Vi læser dagligt om trafikuheld og ulykker, men abstraherer på en måde. Det er for fjernt og for dagligdags til rigtigt at vække følelser, indtil det rammer en selv eller en, man holder af.

Først når dét sker, får tragedien virkelige dimensioner. Først da bliver det andet end en overskrift.

Jeg ville så gerne gøre et eller andet. Jeg har pludselig et kæmpe overskud at øse af, men det hjælper ikke. Ikke lige nu.  Og det, jeg kan give, batter så lidt.

Vi må se, når han kommer tilbage. Måske er det bedste, man kan give, parathed til at tage imod?

Vi får se.

Alle mærkede, det trak op. Svigtende afsætning og fyldte lagre stoppede den ene mægtige cementovn efter den anden og lagde møllerier i mølpose.

Alle så, hvor det bar hen, og hørte med undren politikere tale højt om manglende hænder og hu-hej, hvor det går!

Alle fornemmede, at noget ville ske, og så blev det varslet.

I tiden op til dagen var der lukkede døre og lederansigter mærket af søvnmangel. På gulvet var der resignation og galgenhumor. Frygten og nervøsiteten nagede – var det dog bare overstået!

Så kom dagen

En kold tåge hænger over fabrikken, og på afstand kan man ikke se, om skorstenene ryger.

Folk kaldes ind og kommer ud med sedlen. Ind, ud, ind, ud… “Er det mon min tur nu?” – tænker man, når telefonen ringer.

Jungletrommerne går: ham og ham, hende og hende. Klokken 10 er det slut. De tilbageblevne ånder lettet op.

Tabslisten offentliggøres over middag. Man læser med tilbageholdt åndedræt og føler sig irrationelt skyldig, fordi man har overlevet.

Heldigvis er langt de fleste fritstillet, så pinen ikke trækkes i langdrag, men hvor er listen dog lang. Der er mange andre virksomheder, hvor hjulene går i stå – mange andre lister. Hvor skal det ende?

Ledelsen siger, det er nødvendigt, og det er det jo nok. Det kan jeg ikke vurdere. Jeg ved dog, at der ikke er 1000, ja end ikke få års erfaring at finde, den dag bøtten vender, og man måske igen får brug for flere hænder.

Tågen lettede aldrig den torsdag.

I Danmark sikrer Grundloven ytringsfrihed selv for kvajpander, og her i landet er det ikke forbudt at udgive højreekstremistisk musik. Musikken kan have et indhold, som strider mod racismeparagraffen, men det er en ganske anden sag.

Udleveringen er en konsekvens af, at Danmark har tilsluttet sig Den Europæiske Arrestordre, som gør, at personer kan udleveres til et andet land, selvom den påståede forbrydelse ikke er ulovlig i Danmark.

Her drejer det sig imidlertid ikke bare om noget, der ikke er forbudt i Danmark; det drejer sig om en ret, som udtrykkelig er SIKRET i Grundloven, nemlig ytringsfriheden. Grundloven SIKRER kvajpanderne ret til at sælge nazirock, men alligevel udleveres de. Det vil sige, at tysk lov sættes over den danske Grundlov.

Retssikkerheden er væk. Det er sgu’ da uhyggeligt!

Både Sverige og England har i lignende sager pure afvist at udlevere personer til Tyskland.

En rift i panden udviklede sig til en byld, som lægerne skar op. Uha uha! Kompres, Hiawatha-forbinding, penicillin-bombardement og daglig kraterkontrol på ambulatoriet. Stakkels pige.

Nu går det fint. Lægerne ser ikke bekymrede ud længere, og “pandebåndet” blev droppet i går. Snart skal hullet lappes af plastikkirurgerne.

Der skal ikke meget til, før der vendes op og ned på hverdagen, så pas på derude! Nå, men om ikke andet er jeg da blevet helt ferm til nænsom hårvask og lokale byger.

Jeg glædede mig ellers til at holde fri til tiden. Jeg glædede mig over, at præsidentvalget er overstået i morgen, så der kan komme substans i nyhederne. Jeg glædede mig over, at der var noget at glæde sig over.

Så kom beskeden i en mail: en af mine venner er blevet fyret og fritstillet.

Skal man ringe? Hvad nu, hvis hun ikke har lyst til at snakke?

Jeg sendte berøringsangst en mail. Det kommer ikke andre ved, hvad jeg skrev, men én af tingene var, at med hendes begavelse, viden, charme og humor må hun kunne vælge og vrage.

Glæden er væk lige nu, men den kommer selvfølgelig tilbage. Måske i morgen. Inderst inde tror jeg på, at det bliver weekend igen.