Ved denne tid for 33 år siden var jeg på ruskursus med min storgruppe fra AUC, det nuværende Aalborg Universitet. Kurset foregik i en primitiv feriekoloni, og min parallelstorgruppe var også på kursus ikke mange kilometer fra os.

Det daværende Direktoratet for Videregående Uddannelser (DVU) var begyndt at interessere sig for det faglige indhold på disse kurser, der blev arrangeret og ledet af ældre studerende, tutorer.

DVU mente, at samtlige disse tutorer var stærkt venstreorienterede, og at ruskurserne var ren indoktrinering i ræverød marxisme. Der var derfor planer fremme om, at universiteterne skulle levere læseplaner, emneoversigter o.lign. for at dokumentere kursernes faglige relevans.

Vores storgruppe havde nogle gode dage, hvor vi dels arbejdede i grupper med udvalgte emner og dels hyggede os gevaldigt med en masse ikke-studierelaterede ting, hvoraf specielt vores planlægning og udførelse af denne practical joke har brændt sig fast i hukommelsen:

En af vores medstuderende, der var lidt ældre end vi andre og samtidig amatørskuespiller, skulle tage hen til vores parallelstorgruppe og udgive sig for at være en embedsmand fra direktoratet, der skulle kontrollere kurset.

Han blev forklædt med en ikke ret krøllet skjorte og et friskhæklet slips, og tutorerne for den anden storgruppe blev indviet i planerne. Vi andre skulle så støde til senere, og det hele skulle så gerne ende ud i masser af latter og hyggeligt samvær.

Sådan kom det ikke til at gå; vores amatørskuespiller var fremragende i sin uvante rolle, og de stakkels studerende var stærkt fortørnede over, at DVU ville blande sig i og sætte rammer for, hvad de måtte beskæftige sig med på ruskurset.

Det afstedkom en ophedet debat, og til sidst følte vores ven sig faktisk truet i mere end blot verbal henseende og flygtede fra forsamlingen, vistnok gennem et toiletvindue.

Da vi andre ankom, var vores medstuderende blevet informeret om sagens rette sammenhæng, men de var stadig voldsomt ophidsede og diskuterede og bearbejdede oplevelsen i grupper og var ikke synderligt ivrige efter at feste sammen med os andre.

Og det var en skam, for vi (blogejeren og jeg) havde til lejligheden fabrikeret en festsang. Den gik på melodien: ”En jæger gik at jage” og kun den første linie er bevaret i min erindring:

”En embedsmand fra D…V…U!”

Humlen klatrer nostalgisk op ad den meterhøje stub.

Med huset fulgte en flagstang. Jeg går ikke op i flagdage, og større blomsterpind skulle man lede længe efter, så jeg plantede en humle ved flagstangens fod.

Planen var hverken at starte et bryggeri eller lave naturmedicin. Nej, det var bare en pludselig indskydelse - et botanisk eksperiment.

Min humulus lupus så sølle ud et par år, hvor den brugte al sin kraft på at sende rødder ned til kineserne. Jeg opmuntrede den med venlige ord, vandede med omhu og hjalp de små fingre med at gribe fat.

Om det skyldtes min omsorg, ved jeg ikke, men pludselig blev humlen råstærk og spurtede mod flagstangens knop som bønnestagen i eventyret. Flagstangen stod som en prægtig søjle af grønt, og jeg glædede mig over synet af urkraft i forhaven.

Nogle år senere blæste det op på en septemberdag, og flagstangen væltede. En bolt i betonfundamentet knækkede under den enorme vægt af humle, flagstang og vindtryk.

Amputation var nødvendig. Først skar jeg humlens fangarme af med en kokkekniv og fyldte en mængde plasticsække. Dernæst savede jeg flagstangen i storskraldsrette bidder.

Jeg prøvede at grave humlen op, men dens rødder går langt ned, og i dag er den vendt tilbage. Den kravler nostalgisk op ad den meterhøje stub, før den søger ud for at kvæle nabovegetationen. Den savner tydeligvis friheden, højderne og suset og opfører sig som en hævngerrig grøn pyton.

Min yndlingsøl er stadig den humlestærke Urquell, men siden flagstangen væltede, har jeg holdt mig fra botaniske eksperimenter.

Han giftede sig igen efter skilsmissen, og i 1964 gik bryllupsrejsen jorden rundt. Det var vist en tur i amerikansk ekspresfart, hvor man ser en masse uden egentlig at se noget, men far var flink til at sende postkort fra alle de spændende steder.

Malacca

Han var ikke den store skribent, og ofte var det kun en kort hilsen fra en lufthavn, men de eksotiske postkort dryssede som kulørte eventyr ind gennem brevsprækken hele sommeren.

Jeg har gemt dem alle og bladrede dem igennem forleden. De er snart 46 år gamle, men jeg tror egentlig ikke, at motiverne på nye kort er stort anderledes.

Fordi jeg dampede frimærkerne af dengang, kan kortene ikke altid dateres præcist, men det gør ikke så meget. De er et vemodigt minde om savn, og at han alligevel var der på sin måde.

Han tog på sin sidste store rejse i 2007, men forinden nåede han at skrive sine erindringer.

Her er et udpluk af de gamle postkort.

Ægypten

Bagdad

Indien

Dhornburi Thailand

Bali

Hawaii

Mads var en rigtig lille verdensmand og nød at være manden i det lille rejseselskab, som mor og han udgjorde. Han begik sig også med stor sikkerhed og charme i det sammenbragte selskab ombord på den lille plimsoller: han legede med de andre børn og diskuterede fx malerier på Rijksmuseum med de voksne.

Plimsolleren Regina i Amsterdam

Jeg husker især 2 episoder:

Mads havde en smule lommepenge med, og på et tidspunkt siger han til mor, at han går i baren for at købe sig en cola. Han spørger galant, om han skal tage noget med til hende, hvilket hun lidt overrasket takker ja til.

”Skal det være en stor fadøl som sædvanligt?”

spørger han så, og mor rødmer klædeligt til vi andres store fornøjelse.

Den sidste aften gik der af en eller anden grund kuk i de ellers næsten faste siddepladser ved spisebordet, og Mads kom til at sidde langt væk fra mor. Jeg spørger ham, om jeg må sidde ved siden af ham, og han slår ud med hånden – værsågod! Nede fra den anden ende af bordet siger mor skarpt:

”Så skal du også sidde ordentligt!”

hvilket jeg naturligvis lover højt og helligt. Mads glatter ud og siger, at den bemærkning var henvendt til ham, fordi han plejer at lempe mad, som han ikke kan li’, over på mors tallerken. Jeg beroliger ham med, at den aftale kan han også lave med mig, men da menuen viser sig at være pasta med kødsauce, bliver det ikke aktuelt.

Mads var høflig og beleven, og jeg havde det, som jeg senere har haft det med mange af de katte, jeg har mødt på vores ferier: Jeg ville frygtelig gerne have haft ham med hjem!

Melander var et muskelbundt, og jeg var henrykt, når jeg kunne få ham til at smøge skjorteærmet op og bøje armen, så biceps svulmede til det ufattelige. Da jeg senere læste Tarzan-bøger, lignede Tarzan altid Melander.

Engang serverede Gerda kogt torsk, og jeg fik et ben galt i halsen, så jeg ikke kunne få vejret. Kvinderne jamrede og slog mig på ryggen, indtil Melander tog mig om anklerne og rystede mig som en støvklud.

Det var nok ikke det, der reddede mig fra kvælning, og så måske alligevel.

De boede et godt stykke vest for Aalborg, og Melander cyklede vist den lange vej til svovlsyrefabrikken i Nørresundby, hvor han arbejdede.

Han lærte mig tålmodigt at cykle. Jeg lærte at styre med knyttede næver, for det skulle man kunne, når der var koldt. Melander brugte ikke handsker.

Ikke blot var han stærk som en okse, han drak mindst lige så meget. Når lønnen var udbetalt, søgte Gerda fra knejpe til knejpe efter sit mandfolk, og der kunne gå dage.

Til sidst kunne selv Melanders urkraft ikke stå for mosten. Det var måske en lettelse for Gerda, men Melander tog vitaliteten med sig i graven. Hun døde mange år senere, vissen og vrissen.

Han kedede længe selskabet med en historie om, at han havde navn efter slægtsgården og så bla-bla-bla om samme saneringsmodne landejendom.

Da han omsider måtte klare stemmen med en tår øl, sagde Helle henkastet:

”Ja, jeg hedder Kronborg.”

Og det er jo ikke engang løgn.

Så var munden lukket på ham, og selskabet blev muntert igen.

Kakerlak på Mallorca

Krible, krable! Der var kakerlakker i ferielejligheden på Mallorca i 2004, og det lagde en dæmper på vores lyst til madlavning.

Det var nemlig ikke vores første møde med disse lyssky og letbenede insekter.

Den sorte firkant

For ca. 40 år siden fik jeg feriejob som arbejdsdreng i Salling i Aalborg. Stormagasinet havde dengang en fin restaurant med hyggepianist og à la carte, og en dag skulle vi reparere et overskab i restaurantens køkken.

Skabet dækkede vel ca. 1 m², og vi fik det ned i et snuptag. Tilbage på væggen var der en sitrende sortbrun firkant, som lynhurtigt gik i opløsning til alle sider.

Jeg måbede og spurgte, hvad i alverden det var for noget. “Kakerlakker” svarede tømreren uanfægtet. Regner man på det, må der mindst have været 15.000 bag det ene skab.

Det er som sagt 40 år siden, så i dag kan du sikkert roligt spise rosinbrød i Sallings cafeteria.

Kakerlakkerne flytter ind

Ca. 15 år efter boede jeg til leje i en etageejendom. I stuen på hjørnet var der et bageri, og en dag hørte vi, at bagerens nærmeste naboer havde fået kakerlakker.

Man klagede til udlejeren, men han var ligeglad. Måske mente han, at bageren skulle betale for bekæmpelsen, men bageren bedyrede, at der skam ikke var kakerlakker i hans bageri!

Det var selvfølgelig løgn, og i løbet af nogle måneder var der kakerlakker i hele ejendommen.

Føj, hvor var det ulækkert! Kakerlakker er lyssky, så vi lærte at tænde lyset, før vi gik ud i køkkenet. Man skulle lige give dem tid til at pile ind i mørke – ellers ville det knase under fødderne.

Dynen blev også rystet grundigt, og selvom kakerlakkerne foretrak køkkenregionen, påvirkede deres invasion vores adfærdsmønster.

Konen i lejligheden under vores var på hysteriets rand, og først da hun gik helt amok med insektgift og blev syg, skete der noget. Om det var embedslægen, der slog i bordet, ved jeg ikke, men der kom et skadedyrsfirma og smurte gift fra kælder til kvist.

Det stank som bare pokker, men krybet kreperede og blev efter opfejning kremeret på Reno Nord. Så kom der da lidt fjernvarme ud af den historie.

Siden har jeg altid kigget efter en ekstra gang, når der er rosiner i bagerbrødet.

Scenen er et af skibets dæk. Mor ligger henslængt i en flugtstol og nyder solen, mens jeg tuller rundt i sikkerhed bag den høje ræling.

Jeg opdager, at skibets forstavn dykker faretruende, når jeg løber fremad, og hæver sig igen, når jeg løber tilbage.

Det sker et par gange, og med den skræmmende erkendelse, at liden purk kan gynge stort skib, søger jeg tryghed hos mor, før det går galt.

Det må have været i august 1959, hvor vi forlod Canada permanent. Jeg har altså været lidt større end på billedet til venstre, som er taget i nov. 1958, hvor jeg var 3 år gammel.