MUS, MAS og logning

Jeg var til medarbejderudviklingssamtale i går, MUS, eller rettere MAS for afvikling, da det var den sidste inden efterlønnen.

Hvide cementklinker

En håndfuld hvide cementklinker

Det var en fredelig affære, og vi snakkede faktisk mest om overleveringen af mine arbejdsopgaver til efterfølgeren.

Der bliver nogle måneder, hvor jeg kan sætte ham ind i opgaverne, og det vil ikke volde problemer, for han er en dygtig og kvik fyr.

Han skal finde sin måde at gøre tingene på, men i starten er det en hjælp at vide, hvordan det kan gøres.

Jeg tog også op, at der er for meget registrering af dit og dat. Det er en tidsrøver. Fx har jeg lavet hele tre statistikker (regneark) om stopårsager på den største cementovn.

Én statistik der kan bruges til noget, én der går til hovedsædet i Rom og så endnu en, der kom til for et par år siden. Den sidste anså jeg for irriterende dobbeltarbejde, og jeg havde en grum mistanke om, at ingen brugte den til noget som helst.

For at be- eller afkræfte dette lavede jeg derfor en makro, der logger dato og klokkeslæt i en tekstfil, hver gang en anden end jeg åbner regnearket.

Det er nemt at tjekke brugernavnet i en Excel makro med ”Application.UserName”, og da regnearket havde makroer i forvejen, ville ingen undre sig.

Logfilen forblev tom, mistanken var bekræftet.

Det fortalte jeg chefen under samtalen, og jeg tilføjede, at jeg ikke agtede at opdatere den statistik længere.

Han morede sig over logningen og sagde OK. Det havde jo også set underligt ud, hvis han havde insisteret på, at jeg skulle spilde min tid.

Det var faktisk en god medarbejderafviklingssamtale.

/Eric

12 thoughts on “MUS, MAS og logning

  1. Kim Bill

    Det er lidt det samme som forskellen mellem overgangsalder og undergangsalder.

    Og mens vi er ved statistik, vil nedenstående citater måske more dig:

    Den eneste statistik du kan tro på er den du selv har manipuleret.
    Der findes tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn og statistik
    10 pct. af alle biltyve er kejthåndede. Alle isbjørne er kejthåndede. Så hvis din bil bliver stjålet, er der 10 pct. chance for, at den er stjålet af en isbjørn.
    39 pct. af de arbejdsløse mænd går med briller. 80 pct. af mænd i beskæftigelse går med briller. Arbejde ødelægger synet!
    50 pct. af afgangseleverne i dette land opnår et eksamensresultat i den dårligste halvdel af klassen
    79,48 pct. af al statistik er lavet på stedet
    De to mest karakteristiske egenskaber ved statistikkens sprog er, at det først beskriver ting i kvantitative termer og derefter giver denne beskrivelse et skær af nøjagtighed og præcision
    Den bedste måde at forøge gennemsnitsintelligensen hos videnskabsmænd på ville være at reducere deres antal
    Der er en statistisk korrelation mellem antallet af initialer i en englænders navn og den sociale klasse, han tilhører (overklassen har signifikant flere end tre navne, hvorimod de lavere klasser i gennemsnit 2,6).
    Det er bevist, at det er sundt at fejre fødseldag! Statistikken viser, at de mennesker, der fejrer flest fødselsdage, bliver ældst.
    Det er nu uimodsigeligt bevist, at rygning er én af hovedårsagerne til statistik.

    Svar
  2. Eric

    Ja, MAS er en forkortelse for det (selvopfundne) medarbejderafviklingssamteale. Planlægning er godt, det giver ro på – især for efterfølgeren.

    Svar
    1. Ellen

      Jeg tillader mig lige at blande mig her: Vi havde MAS’er, når en medarbejder sagde op. Man ville gerne vide, hvorfor vedkommende havde søgt væk. Om man så fik lutter ærlige svar, er en anden sag, men man mente, at MAS var en god ide.

      Svar
      1. Eric

        Det har vi også, og jeg tror, det kan være værdifuldt for virksomheden, der måske kan få en tidlig advarsel om, at noget er ved at køre af sporet.

        Svar
  3. Lene

    Har aldrig hørt om MAS, er det selvopfundet? Hvor er det godt at I får talt tingene igennem og planlagt overgangen. Det håber jeg også vi kan gøre til den tid.

    Svar
  4. Stegemüller

    Du har en god arbejdsplads, og arbejdspladsen har en god medarbejder! Jeg kan sagtens forestille mig den værditilvækst du har skabt vha. dit enorme kendskab til Excel. Bare det at kunne sætte sig ned at sige, at ingen åbner denne tabel/statistik. Det er der jo rent faktisk penge i.

    Det må samtid være lidt underligt at være til MAS, også selv om det er noget du har planligt i lang tid.

    Svar
    1. Eric

      Arbejdspladsen er ikke værst. om end den efter finanskrisen måtte bløde mindst 1500 års erfaring i en fyringsrunde, formentlig nødvendigt, men hårdt. At være til MAS er lidt surrealistisk, men okay når man har været til MUS i så mange år.

      Svar
  5. Ellen

    Hehe – ret godt, at du kunne dokumentere dine mistanker 🙂
    Og hvor er det dejligt at læse, at du – lige som jeg gjorde det – kan forlade dit firma på en god, venskabelig og konstruktiv måde, når du nu har lagt så mange af dine arbejdsår der.
    Jeg reflekterede en del over, hvor forskelligt det er fra at finde et nyt job, hvor alt jo er så pokkers hemmelighedsfyldt hele processen igennem.

    Svar
    1. Eric

      Nu er der ikke megen dokumentation over en tom tekstfil, men med forklarende ord kan tomhed være overbevisende.
      Jeg har det fint med den måde, vi afvikler på, og uden at gå i detaljer værdsætter jeg meget højt de frihedsgrader (under ansvar, naturligvis), jeg har fået. Og ja, det er en helt anderledes åbenhed end i processen med et nyt job.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *