Kategoriarkiv: Alvor

Begravelsen

Normalt kunne jeg cykle til Østre Kirkegård på mindre end 10 minutter, men jeg er ikke cykelklar, så vi tager en taxi.

Hvid dueHelle hjælper mig med at komme det sidste stykke ud af bilen og op. Vejret er strålende.

Den hvide kiste ser så lille ud. Tænk, at den kan rumme 90 år. Blomsterne er meget smukke.

Vi er kun den nærmeste familie og min fætter, som også er bedste ven med min svoger. Næsten alle dem, mor kendte fra sin egen generation, er døde. Jeg skriver næsten, for jeg er ikke helt sikker.

Min søster siger nogle ord om mor, der vækker minder. Vi tager stille afsked, og snart efter går vi. Punktummet er ligesom sat for længe siden.

Vi tager på værtshus og drikker gravøl. Vi er jo bare os, og munterheden indfinder sig hurtigt. Mor har det bedre end længe.

Jeg ringer efter en taxi, og vi stiller os ud på fortovet. Jeg stopper piben, for så kommer taxien, inden jeg får ild. Der er naturlove, videnskaben endnu ikke har opdaget.

Helle laver antipasti, en italiensk og græsk fusion. Pecorinoen fra Sicilien holder sig fint, og vi snakker om den næste rejse derned. Det bliver helt sikkert godt.

På pastaposen står der kogetid 9 minutter, men den får 10 på rutinen. Vi har ikke italienske dente.

Vi ser Andrea Bocellis koncert i Portofino. Da han når til ”Champagne”, forløses de opdæmmede følelser.

 

Musik kan have den effekt.

/Eric

Hun ringede fredag

Hun ringede fredag. Det er gået hastigt ned ad bakke med helbredet, og der er nogle ting, hun gerne vil have mig til at tage hånd om.

Jeg ringer lørdag formiddag for at fortælle, at jeg er på vej. En hjemmehjælper svarer.

Der er mere trafik lørdag end søndag, og bussen er forsinket. Mange skal i de store varehuse i City Syd: Bilka, Ikea og hvad de ellers hedder.

Turen fra busterminalen tager en halv time. Jeg lukker mobilsnakkerne ude og læser videre i le Carrés nyeste, A Legacy of Spies, hvor George Smiley og de andre er tilbage i retrospektiv. Mesteren kan endnu.

Jeg står af. Selv herude på landet er der valgplakater i alle lygtepæle. Kandidaterne smiler, og nogen ligner folkeskoleelever med slips på.

Boligforeningen har investeret i robotplæneklippere, som står i dockingstationer her og der. En er næsten begravet i vissent løv, det er snart slut med græsningen.

Hjemmehjælperne er gået, og mor ligger i sengen, temmelig meget ringere end for blot en uge siden.

Bryllupsbillede

Bryllupsbillede

Hun er nu blind, kan kun ane lys, og hvor hun i søndags stadig kunne stavre, kan hun ikke længere gå ved egen kraft. De andre dårligdomme hører ikke hjemme i det offentlige rum.

Vi snakker en tid lang og ikke udenom. Hun hænger ved, men siger flere gange, at dette ikke er noget liv. Hun kan ikke se mig, så vi holder hånd.

Jeg laver te og holder koppen. Hun får også en halv skive banankage, men det er svært at sidde op med stive ben.

På opvaskebakken står der opvask fra flere dage med et viskestykke over. Jeg vil sætte på plads, men ser så at det ikke er vasket op, kun skyllet af. Det er hurtigt klaret.

Betalingsoversigter og kontoudtog ligger i dynger på spisebordet. De har ventet længe på at komme i mors system, men hun har ikke magtet det, og det piner hende med den uorden.

Der er ikke noget at tage sig af, alt kører over betalingsservice. Jeg gennemgår det hele, bundter og putter papirerne i rygsækken. Så kan jeg danne mig et overblik over, hvem der skal kontaktes, når.

Det tiltaler mors ordenssans, og så kan ingen snage. Når.

Hjemmehjælperne kommer og går igen. Forinden aftaler vi, at de kan komme med en hospitalsseng. Mor vil ligge/sidde bedre, og hjælperne får en bedre arbejdsstilling.

Jeg støver af, det gør kommunen ikke. Vi snakker igen, men hun er træt.

Jeg går til busstoppestedet. Under læskurets tag er en spinkel flue fanget i et spind. Jeg tror et øjeblik, at den bevæger sig, men det er vinden.

Bussen er præcis. Jeg kan ikke koncentrere mig om bogen, minderne taler for højt. Vi når busterminalen med forsinkelse, og jeg må vente 13 minutter.

Fortovet er oversået med fladtrådt tyggegummi, og det småregner. Politikerne i lygtepælene glor smilende.

Hjemme lægger jeg posen med mors papirer i reolen. De må vente.

/Eric