For meget udbetalt folkepension

Jeg går ikke automatisk ud fra, at alt, jeg får fra det offentlige, er korrekt, og jeg forstod ikke kravet om tilbagebetaling af pension.

Etna Naxos

Billedet har intet med indlægget at gøre – jeg syntes blot, der skulle være et, og det er vores næste rejsemål.

Det tikkede en SMS ind, om at jeg havde fået digital post fra Udbetaling Danmark. ”Hvad i alverden vil de mig?” var min spontane tanke.

Det viste sig at være et krav om tilbagebetaling af mors folkepension for december minus de tre dage af måneden, hun levede. Knap 8.200 kr.

Det undrede mig noget, for der var ikke gået folkepension ind sidst i december og ej heller i januar.

Folkepensionen er nemlig bagudbetalt. Det skriver Ældre Sagen (deres ordkløvning, ikke min), og det står klokkeklart i første linje af Pensionslovens § 33:

Udbetaling Danmark udbetaler folkepension månedsvis bagud […]”

Når mor ikke havde fået folkepension for december, hvordan kunne de så kræve den tilbagebetalt?

Jeg kom op i gear, den slags tænder mig. Var der mon fortilfælde på lemfældig forvaltning? Det ville ikke overraske, man hører jo så meget …

Jeg søgte på noget med uberettiget krav om tilbagebetaling af folkepension og landede igen på en af Ældre Sagens sider.

Her kunne jeg så læse, at hvis man var pensionist den 1. februar 1999, får man folkepensionen forudbetalt.

Det skal ikke være for nemt. Vi må til lommerne …

/Eric

16 thoughts on “For meget udbetalt folkepension

  1. Jørgen

    Først har vi personen, der har sin økonomi. Så dør personen, hvorefter vi har boet, der har sin økonomi. Først når det er gjort op, har vi de efterladte, der arver hvad der er tilbage, fratrukket evt. arveafgift. Der går således ikke noget fra de efterladte så længe boet med dets indtægter (for meget betalt licens o.l.) og udgifter (for meget modtaget pension) ikke er afsluttet. Bare for at tydeliggøre at der ikke går noget fra de efterladte undervejs. I princippet. Men man kan jo godt føle det.

    Svar
    1. Eric

      Du har fuldstændig ret, Jørgen. Jeg kan dog sagtens forstå, at nogen (som du siger til slut) godt kan føle det.

      Svar
  2. Henny Stewart

    Jeg synes faktisk ikke, det er i orden, at de kræver tilbagebetaling. OK, hvis der havde været tale om en regulær fejl, flere måneders pension, men som andre har nævnt ophører ikke alle udgifter, bare fordi man er død, og det er egentlig ikke rimeligt, at disse udgifter skal pålægges de efterladte. Jeg ville i hvert fald ikke bryde mig om, at evt. arvinger skulle punge ud til mine udgifter, efter at jeg havde stillet træskoene.

    Det er endvidere noget ufølsomt at komme med sådan et krav på et tidspunkt, hvor ikke alle har fundet en modus vivendi med tabet af en forælder. Nu har du virket meget afbalanceret om det, men jeg er sikker på, at ikke alle ville have det på den måde

    Svar
    1. Eric

      Hvad der er ret og rimeligt kan altid diskuteres. Det er, som vores kære politikere har bestemt, at det skal være, men jeg er da sådan set enig med dig – fx har vi betalt to måneders husleje (uden tilskud), og det havde været tre, hvis lejligheden ikke var blevet lejet ud inden 1. april.
      Med hensyn til tidspunktet er det sådan, at der er en frist for den slags (derfor annonceres det også i Statstidende), så her er Udbetaling Danmark regelbundet, hvis de skal have pengene hjem, og det prioriterer de givetvis højere end de efterladtes følelser.
      Alt i alt må man sige, at hvis man er enlig og ikke vil ligge de efterladte til økonomisk byrde, skal man sørge for at have lidt på kistebunden, når man når endestationen.

      Svar
      1. Henny Stewart

        Tjah, men den slags kan jo være svært at regne ud, i og med at mange af os ikke får mere, end vi sådan set meget nemt bruger på det daglige, og at vi heller ikke kan vide helt sikkert, hvornår vi stiller træskoene.

        Ellers kunne man jo efterlade et brev, hvor man råder de efterladte til ikke at vedgå arv og gæld.

        Jeg har altid fået den besked hjemmefra, at hvis der er en arv, beror det på en fejl i bogholderiet.

        Svar
  3. Jørgen

    Pension ophører pr. dødsdagen. Husleje gør ikke.
    Da min mor døde i 2013 blev hendes bo behandlet som boudlæg, hvilket indebar at regninger fremkommet efter dødsdagen ikke skulle betales. Bortset fra de regninger der var forbundet med at istandsætte hendes plejebolig. Som skifteretten sagde: boligselskabet har fat i den lange ende, de har et depositum. Yderligere forsvandt det der indestod på vedlgeholdelseskontoen pr.dødsdagen. Beløbet skulle have været anvendt inden dødsdagen.
    Sådan er regler en smule absurde. Jeg fik aldrig spurgt justitsministeriet om det var korrekt at undtagelsen fra reglen var udgiften til maling m.v. af lejligheden. Men det spøgte en rum tid.

    Svar
    1. Eric

      Regler kan være svære at forstå. Vi betaler husleje frem til den dag, hvor lejligheden er opsagt, og hvis indestående på vedligeholdelseskontoen ikke kan bruges på vedligehold, men inddrages, lægger jeg sag an eller sådan noget 🙂
      Nu trækker de for for meget udbetalt pension, og det er fair nok. Men så er der garanteret også betalt for meget i skat, og SKAT laver ikke slutopgørelse for afdøde.
      Det kan jeg så bede om/kræve, men så skal jeg udfylde en selvangivelse, som ikke er fortrykt, med en masse oplysninger, jeg ikke kender, men som SKAT kunne ryste ud af ærmet, hvis de ville.
      Resultatet er naturligvis det ønskede: Jeg renoncerer på den for meget betalte skat.

      Svar
  4. Anette

    Udbetaling dk… suk
    de har også haft lavet koks her…. det værste for min stress er næsten at de ikke skriver afsender på deres breve….. altså en adresse er der, men ikke hvem…. dårlig stil… også kræve svar 14 dage fra da de sendte, der har jeg jo knap fået post…. min skp måtte tale alvor ord med dem.

    Svar
    1. Eric

      Ja, med den postomdeling, der er nu, tager det sin tid. Mit gæt er, at de manglende navne er for at beskytte medarbejderne.

      Svar
  5. Steen Skrubbeltrang

    Kan godt li’ baggrundsbilledet med den “slumrende” vulkan (Etna), men ingen grund til udbrud her! Lidt ærgerligt, at det var rigtigt. Jeg havde lige sat mig op til et godt opgør med de offentlige myndigheder. De var kommet i menneskehænder, hvis du først rullede dig ud……….

    Svar
    1. Eric

      Etna og Sicilien er leveringsdygtig i mange, smukke scenerier.
      Og du har helt ret, hvis sagen havde haft kød på kroppen, havde jeg bidt mig fast med stærke kæbemuskler.

      Svar
    1. Eric

      Jeg blev faktisk ret irriteret over, at de ikke henviste til bla-bla, men bare antager, at man tror blindt på dem. Som loven er i dag, kan man nemt (som jeg) blive narret.

      Svar
  6. Stegemüller

    Hrmm – det er da sure penge, men det er der så ikke noget at gøre ved.

    Men der er alt mulig grund til at være på vagt over alt fra Udbetaling Danmark. Efter min – og andres – erfaring er det en stor rodebutik. Hvis du vidste hvor længe jeg var om at slippe for boligstøtten, som jeg jo skulle, da jeg fik min pension. Jeg tror, jeg sendte JØPs afgørelse fem gange, før de fattede det.

    Og mens jeg skulle have boligstøtten, fik jeg den ene måned besked om, at jeg havde fået for mget, så derfor fik jeg intet den næste måned. Når næste måned så var gået, fik jeg brev om, at jeg havde fået for lidt…Tilsidst opgav jeg, og sørgede bare for at have en reserve på de 733 kr. til næste gang, de fandt på noget…

    Svar
    1. Eric

      Det var netop den slags historier, jeg havde i baghovedet. Skidt, ret skal være ret, men jeg var lige ved at vejre blod …

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *