivelse af processen du giver her. Det forekommer vigtigt at give den den tid der skal til fordi man får så meget på plads i sit emotionelle system på den måde.
    Jeg har været med tll at tømme en del lejligheder efterhånden, og netop det at give sig tid og være i det var vigtigt. Jeg husker at hele familien sad midt i min svigermors lejlighed i 1998 og pizza. Det var godt for alle.
    Jeg har også lavet boopgørelser et par gange. Jeg havde en fin model min svoger havde benyttet, og det hele gik ret let. Det tager den tid deet tager at få boet indtægter og udgifter gjort op, men på et tidspunkt ender det hele med 0,00 kr.
    Fortsat god proces må man vel kunne sige her.

    Svar
    1. Eric

      Tak Jørgen. Det emotionelle er i ro, det var jo ventet. Vi har fået det, der kaldes “forenklet skifte”, hvor tingene gøres op på dødsdagen. Alligevel er der en del rubrikker i skemaerne, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive – fx udgifter til rydning og tilbagebetaling af indskud fra boligforeningen, som jeg ikke kan spå om.
      Jeg ringede derfor til skifteretten i dag for at høre, hvordan jeg skulle tackle de ubekendte. Til min store overraskelse skal jeg bare skrive spørgsmålstegn. Jeg fik det klare indtryk, at når vi snakker “småpenge” og ikke hele eller halve millioner, går de i pænt store sko.
      Det er sandelig en fleksibel holdning, man ikke er vant til fra det offentlige – prisværdigt!

      Svar
  3. Stegemüller

    “erfaringsfarvet” er et dejligt ord.

    Jeg har aldrig selv været med til at rydde et dødsbo, men jeg kan sagtens forestille mig, at det er en stor opgave. Du har nok ret i, at I ikke skal blive sentimentale, for så bliver I aldrig færdige.

    Svar
    1. Eric

      Det er første gang for mig, og selvom dødsboet i sammenligning med mange andre sikkert er lille, er der alligevel meget, der skal pakkes ned/smides væk. Vi beholder det af “det løse”, som har affektionsværdi, noget går til velgørenhed (fx det meste tøj), meget smides væk og resten får vi et firma til at fjerne. Jeg skal finde ud af, om der er noget, de ikke fjerner.
      Jeg satser også på at hyre nogen til rengøringen. Vi orker ikke, og kan sikkert ikke gøre det til boligforeningens tilfredshed alligevel.
      Jeg skal også have snakket med skifteretten igen. Nogle af de skemaer, de har sendt, skal man vist være jurist eller spåmand for at udfylde korrekt. Jo, der er en del at tage sig af.

      Svar
  4. Ellen

    Det I nu har gang i, er jo også en del af det sidste farvel.
    Godt beskrevet. Sådan var det også, da vi ryddede gården efter først mor, senere far. Der er MANGE minder, og der bliver dvælet ved mange af dem .
    Der blev også smidt ud med hård hånd, selv om det var hårdt indimellem, men vi var nødt til at være realistiske.

    Svar
    1. Eric

      Netop, man er nødt til at være realistisk. Meget har affektionsværdi, men bare det med plads dikterer, at meget må ud.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *