Et godt hjerte og kamera

Jeg hylder sådan set det princip, at hvis man ikke har noget begavet at sige, bør man holde kæft, men på den anden side ville der blive så stille.

Omtrent så stille som der har været på bloggen et stykke tid. Det er ikke fordi, jeg har haft usædvanlig travlt, blæktrykket har bare været lavt. Lidt er der dog sket, så:

Kattens yndlingsplads

Tots yndlingsplads er vindueskarmen over radiatoren. Et af de første forsøg med det nye kamera.

Kære dagbog

Mandag var jeg til scanning på kardiologisk, en opfølgning på hjerteoperationen i december. Det sneede kraftigt, så jeg pakkede mig godt ind og tog bussen, der trods uføret kørte næsten rettidigt.

På vej til elevatoren trak jeg tophuen af med et rask tag. Brillerne fulgte med og landede et par meter fremme på det hårde gulv.

Jeg bandede tavst og stygt, men mirakuløst var de for ca. 8.000 kr. velslebne mineralglas intakte. Det var min dag!

Scanningen meldte alt vel, og jeg blev sat ned i medicin. Hvis blodtryk m.v. arter sig, kan jeg måske blive helt medicinfri. Det ville ikke være så tosset.

Den dag måtte mange cyklister trække hjem, og kardiologisk har allerede indkaldt til scanning i maj 2019.

Nyt kamera

Jeg har en beskeden arv i vente, og Helle spurgte, om ikke der var noget, jeg kunne tænke mig – sådan helt til mig selv. Hun har hjertet på rette sted.

Det syntes jeg ikke lige, der var. Fx dækkes mit rejsebehov, i det omfang jeg har ferie, og vi betaler os fra at få ryddet sne. Det sidste har været til stor glæde i år, vi har immervæk små 70 meter fortov.

Jeg fattede dog sympati for tanken, den voksede, og det endte med, at jeg købte et nyt legetøj spejlreflekskamera.

Det gamle fejler ikke spor og tager glimrende billeder, men der er jo sket et og andet på den digitale front, siden jeg købte det for 12 år siden.

Jeg gik først i Japan Photo, hvor jeg købte det gamle, men de udfaser spejlrefleks og vil snart kun gøre det i spejlløse. ”Det er fremtiden,” sagde manden.

Jeg har et glimrende og handy spejlløst kamera. Det tager udmærkede billeder, men kvaliteten kan slet ikke stå mål med spejlreflekskameraets.

Spejlrefleks er måske ikke så chikt, men billedkvalitet betyder faktisk noget for nogen, så jeg gik til en anden fotohandler og fik det kamera, jeg ønskede.

Det er et Canon EOS 80D med 18-200 mm objektiv. Objektivet er noget af et skrummel i forhold til det gamle 18-55 mm, men det er fedt at kunne trække byttet tæt på, og der er masser af faciliteter at lege med.

Is

Jeg var i haven med det nye kamera i dag

Nu kan jeg nå at blive dus med det, inden turen går til Sicilien, der er så fotogen. Foråret må gerne komme snart og helst som en eksplosion.

Jeg kunne tophuegardere brillerne ved at bruge dem med plastikglas, men jeg har fået mere end nok af sne og kulde.

/Eric

14 tanker om "Et godt hjerte og kamera"

  1. Stegemüller

    Dejlige billeder! Tot ser så sød ud, og den lille “isperle” er godt fundet.

    Hvor er jeg glad for, at vi så er to i denne verden, der tyr til spejlrefleks, når det skal være “rigtige” billeder.

    Min iPhone 7 har et fint kamera, men jeg synes, billederne bliver flade/mangler perspektiv og dybde. Men til snapshots er det selvfølgelig fint. Hvis jeg skal tage vigtige billeder, kommer mit Nikon D40 ud af skabet. Det er snart en gammel svend, men det kan holde mange år endnu, og jeg er meget tilfreds med kvaliteten. D40 er på ingen måde en topmodel, men det er godt nok til mig og mit behov.

    Canon EOS er et super valg. Jeg kender selvfølgelig ikke dit, men det Canon EOS jeg havde før Nikon’et, holdt i mange år og tog perfekte billeder, og det er endda mange år siden.

    Leg godt!

    Svar
    1. Eric

      Kommeløsninger er fine, men spejlrefleks giver det bedste resultat. Jeg valgte Canon, fordi det gamle var Canon, og meget af betjeningen ligner, og derfor er det nemmere at gå til.
      Jeg er ikke meget for sne, men det kan give nogle gode motiver og er godt til at afprøve, hvordan et kamera styrer hvidbalancen. Det nye kamera klarer den opgave til UG – sneen er hvid og har hverken blå, gul eller grøn tone 🙂

      Svar
  2. Jørgen

    Mit spejlreflekskamera er efterhånden også mange år gammel. Måske er tiden til et nyt ved at nærme sig.
    Dejligt at helbredet arter sig vel.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det med helbredet er vigtigt. Mindre vigtigt er det fotografiske isenkram, men det er alligevel sjovt at få nyt legetøj. I faste priser var det nye kamera næppe dyrere end det gamle, men man får meget mere for pengene. Til gengæld betaler man jo så igen. Om jeg så skifter igen om 12 år er nok tvivlsomt, men man ved aldrig – til den tid er de spejlløse måske på niveau, og så vil størrelsen være et vægtigt argument …

      Svar
  3. Lene

    Godt at høre din kontrol gik godt.
    Jeg har et spejlreflekskamera, men jeg skal have meldt mig på et kursus. jeg er nemlig ikke en, der bare prøver mig frem til de forskellige tricks, så jeg vil gerne lære og udfordres 🙂
    Tillykke med dit nye kamera. Min arv er lige nu gået til lån til et ungt menneske. der behøvede dem mere.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det er rart, når revisionen godkender, og det er mit klare indtryk, at kardiologisk har styr på deres forretning 😉
      Dokumentationen for kameraet er god, og med det, man kan finde på nettet, er det ikke så svært. Jeg skal ikke kunne det, jeg aldrig kommer til at bruge.

      Svar
  4. Karl

    Det er dejligt at høre, at du ikke er bukket under for den nye tendens med at mobiltelefonens såkaldte kamera kan tage de billeder man har brug for! Mage til flade og kedelige fotos med mange pixels skal man lede længe efter. Nej lad os få gang i de gode spejlrefleks fra Canon, mange af dem kan endda lave acceptable videofilm i fuld HD.
    Hvor er det godt at høre, at din pumpereparation er gået så fint.

    Svar
    1. Eric

      Tops var selvfølgelig et spejlrefleks med full frame billedsensor, men nærigheden forbød alligevel den noget højere pris – så meget fotograferer jeg heller ikke.
      Det nye kamera kan også tage video i HD, men jeg har ikke sat mig ind i det (endnu), da jeg har et handy videokamera, som optager fremragende i HD og er kompatibelt med flimmerkassen (begge SONY).
      Det er rart, når udstyr og pumper er i orden 😉

      Svar
    1. Eric

      Tak, det var heldigvis som ventet. Jeg håber, at jeg er blandt de 90 %, som angiveligt er operationens succesrate, for den operation står jeg ikke model til igen, medmindre det bliver i fuld narkose.

      Svar
  5. Ellen

    Tillykke med det nye kamera. Selvfølgelig er der forskel – det er et spørgsmål om at prioritere vægt/størrelse kontra billedkvalitet, der afgør hvilket kamera man synes er optimalt – hvis man altså lige ser bort fra økonomien i det.
    Jeg er ganske tilfreds med mine to kameraer, som tager udmærkede billeder, men hvis der skal tages et kvalitetsbillede, beder jeg John om at forevige motivet med sit kamera.
    Jeg er sikker på, at du bliver glad for dit valg.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.